DEBAT
18-09-2022
15-08-2022
11-08-2022
07-06-2022
24-05-2022

Randers Teater: De usynlige

Erik Viinberg og Lisbeth Knopper leverer flot sammenspil i 'De usynlige' - som det udeltagende velhaverpar uden blik for deres eget barn og som det umage match mellem et forsømt barn og en forstående outsider-voksen. Foto: Martin Gundesen

Vidunderligt vellykket kammerspil

06-12-2021
I 'De usynlige' spiller alle teatrets komponenter forrygende godt sammen i en eksistentiel kløgtig og meget fornøjelig helhed, der viser vigtigheden af at blive set med hjertet.
FAKTA
Randers Teater: De usynlige -

Dramatiker: Brian Wind-Hansen. Instruktør: Kurt Bremerstent. Scenograf: Sus Haugland. Komponist: Jacob Venndt. Lysdesigner: Mia Jandje Willett. Lyddesigner: Bjarke Jensen. Medvirkende: Lisbeth Knopper og Erik Viinberg. Aldersgruppe: fra 9 år. Varighed: 45-50 min. Turneforestilling. Set 4. december 2021 på Randers Teater, hvor der spilles skoleforestillinger i december - forestillingen skal på turne i sæson 2022/23. www.randersteater.dk

Mariannes mor Inger står foran spejlet og taler for døve øren til sin mand om de ansigtsløftninger, hun synes, hun trænger til. 

Faren, Herman sidder med næsen nede i avisen for at holde øje med, hvad regeringen har tænkt sig af indgreb, som kan genere hans finanser. Velhaver-parrets datter Marianne, der kun vil kaldes Anne, fylder ni år, men forældrene hverken ser eller hører hende. 

”Jeg står lige her” siger hun til moren og faren, som snart efter fejrer deres datter ved at invitere deres egne voksenbekendtskaber til at pimpe løs af glas på stilk. Marianne ønsker sig en lillebror eller lillesøster, eller bare en hund eller en grammofonplade med rock 'n' roll musik. 

Det er der hverken ”tid eller råd til” siger forældrene og langer hende en barbiedukke, fordi det er det sidste nye indenfor pigelegetøj. Ikke så underligt at Marianne tager en beslutning: Hun forlader sin mor og far.

Først vrider hun ansigtet af barbiedukken, og så bevæger hun sig ellers ud i det ukendte. Derude hvor hundene glammer, og uglerne tuder. 

Men også derude, hvor kirkens altmuligmand Steen – også kaldet Steen Stankelben – bor i en utæt bolig. Marianne går derind, og hendes liv bliver forandret for altid. 

Humoristisk og stærk tekst 

Brian Wind-Hansen har skrevet en pragtfuld fortælling. Den er sprudlende sjov, bevægende alvorsfuld og begavet med fine eksistentielle dybder. Historien foregår to steder. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig, hvor Anne fylder 9 år og en 30-40 år efter – den dag den voksne Marianne kommer til Steens begravelse. 

Det er en rammehistorie – og sikke da en. Fortællingen – som er et lille kammerspil med samtaler mellem få personer – mellem Steen og Marianne, mellem Inger og Herman og mellem pigen og hendes forældre – pendulerer vedvarende vitalt mellem knitrende humor og sviende alvor. 

Dur og mol afløser hinanden i et livsbekræftende epos om vigtigheden af at blive set med hjertet – noget hverken Marianne eller Steen bliver. Mariannes forældre ænser ikke deres eget barn. De borgerskabsopdrager løs på hende. 

Wind-Hansen fanger det i herligt sammenskruede groteske replikker, som fx farens ”Ret ryggen, tal tydeligt og tillykke” eller moderens ”Spis din aspargessuppe inden den bliver kold”. Præsten behandler Steen – der nærmest står for alt i kirkeregi undtagen prædikenen – som var han en hund. 

Ved fortællingens slutning har Mariannes forældre sandet fadæsen ved deres kærlighedsfravær overfor Marianne, og Steen får talt med præsten, som giver sig lidt og bekoster en reparation af Steens hullede tag.

Skønt og stærkt skuespil 

Dramaturgisk hænger historien flot sammen, og i de enkelte situationer glædes man gang på gang over sproglig sprødhed og fyrige overraskelsesmomenter. Det oplever man stærkt i Kurt Bremerstents variationsvågne og flot afbalancerede personinstruktion, som skaber rum for betagende stemnings-smittende spil fra både Lisbeth Knopper og Erik Viinberg. 

Knopper er i sit es som den 9-årige Marianne, der med Wind-Hansens kvikke replikker konstant irettesætter Steen. ”Forstår De ikke dis? De, Dem, Deres!” vælter det ud af hende, da hun ved deres første møde tiltaler ham De og oplever en meget desorienteret mand.

Knopper er eminent god til at servere det miks af overklassebarn, sund undren og resolut handlekraft, som Marianne er gjort af. Når pigen spontant benægter, at Steen er noget, man kan hedde, ler vi med hende, fordi hun bruger det, at man da heller ikke kan hedde Jord, som argument. 

Knopper kan servere Mariannes løgnehistorie om sine forældre og en morfar uden ben, så vi klukler. Og hun kan åbne den tilknappede Steen, som alle misforstår, så han igen tør betro sig. Hun stiller ham kry og spontant spørgsmål, der går tæt på. Og med tiden vokser der et tæt og varmt venskab op mellem de to. 

Erik Viinberg bygger sikkert og intenst Steen op som en sammensat karakter, vi sanser og forstår mere og mere af. Og sammen spiller Knopper og Viinberg tillige overbevisende godt og indlevet henholdsvis Inger og Herman. 

Medhjælpende scenografi 

Med Sus Hauglands scenografi er spillet rigtigt godt hjulpet. Spinkle metalrammer muliggør elegant og enkelt, at Knopper og Viinberg kan skifte mellem de roller, de spiller. Rammerne er del af et rum, som også med gammeldags og slidte taburetter, en slagbænk og en smuk stofbagvæg tilfører stykket stemning. 

Det samme gør Jacob Venndts musikalske kompositioner og Mia Jandje Willetts lysdesign. Ligesom der er stemning i valget af forestillingens douce farver – heriblandt støvet grøn og ikke mindst dæmpet gul til Mariannes yndlingssko, hendes store uldne cardigan og hyggegardiner. 

Helårsaktuel

Som forestilling i en juletid berører 'De usynlige' kortvarigt men på en meget humoristisk og livsglad vis konkrete ting som julegaver og juleand. 

Forestillingen rækker imidlertid langt ud over dette, og den rummer eksistentielt vigtige sandheder og tankevækkende budskaber, som er helårsaktuelle og ikke kun knyttet til julen. 

Essenser, som bliver sagt direkte i replikker, som fx ”Man må ikke behandle andre dårligt, for så behandler man sig selv dårligt”, ”Måske er det derfor, at du ingen venner har, fordi du ikke tror på dem” og ”Bare fordi, du ikke kan se mig, er det ikke ensbetydende med, at jeg er helt væk". 

Og som noget vigtigt er det også essenser, der ikke kun ligger i det sproglige; man mærker dem også intuitivt og sanseligt i luften og i stemningerne mellem de involverede personer. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - De usynlige
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

25-09-2022

23-09-2022

22-09-2022

20-09-2022

05-09-2022

30-08-2022

28-08-2022

24-08-2022

03-08-2022

28-06-2022

12-06-2022

10-06-2022

08-06-2022

06-06-2022

04-06-2022

02-06-2022

31-05-2022

29-05-2022

27-05-2022

25-05-2022

23-05-2022

21-05-2022

19-05-2022

17-05-2022

15-05-2022

12-05-2022

09-05-2022

08-05-2022

06-05-2022

04-05-2022

02-05-2022

30-04-2022

28-04-2022

26-04-2022

25-04-2022

23-04-2022

21-04-2022

19-04-2022

17-04-2022

14-04-2022

Flere anmeldelser