DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Ishøj Teater: Esmeralda – den forunderlige orkan

Peter Gregersen og Sussi Andersen som tvillinge-søskende, der mødes efter mange års uvenskab. Foto: Allan Grynnerup

Voksne uvenner

12-09-2014
Ishøj Teaters forestilling fokuserer fint på barndommens drømme og længsler, men resultatet, både scenisk og spillemæssigt, virker desværre en anelse mekanisk.
FAKTA
Ishøj Teater: Esmeralda – den forunderlige orkan -

Manuskript og scenografi: Charlotte Calberg. Musik: Marianne Lyngbirk. Instruktion: Charlotte Calberg og Marianne Lyngbirk. Medvirkende: Sussi Andersen og Peter Gregersen. Varighed: 45 minutter. Aldersgruppe: 3-9 år. Set i september 2014 på Ishøj Teater, hvor den spiller stationært til 26. september. www.ishojteater.dk

Egentlig er det en fin historie. Om to voksne tvilling-søskende, der skiltes i vrede for mange år siden. Gustav, der siden har arbejdet som en noget tilbagelænet, lidt hippieagtig kunstmaler i et rodet lille hus, og Gerda, der er hans totale modsætning. Den inkarnerede effektivitet med eget rejsebureau og altid klar ved mobiltelefonen, når kunderne ringer. At de ubevidst savner hinanden, signaleres ved, at deres eneste selskab er en papegøje hos ham – navnet er Gerda – og en guldfisk hos hende – navnet er Gustav.

Mange år efter mødes de igen, efter at have drømt en voldsom drøm om deres mors hus og om en kraftig orkan ved navn Esmeralda – samme navn som deres mor, i øvrigt. Drømmen får dem til at søge tilbage til barndommens forfaldne hus, hvor de kaster sig ud i dels at redde huset fra stormen, dels tager en tur ned af mindernes alle og ender med at stå tilbage med en erkendelse af, at der er mere, der binder end skiller. Og at det i øvrigt er deres mor, formummet som orkanen Esmeralda, som har bragt dem sammen.

Når jeg alligevel ikke er helt begejstret, skyldes det flere ting. Allerførst kan man diskutere, hvor egnet en sådan forestilling er for de allermindste – aldersgruppen er angivelig sat helt ned til tre år – og her vil såvel sproget som de menneskelige relationer nok virke lige lovlig voksent.

Problemer 

Men de grundlæggende problemer ligger andre steder, og de har alle noget med en følelse af noget nydeligt og noget mekanisk at gøre.

Det gælder intrigen – først veksler vi mellem den ene og den anden, og senere får vi tre små barndomssituationer sat på scenen på præcis samme måde. Og det gælder den sceniske indramning. Små antydede lokaliteter i begyndelsen – hans malerværksted og hendes skrivebord – inden det store hvide tæppe åbenbarer det forfaldne hus, som kan åbnes og vise barndomshjemmet indeni. Absolut nydeligt, uden at overrumple eller virke specielt fantasifuldt.

Og så fungerer den lysmæssige side af det sceniske udtryk urimeligt ubehjælpsomt. Overgangene er bratte og ucharmerende med et stjernetæppes abrupte tilsynekomst som det værste – tænd/sluk – og så er det etableret. Der er ikke meget eventyr- eller nostalgisk drømmestemning over den lyssætning.

Og tilsvarende er der ikke arbejdet i bund med figur- og replikarbejdet. De to skuespillere, Sussi Andersen og Peter Gregersen, afleverer sådan set deres replikker nydeligt – det samme gælder kropssproget – men mellemtonerne, variationen, varmen og i begyndelsen energien savnes.

Den lange optakt, hvor vi på skift er hos den ene og den anden, er ved at dø mellem hænderne på spillerne, fordi energien, nuanceringen og intensiteten siver ud af scenerne. Derfor bliver spillet unødigt en-til-en-ensformigt og oplevelsen tilsvarende ikke stærk nok.

Potentiale til mere

Et fint musikalsk akkompagnement og en god 'kendingsmelodi' bøder noget på det. Og slutbilledet er imponerende. Den dragkiste, der i sin tid fik de to søskende til at skilles – de troede begge to, at den anden havde hugget den – dukker på forunderlig vis op i moderens hus og forvandles overrumplende til en enorm luftballon, der sender Gustav og Gerda ud i verden på ferie – endelig sammen.

Der er således potentiale til noget bedre end det, vi rent faktisk får. Og så må jeg lige igen understrege, at forestillingen ikke er dårlig. Den kunne bare have været bedre, hvis man havde vovet lidt mere, gravet lidt dybere, slebet lidt finere og satset knap så meget på det pæne og sikre.

Tænk hvis orkanen Esmeralda også havde fået sat lidt fut i den sceniske tilblivelsesproces.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Esmeralda – den forunderlige orkan
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser