Vildt Voldsomt Pigeteater

’Hvad er der galt med dig? Der er sgu’ da tydeligvis et eller andet galt med dig!’ Sådan siger teenagepigerne til hinanden i Alias & Pollners ’Vildt Voldsomt Venskab’ om teenagepigers manipulerende venskaber og accellererende vold. Og ordene gør dobbelt ondt på tilskuerne, fordi de så tydeligt er en gentagelse af de ord, som både forældre og lærere og socialmedarbejdere har sagt til disse piger igen og igen i afmagt eller måske endda ligegyldighed.

’Lort, lort, lort...’ Sådan lyder det også hele tiden. Men skuespillerne Anne Gry Henningsen og Marie Mondrup har et stærkt dobbeltgreb om realismen. De kan både tale direkte til tilskuerne – og se os i øjnene imens – og de kan spille realistisk over for hinanden. Som om de netop nu vitterlig var på vej til at stjæle Blære-Rikkes nye taske eller hendes undulat...

Pjæk og ærlige øjne

For det er pigekliker og pigeanførere, der er i fokus her. Og mest af alt piger som rystende ensomme eksistenser, der hverken har forældre eller veninder eller lærere at støtte sig til. Piger, der bliver tilovers mellem mor og hendes nye kæreste – og piger, der ryger ud af skolesystemet, fordi der ikke reelt er nogen til at tage hånd om, at de faktisk pjækker mere og mere. Piger, der ryger ud i småkriminalitet – og piger, der vil gøre næsten alt for at blive scoret af den rigtige fyr, altså anføreren af drengebanden. Og så videre...

I dette univers er en af de uundværlige replikker truslen ’Jeg smadrer dig!’. Og som tilskuer skal man være ret hårdfør for ikke at blive mismodig over tanken om al denne sociale elendighed.

Men så er det heldigvis, at Marie Mondrup står der lige foran én med sine troskyldige øjne og spiller den nye pige i klassen. Hendes energi og evne til at betro sig til publikum på en ærlig, 15-årig facon får selv de mest rå teenagetilskuere til at høre efter. For hun vil gerne være noget, denne Marie. Hun vil være fotograf. Og hun vil være berømt.

Og så er det, at hun møder Anne Gry Henningsens ordknappe pige, der trænger sådan til en veninde, men samtidig næsten ikke tør åbne sig for hende. De to spillere har sådan en oprigtighed over sig, at de nærmest giver tilskuerne trang til at skubbe på, så de to da virkelig kan blive venner. Men fordi pigerne kun har hævn og jalousi som drivkraft, så går det selvfølgelig galt...

Adrenalin og anonym dørtavle

Lærke Sanderhoffs tekstoplæg har en imponerende indføling med pigers springende dialog og ’ulogiske’ logikhandlinger. Sanderhoff har fingeren på pulsen, når det gælder pigernes egen status som ’udsatte unge’ fra ’socialt belastede familier’. Og teksten viser med bedrøvelig styrke, hvor meget pigerne bruger samfundets nedsættende syn på sig, når de ser på deres eget liv – og deres ikke-eksisterende selvværd.

Instruktøren Mikkel Flyvholm og spillerne har tydeligvis bearbejdet teksten, så ordvekslingen har fået den adrenalin, som netop præger pigernes panikhandlinger. Og takket være nogle stærke fotos i gigaformat af HEIN Photography bliver lejlighedshelvedet fra betonbyggeriernes lukkede verden sat i forstemmende kontrast til parcelhusidyllen og kernefamiliens trygge liv. Eller som pigerne sarkastisk beskriver den rige Rikkes liv med vrængen og misundelse: ’ægte kunst på væggene, fredagshygge og ridning.’ Alt det, som de aldrig selv har været i nærheden af.

Blandt fotografierne var et af de stærkeste billeder faktisk at tilsyneladende uskyldigt foto af en slidt dørtavle på en opgang - sådan et helt almindeligt dørklokkeanlæg på en boligblok. For dørtavlen blev et symbol på pigernes udsigtsløse ramme om en fremtid uden skønhed. Og en fremtid i anonym isolation.

Sex og stygge spørgsmål

Denne forestilling handler også rigtig meget om pigers forventning til sex og voksenstatus – og om deres indvilgen i at give sex for prestige eller beskyttelse. ’Din klamme luder’ er en påstand, der skal udforskes eller bekræftes... Det gøres kun i ord, men i yderst billedmalende ord.

Også derfor bør teatret virkelig fastholde minimumsalderen på forestillingen. Teatret har selv sat den til 13 år. Personligt ville jeg nu ikke have lyst til at se denne forestilling, før jeg var fyldt 15 – eller gik i 9. klasse. Børn skal ikke pakkes ind, heller ikke når det angår deres egen eller deres klassekammeraters ulidelige situation. Men børn skal have lov til at blive skånet for det værste før tid – eller for at få de værste idéer forærende færdigpakket af velmenende kunstnere.

Tilskuerne til denne medrivende forestilling vil uden tvivl spejle sig i pigernes roller, både som angribere og som medløbere. Ikke bare de teenagere, der bliver nødt til at bruge al deres energi på at opretholde deres egen position i en gruppe. Men også de børn, der er sluppet for at høre omverdenens stygge fordomsspørgsmål:
’Hvad er der galt med dig?’