DEBAT
11-06-2023
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
Åbningsforestillingen 'BEVÆGELSE' havde medvirkende - og publikum - i alle aldre til premieren på Rådhustorvet (øv.tv.), mens Teatergrad spillede 'Verdens Historier' for de 2,5-5-årige og deres voksne på Biblioteket (øv.th.). Lørdag aften var der fest og prisuddeling. Pia Marcussen fik den nyindstiftede manuskriptpris (ned.tv.), mens Horsens Børneteaterpris fandt en værdig modtager i Gitta Malling (ned.th.). Foto: Søren K. Kløft & Hanne Nielsen

Vilje til fornyelse

17-09-2017
Horsens Teaterfestival kan sætte endnu et velorganiseret arrangement ind i historiebogen. Dette års festival stod i fornyelsens tegn i form af en egenproduceret åbningsforestilling og en ny dramatikerpris - og særligt fokus på nye måder at producere publikumsinddragende teater på. Gitta Malling fik Horsens Børneteaterpris.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

* Horsens Teaterfestival blev afviklet 15.-17 september og bød på 35 forestillinger - inkl. et hollandsk gæstespil - fagligt seminar, selvproduceret åbningsforestilling, installationer og workshop i byrummet m.v.

* Se årets program, info om festivalen m.m. på www.horsensteaterfestival.dk

* Festivalen, der arrangeres af Horsens Kommune og medfinansieres af Kulturministeriet via refusionsordningen, gæstes traditionelt af flere hundrede formidlere og fagfolk.

* Alle festivalens danske forestillinger er blevet anmeldt i teateravisen.dk - brug evt. Søg-funktionen - bortset fra den omtalte WunderVerk-produktion og fire helt nye produktioner, hvoraf to (*) faktisk havde urpremiere i Horsens.  Anmeldelser af disse frem forestillinger bliver bragt her på portalen i de kommende uger:

- WunderVerk: Udsigter fra min bedstemors køkken

- Teatret Møllen & AbstraXteater: Tre gamle mænd der ikke ville dø

- Det Olske Orkester & Teatret Værk: Ræven går derude (*)

- Det Kommende Teater & Thy Teater: YTR (*)

- Teatret st.tv.& Teatret Fair Play: Mariehønen Evigglad

På mange måder lignede den 32. udgave af Horsens Teaterfestival sig selv: Det gennemført velorganiserede arrangement med spillesteder i gåafstand i midtbyen, omsorgsfuld skiltning og udbredt service orkestreret af en hær af erfarne frivillige.

Og et kurateret program på 35 forestillinger på et kvalitetsmæssigt højt niveau, udvalgt af dramaturgiat og festivalkoordinator.

Selv vejret artede sig rimeligt, mens skybrud og kaskader af nedbør ramte store dele af resten af landet - hvilket også var godt for festivalens mange oplevelser i byrummet i form af gadeteater, installationer, et skrøbeligt cirkustelt m.v. Og selvfølgelig for lysten hos de lokale børn og deres voksne til at opsøge de mange teateroplevelser.

'Relevant og interessant'

Men noget var alligevel ganske anderledes: For første gang påtog festivalen sig nemlig en egentlig producentrolle omkring festivalens åbningsforestilling, 'BEVÆGELSE', der med sin kerne af lokale ikke-professionelle medvirkende både var et stort anlagt forsøg på at vise vilje til fornyelse og samtidig fremvise en bid af Horsens' egen aktive kultursfære.

Eller som det beskrives i den pamflet, der blev udarbejdet til lejligheden: 'Nye tiltag skal være med til at gøre festivalen relevant og interessant. Både for dem, som har haft en relation til teaterfestivalen i mange år, for de professionelle teatre - men i lige så høj grad for helt nye grupper af festivaldeltagere og horsensianere'.  

Det er da også åbenbart, hvordan interaktive tiltag har bemægtiget sig scenekunsten de senere år, mens Horsens-festivalens faglig seminar fulgte samme tema under titlen 'Hvordan griber vi scenekunstens nye formater an?', hvor man skulle høre om og diskutere de nye kunstneriske rammer og anderledes forsøg på at inddrage publikum.

Med åbningsforestillingen viste Horsens Teaterfestival altså selv vejen, men selvom 'BEVÆGELSE' bestemt var en fin oplevelse, skabt af to belgiske koreografer efter en række workshops og prøver med lokale borgere og et par professionelle dansere, så har eventen været talt og skrevet så vældigt op helt fra starten på sidste års festival og gennem hele året frem til premieren, at forventningspresset må have hvilet ekstra tungt på de knap 20 dansende medvirkende fredag eftermiddag på Rådhustorvet i Horsens.

De mange tilskuere fik dog en i ordets bedste og flere betydninger bevægende oplevelse, hvor også aldersspredningen på et halvt hundrede år var med til at forstærke et spændende udtryk.

Nye formater

Den særlige åbningsforestilling kom således også til at fungere som en indgangsportal til festivalprogrammets interaktive forestillinger med professionelle kunstnere og publikumsinddragelse - en af dem indgik tillige i Fagligt Forum, nemlig WunderVerks 'Udsigter fra min bedstemors køkken' (fra 15 år), hvor et lille publikum blev inviteret ind i privat køkken til en personlig og historisk fortælling, der angiveligt satte både tårer og eftertænksomhed i alarmberedskab.

Fagligt Forum stiftede også bekendtskab med Teater Fluks' 'CTRL + ALT + DEMENS' (fra 12 år), hvor små publikumsgrupper noget angstfremkaldende blev placeret midt i Horsens Bytorv til en hovedtelefon-bibragt lydoplevelse af glemsel og tab af sind; samt den ligeledes ikke-programsatte samproduktion fra BaggårdTeatret og Teater2Tusind, 'CRASH!', der havde foldet sig ud gennem otte frikvarterer over en uge på Byskolen i et fast projektforløb (se mere om projektets ide i artiklen 'Invasionen i skolegården').

Her holdt vejrguderne sig dog ikke tilbage, så der skulle tørres både rekvisitter og skuespillere adskillige gange i forløbet...

I det almindelige forestillingsprogram skulle tilskuerne deltage eller drive historien frem i bl.a. forestillinger som 'Det' Klasse' (ZeBU), 'Ingen kære mor' (Vild Kammerat), 'Welcome to the Internet' (Teateriet Apropos og Teaterhuset Filuren) og 'Alle de gode ting' (Teater Play), der alle er for de lidt større børn samt unge, mens også de mindste fik 'taletid' i nogle af småbørnsforestillingerne.

En original stemme

Trenden er uimodståelig og faldt ganske ofte i god jord hos både det aldersmålgruppeafstemte publikum og de mange opkøbere, der hvert år valfarter til Horsens og her udgør den betragtelige rand af voksne betragtere til de enkelte forestillinger.

Festivalen havde dog også en række (andre) fine forestillinger, hvor man som tilskuere i relativ stilstand kunne nyde de professionelle kunstneres anstrengelser, historier, interessante plots og leg med teknik og genrer m.v.

Men teater er ikke altid lig med fredelige tilstande, og for de 14-årige bød festivalen bl.a. på det barske krigstraumedrama 'Soldaten' fra Teatret Fair Play - og Opgang2 Turneteaters radikaliseringsfortælling 'Habibi'. Hvor førstnævnte i juni var Reumert-nomineret til prisen som årets Børne-/Ungdomsforestilling, fik sidstnævnte rent faktisk en pris ved årets Horsens-festival, idet en ny manuskriptpris for børne- og ungdomsteater blev uddelt for første gang.

Prisen, der er skabt i samarbejde med Danske Dramatikere, DramatikerVæksthus og Horsens Teaterfestival, er på 15.000 kroner og gives for 'det fremragende tekstlige grundlag til en af årets forestillinger' og en tekst 'hvor dramatikerens stemme klinger originalt og blander sig selvstændigt i scenekunstens udtryk'.

'Velskrevet og virkelighedsnært'

Og dermed kunne dramatiker Pia Marcussen, der også er Opgang2 Turneteaters kunstneriske leder, lørdag aften modtage pris, penge og hyldest for professionelt håndværk, ledsaget af gode ord fra Danske Dramatikeres næstformand, Jesper Bræstrup Karlsen, der selv har stået for en lang række manuskripter til prisbelønnede børne- og ungdomsforestillinger:

'Det har været et stærkt felt i sæsonen 16/17 med meget forskelligartede tekster. Vi har været rundt i verden, geografisk og historisk, i den danske hverdag, i mere eventyrlige universer og i cyberspace. Vi har mødt fantasifigurer og hverdagshelte, gakkede voksne, ærlige børn og rørende teenagere. En bred vifte af stilarter er benyttet fra barsk realisme, via blandinger af fortæller- og dialogtekster, poetiske indre monologer og revy-agtige sketches, til en næsten filmisk drejebog.

Det manuskript vi her i aften vil anerkende med vores pris er velskrevet, virkelighedsnært, dynamisk fuld af fremdrift, elementært spændende, fyldt med overraskelser med en kvindelig hovedperson, der kommer ud i usædvanlige situationer og reagerer usædvanligt på udfordringerne. Her er en tekst, der tør tage en velkendt samfundsaktuel tematik op og give den et fantastisk befriende twist, med lige dele realisme og eventyr, humor og alvor, social kritik og forløsende poesi. Teksten vælger et plot, der bryder med vores forventninger og lader ekstremerne mødes, så vi forundres og fortrylles.

Dette er en poetisk tekst om radikalisering af unge. Den viser, hvordan fordomme og frygt kan udløse en moderne 'heksejagt', og hvor udsat, sårbar og alene den unge hovedperson er. Teksten er stramt komponeret og veksler ubesværet mellem dramatiske og episke indslag. Den demonstrerer fortælleøkonomi på et højt teknisk niveau med kun to spillere og en musiker til rådighed'.

Og så kunne Pia Marcussen, der i øvrigt har skrevet og instrueret samtlige forestillinger for Opgang2 Turneteater siden teatrets start i 2001, takke for prisen og glæde sig over det særlige ved, at det var dramatikere, der gav en anden dramatiker denne pris.

Man kan læse Teateravisens anmeldelse af forestillingen her - og i øvrigt en nylig artikel om institutionen Opgang2, hvori turneteatret spiller en betydelig rolle.

Pris til Gitta Malling

Efter nyheden på prisfronten var det tid til den traditionelle uddeling af Horsens Børneteaterpris, der er blevet uddelt siden 1996 og er gået til både teatre, kunstnere, formidlere, organisatorer m.fl.

Prisen gives nemlig til 'en person, et teater eller en gruppe af personer, der har gjort sig bemærket ved en indsats for at fremme det professionelle børne- og ungdomsteater' - og ledsages udover den uvisnelige hæder af 25.000 gode danske kroner og en smuk jernskulptur skabt af den lokale kunstner Kaj Rugholm.

Der er stålfast tradition for, at den udvalgte ikke får noget at vide på forhånd og derfor på alle snedige måder sikres at være til stede i salen og i pristalens formummede forløb pludselig kan se sig selv få sekunder fra spotlyset på scenen.

I år var det så Gitta Malling, der fik denne særlige oplevelse. Leder af Limfjordsteatret, første formand for Teatrenes InteresseOrganisation (2011-16) og blandt meget andet også bestyrelsesmedlem hos Teatercentrum.

Gitta Malling blev tildelt årets pris for at 'mestre kunsten at bruge scenekunsten som løftestang for udvikling på et mellemmenneskeligt og samfundsmæssigt plan' og udover sit kulturpolitiske entreprenørskab også at have virket som instruktør og stået for en lang række forestillinger for børn, unge og voksne.

I priskomiteens motiverende tale, der blev leveret af Martin Ravn, kulturudvalgsformand i Horsens Kommune, hed det bl.a.:

'Vi har at gøre med en visionær teaterpersonlighed - både på det kunstneriske og på det kulturpolitiske plan. Et menneske, der insisterer på at gå nye veje – eller i det mindste afsøge mulighederne. Et teatermenneske, der har slået sine folder i mange lande, og som ihærdigt bliver ved – og derfor ofte lykkes med at få sine ideer realiseret – uanset hvor vilde og højtflyvende de er'.

Og så kunne Gitta Malling entre scenen til stående ovationer fra den fyldte sal på Horsens Ny Teater.

Gitta Malling (f. 1966), der er uddannet fra en engelsk teaterskole og blev teaterleder for Limfjordsteatret i 2001, koncentrerer sig p.t. bl.a. om egnsteatrets nye store byggeprojekt og tilhørende uddannelsesmæssige samarbejdsformer, og hun erkendte med blomster og pris i hånd, at hun kunne udvise markant stædighed, når hun brændte for noget - og at en af drivkræfterne også var de oplevelser, som hun havde med politikere og andre forhandlingsmæssige modparter omkring børn og unges behov, fordi de sjældent fattede, hvad det handler om...

De kunne have rigtig godt af tre festivaldage i Horsens med kunst, der tager børn og unge alvorligt, bivånet af formidlere, der gør det samme - og med et opmærksomt publikum af børn og unge og deres voksne...

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Vilje til fornyelse
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

18-09-2023
 

14-09-2023
 

08-09-2023
 

05-09-2023
 

01-09-2023
 

18-08-2023
 

15-08-2023
 

10-08-2023
 

06-08-2023
 

30-07-2023
 

03-07-2023
 

20-06-2023
 

12-06-2023
 

07-06-2023
 

26-05-2023
 

12-05-2023
 

09-05-2023
 

26-04-2023
 

14-04-2023
 

29-03-2023
 

22-03-2023
 

09-03-2023
 

08-02-2023
 

30-01-2023
 

10-01-2023
 

01-01-2023
 

21-12-2022
 

13-12-2022
 

22-11-2022
 

18-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

04-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

Flere anmeldelser