Af: Henrik Lyding

26. september 2012

Vi tror på det gode

Underholdende og lidt romantisk eventyr-forestilling i vanlig Batida-stil.

Hvem skal være konge, når den gamle konge dør? Storebror Teo-Teo eller lillebror Fiffe. Storebror vil gerne bestemme – alt skal blive anderledes i det lille kongerige, lover han, når han først får magt, som han har agt – mens lillebror hellere vil lege. Samtidig er der det, at kongen bedre kan lide Fiffe, og det er selvfølgelig ikke så sjovt for Teo-Teo.

’Kronen på hovedet’ ligner altså et klassisk eventyr, hvor vi meget hurtigt ved, hvem vi skal holde af og holde med.

Sideløbende aner vi omridset af en historie om forholdet mellem søskende, men den historie fortaber sig desværre undervejs. Den havde måske ellers været mere interessant at folde ud end den rejse, Fiffe tvinges til at tage ud på, da kongen endelig dør og Teo-Teo bliver den nye konge.

Straks begynder han at lave om, fint illustreret ved, at den hyggelige, lavmælte dukkeby, der hidtil har symboliseret kongeriget, nu kommer til at bestå af lutter triste højhuse. Som sagt: det er ikke fortælle- eller holdningsmæssige overraskelser, der er forestillingens stærke side. Måske kunne man endda indvende, at det hele virker lige lovlig forudsigeligt, lige som opfattelsen af, at alt nyt pr. definition er fjendsk og umenneskeligt, måske med fordel kunne nuanceres en kende. Et nostalgisk verdenssyn, kalder man det vist, for nu ikke at bruge fy-ordet reaktionært!

Nå, men Fiffe drager altså ud i verden, og minsandten om ikke han bliver et klogere menneske af det. I mødet med de fattige, frysende og sultne, hvor maden ikke bare flyver ind i munden, sådan som Fiffe egentlig har troet. Man aner en ansats til frelsthed fra forestillingens side, som heldigvis punkteres af den indbyggede humor. Ellers havde det også været fælt.

Levende musik og godt humør

Fiffes verdensrejse udgør en betragtelig del af forestillingen. Han møder blandt andet en ung fattig kvinde, som han forelsker sig i; han begynder at trylle, tigge og optræde rundt omkring, og får ved siden af lige bortgiftet en stribe søstre. Ganske underholdende fortalt, selv om fornemmelsen af fyld nu trænger sig på i ubevogtede øjeblikke.

Hjemme har storebror ikke haft det så sjovt med at regere, som han troede. Sådan går det jo – i hvert fald i dansk børneteater – når man taber de bløde værdier af syne. Men heldigvis kan lillebror vende hjem, og alt derfor slutte godt, om end også noget brat. Vupti, så er det eventyr forbi!

Spillet er i vanlig Batida-stil med masser af levende musik og godt humør, så det går endda. Og scenebilledet med dukkehuse på et stort underlag, som vi sidder rundt omkring, er sjovt tænkt.

Men forfriskende ville det da være, om spillestilen og moralen en anden gang virkede lidt mindre naivt-romantisk og lidt mere overraskende.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co.:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund har skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co.:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund har skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.