14. februar 2019

ZeBU i nye rammer

Efter et helt års hjemløshed som lille storbyteater på Amager kan ZeBU endelig igen se frem til at blive teater i eget hus efter en stor og nødvendig ombygning, der ikke mindst har været igangsat for at skabe bedre og opdaterede rammer for naboen, spillestedet Amager Bio, og samtidig har betydet, at ZeBU har fået ny foyer, bedre adgangsforhold og teleskoptribune i en let decimerede teatersal.

Lige nu arbejder håndværkerne på højtryk for at få det hele klar til tiden – ZeBU har for en sikkerheds skyld allerede nu besluttet at udskyde premierer på en ny forestilling , 'Atlas over afsidesliggende øer' i sit nye, gamle teater fra 26. februar til 3. marts…

Og teatret glæder sig natuligvis til at byde sin gæster ind i de 'renoverede kultursale og spritnye foyerer med barer, garderober og toiletter, der danner de nye rammer for endnu bedre og større kulturoplevelser', som man skriver i sin indbydelse til åbningsreception og -fest onsdag 6. marts kl. 16-22  (dørene åbnes fra kl. 15:30).

Her bliver mulighed for at kigge nærmere på de nye bygninger og i tilgift kan man opleve livemusik på scenen i Amager Bio og teaterindslag hos ZeBU. Der vil også være taler og både vådt og tørt til ganen. 

Det er et åbent arrangement, men for at sikre, at der er mad nok, må man meget gerne skrive til henriette@zebu.nu hvis man deltager.  

Ombygningen af ZeBU og Amager Bio er en del af tredje og afsluttende etape af områdefornyelsen af Amager Kulturpunkt, der udover ZeBU og Amager Bio også består af Børnekulturhus Ama'r, Musiktorvet og spillestedet BETA. Initiativtagerne bag var blandt andre Områdefornyelsen i Øresundskvarteret og Københavns Kommune. Ombygningen er bl.a. blevet finansieret af Københavns Kommune.

Se artiklen 'ZeBU bliver hjemløs'.

(Billedet: I løbet af et par uger skulle dette gerne være den færdige udgave af indgangspartiet til ZeBU's nye foyer… Foto. Jørgen Carlslund)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne