Vidunderlig bænkballade

Teater Refleksions animationsforestilling 'Bænken' er en perlerække af små magiske øjeblikke, som tilsamen danner en herlig kæde af atmosfærefyldte udsagn. Udsagn som med fantasi og humor formidler, at der er er mere lykke i livet, hvis man rykker sig og ”...giver andre plads på bænken.” 

De to dukke- og objektførere Rebekah Caputo og Neasa Ní Chuanaigh får det til at boble i maven. Ja, de sender varme ud i hele kroppen på publikum. Med knivskarp præcision og total indlevelse i hvert et milligram af det fortællekoncept, som ligger til grund for 'Bænken' giver de liv til forestillingens dukker og objekter.

Det gælder ikke kun, når de animerer de medvirkende dukker på scenens lille parkområde. Det gælder også den behændige, fantasifulde og smukke måde, hvorpå de lader dukkerne ankomme og forlade området. Og det gælder de sikre og stemningsspredende greb, de har i forhold til at bringe dukkerne i samspil med stykkets nøje udvalgte små ting og objekter. En bænk og en skraldespand med låg, et strikketøj, et kødben, en avis, et skateboard og en fiskestang.

Det hører til sjældenhederne at perfektionen i objektanimationen er så ypperlig, at man ikke et splitsekund styres væk fra indlevelsen i figurernes færden og fortællingens flow, essens og nerve. Caputo og Chuanaigh sørger med deres kyndighed for, at publikum uforstyrret kan dvæle ved og nyde forestillingens atmosfære og det essentielle, som ordløst bliver udtrykt. 

Kløgtig og finurlig fortælling 

Uden Sven Ørnøs sans for at bygge en interessant sammensat, humoristisk sprød og menneskelig essentiel fortælling op var 'Bænken' heller ikke lykkedes så flot. Ørnø har virkningsfuldt sat fire enkle fortællebrikker sammen. En meget væver og nysgerrig hund. En gammel trind dame, som i begyndelsen er noget af en strid, enerådig og meget egoistisk børste. En kroget slank gammel mand, der elsker at læse avis. Og en ung fyr, som bliver høj af at skate. 

De fire skikkelser ankommer og forlader scenen i et både naturligt, løjerligt og næsten labyrintisk forløb, som i en sammenstykning af små hændelser fører til, at der bliver rokket på adfærdsmønstre og venskaber opstår.

Den ordløse fortælling er skruet så fermt sammen og bliver levendegjort så overbevisende, at publikum bliver suget ind i en intens opmærksomhed på at følge med i hvert et lille skridt i historien.

Og man glædes ganske meget over detaljeringsgraden. Over, at der ikke skal mere til. I begyndelsen verfer den gamle dame fjendtligt både fugle, medmennesker og hunden af vejen, så hun kan få bænken for sig selv.

Siden forandrer hun sig. Det sker via et sindrigt flet af episoder, hvor hun uden blusel bortskaffer det, de andre holder af, hvor tingene bliver genfundet eller genopdaget, og hvor de alle genopdager værdien af at være hinandens næste i stedet for hinandens fjende. 

Udtryksfulde og hypermobile dukker 

Amanda Axelsen Sigaards valg og udformning af en meget nøgen parkscene er også afgørende for vellykketheden. En sart grøn plæne med en klassisk og gyldent-lysende tremmebænk og en lysegrå riflet skraldespand er et smukt syn som giver øjet ro til at koncentrere sig om alt det, der sker på og omkring bænken. Som en ekstra nuance markerer et svagt blåt lys, at der foran plænen er en sø. 

Sigaards dukker er meget udtryksfulde i al deres enkelhed. De er udformet, så skikkelserne får karakter. I det ydre. Den gamle dame er trind. Den gamle mand kroget i lemmerne. Den unge skater har rødbrunt hår, der stritter. Og hunden har gråmeleret pels på både snude, hale og krop. Og i det indre: Dukkerne er konstruerede, så dukkeførerne kan føre dem ud i et utal af nærmest hypermobile bevægelser.

Det vrimler med eksempler på muntre og udtryksfulde kropsligheder. Hunden er et kunststykke for sig. Det er herligt at se den logre, slikke de andre i ansigtet og give den gamle dame modstand ved at kapre hendes strikketøj og kry lægge sig på 'sit bytte'.

Det er overraskende og sjovt at følge, når den gamle mand efter lidt betænksomhed nupper skateboardet, prøver sig frem på det, lykkes lidt, men så havner i spagat og har meget vanskeligt ved at komme op at stå igen. I en mere abstrakt, tyngdekraftophævet og alvorsfuld mareridt-sekvens, hvor den gamle dame bevæger sig rundt med lommelygte i et univers, hvor både hun selv og bænken svæver rundt i luften mellem fuglegenfærd og andre advarsler, sanser vi sammen med hende, at hun har opført sig rigtigt dårligt. 

Musikken får vinger 

Mens man for sit indre øre helt uundgåeligt hører alt det, skikkelserne siger både til sig selv og hinanden, føjer Andreas Sandborgs og Jacob Venndts musik og lyddesign store kvaliteter til formudtrykket.

Der bliver spillet på rigtigt mange forskellige instrumenter. Guitar, fløjte, bas, cello, mundharpe m.m. Instrumenterne er tydeligvis bevidst knyttet til specifikke situationer og skikkelser. Det skærper og nuancerer oplevelsen. Og musikken er føjet ind med en sjælden akkuratesse.

Eksempelvis smelter de fem små fugles ind- og udflyvning utroligt smukt sammen med den ledsagende musik. Det virker helt magisk at musikken bliver til fuglenes bevægelser, og fuglenes flugt bliver til musik. 

'Bænken' har en meget passende længde. 40 minutter. Den bliver til i små stoflige bevægelser og via musikalske variationer, som har en så sanselig fin tilstandskarakter, at det næsten forekommer forkert – måske endda reducerende – at ville sætte ord på.

Forestillingen skal sanses. Den er for 6 år og opefter, og det holder. Jeg vil endda tro, at også lidt yngre børn vil kunne koncentrere sig om og glædes over den.