Af: Betina Rex

9. marts 2022

Virkeligheden er stadig til forhandling

’E-Rasmus’ er en energisk velspillet og tankevækkende udgave af Ludvig Holbergs ’Erasmus Montanus’. Med VR-brille, cyber slangs og det virtuelle som billede på den moderne konflikt mellem virkeligheder.

Hvad er virkeligt og hvad er indbildning? Hvad er sandt, og hvad er falskt? Hvem har magten til at definere det? I Ludvig Holbergs Erasmus Montanus fra 1700-tallet går diskussionen mellem den lærde og de uoplyste særligt på, hvorvidt jorden er rund eller flad. 

I ’E-Rasmus’, skrevet af Jens Svane Boutrup frit efter ’Erasmus Montanus’, står slaget mellem den umedierede, analoge verden og et gamificeret, interaktivt online univers.  Ærligt: Et oplæg til en forestilling, som giver undertegnede lidt koldsved. Bliver det et tåkrummende pinligt forsøg på at gøre Holberg cool for kids?

Lad det være sagt med det samme: Nej!

Rammefortællingen for såvel den ældre som den nye gendigtede version er helt kort sønnen Rasmus’ besøg i barndomshjemmet, der afstedkommer mange sammenstød, da hans moderne liv og sprogbrug kontinuerligt brager sammen med de andres mere traditionelle ditto. 

I ’E-Rasmus’ er det Rasmus’ altomfattende optagethed af e-sport, der får bølgerne til at nå tsunamihøjde. Han taler kun om de nye venner, han spiller med – hans klan, hans family; om hvor awsome de er, og hvor svært det er af være AFK (away from keyboard). Han insisterer i lighed med hans latinsk-fikserede modpart i ’Erasmus Montanus’ på at alle kalder ham E-Rasmus, fordi han og klanen netop har vundet mesterskabet i e-sport. 

Lommelygter og lakskørter

Rasmus selvfede lager than reality-stil bliver lagt helt fra forestillingens start, hvor han gør sin entré i et brus af konfetti og jubelråb til lyden af Europes The Final Countdown. Der er ingen tvivl om, hvor fed og unik han føler sig, og hvor fuldstændig nedtur han synes det er at være væk fra skærmen og tilbage hos familien. 

Hans lysende skosåler, den mørkglimrende øjenmakeup, det sorte tøj med de neofarvede strips og ikke mindst de VR-briller, der udgør porten til alteregoet E-Rasmus, understreger med al tydelighed, at han er beyond denne verden. Kostumier Tytti Sofie Hongisto har makset ud på kontraster og stoflig teatermagi. 

Nille, Lone, Jakob, Per, Lisbeth og John der udgør resten af karaktergalleriet, lever deres liv i den nære fysiske verden, omkranset af et yndigt rosenbed og et lille fint, hvidt stakit. Klædt i pastelfarvede kostumer af skinnede lakkvalitet med inspiration fra både babydoll-drøm og middelklasseliv er de udefinerbart moderne, men stadig milevidt fra Rasmus futuristiske goth-cybervibe.

Kontrasten mellem dem og Rasmus understreges yderligere af, at de modsat ham under deres lakkostumer har ens heldragter på, der gør dem til en del af den samme virkelighed eller fantasi – afhængig af hvordan man ser på det. 

I Lise Marie Birchs scenografi, hvor jord og himmel går i et i form af bagtæppet, og både udgør Rasmus barndomshjem og den væg, brudstykkerne af hans e-verden løbende projekteres på, bliver fronterne trukket tydeligt op. 

Samtidig bliver de gennemgående håndholdte lamper og lommelygter, som komplementerer Flora Pelle Brandts lysdesign, en tydelig markør af, hvordan vi kun ser det, vi selv kaster lys på. Hvad vi betragter som virkeligheden er i høj grad afhængig af den vinkel vi betragter fra. 

Ord skaber verden(er)

De fire skuespillere, der spiller alle syv roller, gør et fremragende stykke arbejde i Nils P. Munks skarpe instruktion. Olivia Franciska Fevel Borges bedrevidende, selvhøjtidelige og liderlige Per med blåt cykelstyrs overskæg og Clara Ellegaards forelskede, naive og selvudslettende Nille er ramt lige på kornet og balancerer både i deres samspil og hver for sig en meget Holbergsk lummer tone, uden at kamme over i noget, som det hormonfyldte teenagepublikummet ikke kan håndtere. 

Samtidig deles der små teaterhistoriske godbidder ud, som også har en funktion i egen ret. Eksempelvis kan det udelukkende publikumsrettede frontale samspil imellem Rasmus og Nille, Per, Jakob, Lone og John både ses som en hilsen til tidligere tiders spillestil og som et sceniske greb, der skaber et tydeligt billede på, hvordan de bogstaveligt talt taler forbi hinanden og konstant misforstår. 

At de ikke taler samme sprog, bliver særlig klart og særlig komisk i kampen om (e)sproget mellem Per og Rasmus. Ganske lig kampen om latinske gloser i ’Erasmus Montanus’.

Per, der er områdets selvbestaltede IT-ekspert og udbyder bibliotekskurser i NemID og Facebook, byder ind med ord som spamer, smiley, USB-stik og EDB-lokale. Som en publikummer omkring 20 år ældre end målgruppen bliver det pinligt tydeligt, hvor forældet det er og samtidig hvordan min egen referenceramme peger mere mod Pers vokabular end mod Rasmus’ cyber know-how. Av! 

Helt anderledes er kommunikationen mellem Rasmus og hans store forelskelse, Lisbeth, der foregår ansigt til ansigt og har så mange følelser på spil, at alting hele tiden er på vippen til at blive gjort til en joke for ikke at miste netop ansigt. Men når joken hele tiden ligger som en mulig udvej, hvornår siger man så noget virkelig virkeligt? 

Lisbeths store engagement ligger modsat Rasmus i klimakampen, i den fysiske virkelighed, tydeligt markeret med det ’Det er ingen plan(et) B’-skilt hun bærer rundt på. 

Til Rasmus’ skjulte kærlighedserklæring om, at han ”vil vise hende en helt ny verden!”, er hendes svar kun: ”Jeg har ikke brug for en ny verden, jeg har brug for, at vi redder den, vi har.” 

Igen støder verdensopfattelser og virkeligheder sammen. 

At vælge virkelighed 

Mathias Bøgelunds Rasmus er både øretæveindbydende bedrevidende, og et oprigtigt søgende ungt menneske. Trods hans foragt for den analoge og offline virkelighed, de andre ser som den eneste sande, så er han samtidig den, der påberåber sandheden om den komplekse virkelighed og den sammensatte personlighed: ”Jeg er jo Rasmus, men jeg er OGSÅ E-Rasmus”. En påstand de andre ingenlunde kan acceptere. 

”Du må vælge”, som Martin Bo Lindstens John, den sleske kommunale fagperson fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), forlanger. Og det gør Rasmus så. Hårdt presset.

’E-Rasmus’ er en co-produktion mellem Bornholms Teater, Vendsyssel Teater og Teater Vestvolden i Hvidovre og er skabt i forbindelse med fejringen af Dansk teaters 300-års jubilæum i 2022. Det er en fin hyldest til Holbergs dramatiske virke og den teatertradition, han var med til at bringe til landet, og de 300 år er tydeligvis ingen hindring, for forestillingen fanger sit 12+ publikum fra start.  

Holbergs sans for komik og samfundssatire er også tydeligt til stede i den meget aktuelle gamer-ikke gamer-tematik og på mange måde generationelle brudflade omkring livet foran og udenfor skærmen, som Jens Svane Boutrup og dramaturg Ditte Bladt-Hansen har sar den i. 

For Jorden er rund, men opleves flad, og Rasmus er Rasmus, men også E-Rasmus. Hvor mange virkeligheder kan vi i virkeligheden leve i? 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.