Vitello på speed

Kim Fupz Aakesons mange 'Vitello'-bøger er i sig selv skøn læsning. Læsning om den livlige og moderne overleverdreng Vitello, som bor alene med sin mor, der fik ham engang i hine tider på en to måneders tur til Italien. Landet, hvor mændene stod i kø for at kapre hende.

Men hvad skete der: Hun vendte alene hjem. Vitello kom til verden med en alenemor og 'en sjuft af en far', som det hedder. Så hvad fylder i drengen, når han ser sig omkring og er sammen med legekammeraterne: Længslen efter EN FAR.

Vitello vil have en far. Selvom han ikke helt ved hvad han skal med ham, og behovet for en far undervejs sammenlignes eller byttes ud med 'eller gi' mig en hund'. Så den opfindsomme fyr graver et hul i jorden, for at en potentiel far skal falde ned i det. Han spænder fælder op med samme formål. Han finder på og gør ved. Men der synes ingen 'ledig far' at være, som det siges. Indtil en dag, hvor det ikke kun er Vitello, som får 'klamme kæreste-kys' - men også hans mor…

Nutidsfrisk tale og pausefobi

Aakeson har m.a.o. lagt i ovnen til meningsfuld sjov. Desværre er der kommet et for dominerende element af uforpligtende underholdning over Aalborg Teaters 'børne- og skoleforestilling', som den kaldes.

Gunvor Reynberg har dramatiseret, så sproget er nutidsfriskt på en noget påtaget og meget bastant måde, omend teksten undervejs rummer morsomme replikpassager. Som fx når Vitello en kort tid satser på den meget tunghøre mand i pølsevognen, der snurrigt drejer alle svarene til Vitello i en sjov, meningsforstyrret retning.

Louise Schouws iscenesættelse lider af det, som kan virke som en pausefobi. Forestillingen spæner non stop i 75 minutter derudad i det samme opspeedede høje gear. Når så tillige arrangementet består af en gentagen repetition af replikker og musikindslag i en jævn lind strøm, så skurrer forestillingen rent iscenesættelsesmusikalsk.

Alt i alt bliver arrangementet overanspændt og forudsigeligt. Tømt for spændende takter og overraskelser. Og midt i den oppiskede humørstemning (lidt i stil med skabagtige  fjernsyn-for-dig-udsendelser) og de ligefremme popmelodier drukner den strøm af alvor og nutidsrelevans (med enlige mødre, papfædre, fadersavn mv.) som findes i bogens bogstaver.

Fuld gang i kostumeskift og skuespil      

Det er ikke kun iscenesættelsen, der 'har travlt'. Med i alt 13 roller til fire medvirkende er der drøn på kostumeskiftene i kulissen. Også i det lys er det flot, at Caspar Juel Berg. Laura Kold, Allan Helge Jensen og Malin Rømer Brolin-Tani kan manifestere så meget scenisk energi – sammen med musikerne Jacob Rose, Erik Christensen, Thomas Hamilton og Tom Bilde, som også for forudsigeligt er sat til at rykke ind på scenen fra hver side - passende klædt ud til de forskellige optrin. Som italienske musikanter, som gadens fulderikker, som pølsevognskunder etc.

Med stift strittende hår og badutspringslemmer giver Caspar Juel Berg den ungdommeligt gas som Vitello. Laura Kold og Malin Rømer Brolin-Tani suger med synkrone trin og hænder, der samtidigt tørrer (snot) af under tuden, opmærksomhed til sig som tvillingerne Max og Hasse. Begge kører også klicheen om, hvordan teenagepiger optræder helt ud som Sanni og Anni, der havner i Vitellos udspændte snare. Herudover slår Kold sine folder som henholdsvis Vitellos mor og Vitellos kæreste.

Hvor de nævnte rollefigurer er lettere at skelne fra hinanden, glider Allan Helge Jensens manderoller, som også ligner mere hinanden, lidt mere sammen. Heldigvis har han også rollen som møgungen William til at skille sig ud fra de andre med. Og drukkenbolten på bænken – i øvrigt en af de bedste repliksteder – en både sjov og tankevækkende sentens, der planter den tanke i Vitello, at hans far er Guds absolut uundværlige hjælpeengel.

Så der er både 'skidt og kanel' på spil på scene i Aalborg. Tjep, tjep, tjuhej - så er den forestilling forbi. Den fortravlede energi sidder i kroppen, men ellers er 'Vitello' lynhurtigt pist væk – for ind i tanken når den aldrig rigtigt.