DEBAT
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018
30-05-2018
08-04-2018
Lars Dammark er formand for Refusionsudvalget, men har også travlt med opgaverne i Teater O, der netop har haft premiere på den nyeste forestilling, 'Hvis det var her!' og hvor han her befinder sig lige midt i scenografien. Foto: Nana Schwartzlose

'Vi kan ikke tillade os at tilbyde børnene dårligt håndværk'

23-03-2018
Refusionsudvalget, der blev udpeget sidste forår, har nu siddet trekvart år og bl.a. været igennem to showcase-runder. Udvalgets formand, Lars Dammark, er glad for at være med til at sikre, at børnepublikummet møder professionel scenekunst, men han er overrasket over mange kollegers kritiske holdning til selve konstruktionen.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Refusionsudvalget har eksisterer siden 1997, hvor det første udvalg bestod af Michael Ramløse (formand), Hans Henrik Clemensen, Grete Tulinius, Kim Fupz Aakeson (afløst af Julie Forchhammer) og Lene Vestergård (afløst af Marc van der Velden).

Det nuværende Refusionsudvalg, der skal sidde fra 2017-21, er således det sjette i rækken og består af:  Lars Dammark (formand), Tali Razga, Stephan Pollner, Katrine Karlsen og Trine Schlosser.

Se mere om dem i præsentationsnoten 'Refusionsudvalget i arbejdstøjet'

Refusionsudvalgets medlemmer udpeges af Statens Kunstfond (to personer), Teatrenes Interesseorganisation (1 medlem), Uafhængige Scenekunstnere, De Frie Koreografer og Danske Sceneinstruktører (1 medlem) samt Danmarks Teaterforeninger (1 medlem).

Refusionsudvalget skal træffe afgørelser om refusionsgodkendelser af forestillinger for børn og unge og 'voksenopsøgende teater') for at sikre at der er tale om professionelle forestillinger i teaterlovens forstand -  med baggrund i den købsrefusionsordning, hvor staten refunderer 50 pct. af kommunernes udgifter ved køb af forestillinger.

Se mere om refusionsordningen:

https://www.kunst.dk/kunstomraader/scenekunst/refusionsordningen/

Refusionsudvalget har været en forkætret institution, siden første udvalg blev nedsat i 1997 med Michael Ramløse som formand og med opgaven at tildele eller afvise refusionsgodkendelse til forestillinger fra teatre, der ikke fik statsstøtte.

Både dette og alle efterfølgende udvalg, der fortrinsvis har bestået af aktive børneteaterfolk - de seneste to udvalg dog også med en brugerrepræsentant udpeget af Danmarks Teaterforeninger - er skiftevis og ofte på samme tid blevet anklaget for at være for hårde eller for bløde i deres afgørelser, mens andre kolleger helt har afvist rimeligheden af en konstruktion, der tog beslutninger på formidlernes og publikums vegne.

Men selvom Michael Ramløse mener, at udvalgene generelt har manglet en mere ensartet ageren - og heller ikke er begejstret for, at der nu er formidlere i udvalget - 'De ER bare dårligere til på et rent fagligt niveau at vurdere kunst end kunstnere', som han tidligere har udtalt - så er han stadig tilhænger af både refusionsudvalg og -godkendelser:

»Hvis staten skal støtte med konkurrenceforvridende midler, må man have en form for udvælgelse, så der bliver tale om børneteater, der fagligt, dvs. håndværksmæssigt, har et professionelt niveau. Teaterloven er primært en kunstlov, ikke en aktivitetslov,« sagde han i et afskedsinterview her på portalen, da han stoppede sin egen aktive og langvarige karriere i dansk børneteater.

28 godkendelser og 38 afslag

Og så er det vist blevet tid til at høre, hvad Refusionsudvalgets nuværende formand, Lars Dammark, mener om det hele - efter at udvalget nu har siddet i trekvart år og været igennem to showcase-runder i efteråret 2017 og januar 2018.

Det resulterede i øvrigt samlet i 28 godkendelser og 38 afslag, mens en række andre forestillinger er blevet godkendt 'på papiret'.

Flere af de godkendte forestillinger er i øvrigt deltagere på den kommende Aprilfestival 2018 i Syddjurs, ligesom godkendelsen har betydet, at forestillingerne kunne optaget i det store repertoirekatalog, kendt som Den Røde Brochure - og allervigtigst: Forestillingerne har kunnet sælges til 'halv pris' til skoler og institutioner, idet staten refunderer 50 pct. af indkøbsprisen til kommunerne.

Lars Dammark (f. 1972), der er udpeget af Statens Kunstfond, er selv uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2000 og har i mere end ti år sammen med Anders Valentinus Dam udgjort Teater O, der har haft succes med en lang række ungdomsforestillinger og voksenproduktioner.

Publikums møde med scenekunst

- Hvorfor har du sagt ja til at være med i Refusionsudvalget? 

»Jeg blev glad for at blive spurgt, om jeg ville være en del af Refusionsudvalget. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi har fokus på at opretholde en standard for, hvad der er professionelt scenekunst.

Jeg var fra starten godt klar over, at det nødvendigvis ikke er en særlig bekvem opgave at skulle bedømme kollegaers arbejde og være den, der er med til at træffe en afgørelse, der har konsekvenser for både økonomi og karriere. 

Det hjælper at fokusere på, at refusionsordningen er en publikumsordning og ikke en støtteordning for branchen. Refusionen sikrer, at kommuner kan tilbyde flere børn og unge en teaterforestilling, og ordningen sikrer, at publikum møder scenekunst, der ligger på et vist niveau.«

Kritisk holdning overrasker

- Refusionsudvalget er jo kendt som Øretævernes Holdeplads, hvor udvalget både bliver kritiseret for at være for bløde og for hårde omkring afgørelser - eller medvirke til at holde konkurrenter ude fra markedet. Hvordan adresserer du den slags kritik?

»Jeg er endnu ikke blevet konfronteret med kritik af konkrete afgørelser. Men det er blevet klarere for mig, at selve konstruktionen med at have et refusionsudvalg er meget omdiskuteret og kan give anledning til intense diskussioner. Nogle er fx helt imod, at refusion bliver givet ud fra en kvalitativ vurdering.

Jeg bliver indimellem overrasket over kollegaers, også tætte kollegaers, kritiske holdning til refusionsudvalget som konstruktion. For mig er det både naturligt og nødvendigt, at der sættes en standard for, hvad professionel scenekunst er. Det er lidt ligesom public service. Vi har DR, som vi giver en masse penge – fremover åbenbart lidt mindre - og så forventer vi at de producerer programmer af et vist niveau og relevans. Vi betaler for at have godt børnefjernsyn og ikke bare Disney Channel.

Det er det samme med børneteatret. Det bliver prioriteret kulturpolitisk, at vores børn møder professionel scenekunst, så må vi også sikre, at niveauet rent faktisk er professionelt. Vi kan ikke tillade os bare at tilbyde børnene dårligt håndværk og tomme kalorier, så mister vi vores eksistensberettigelse.«

Fokus på produktet

- Udvalget risikerer også at skulle forholde sig til forestillinger fra ustøttede teatre med kolleger, som man kender særdeles godt, for større er området jo ikke. Hvordan håndterer I den slags?

»Vi er i udvalget meget opmærksomme på at erklære os inhabile, inden vi begynder behandlingen af ansøgningen. Hellere erklære sig inhabil en gang for meget end en gang for lidt.

Samtidig er vi så tæt forbundne i branchen, at det er umuligt ikke indimellem at være med til at behandle en ansøgning med folk, man kender. Der gælder det om at have fokus på produktet og ikke relationen under bedømmelsen.

Det synes jeg egentlig, at vi er ret gode til. Også at holde hinanden op på, at vi fx bliver nødt til at give et afslag, uanset at det ville være nemmere ikke at gøre det. Jeg oplever også, at det er en styrke, at udvalget er sammensat bredt i forhold til genre og ståsted i branchen. Det sikrer en mere ensartet og habil sagsbehandling.«

En essentiel mulighed

- Synes du, at udvalgsarbejdet er meget tidskrævende - med møder, showcases, deltagelse på festivaler m.v. - og er du overrasket over det generelle niveau, efter nu at have set næsten 70 forestillinger på de to showcase-runder?

»Jeg synes egentlig, at udvalgsarbejdet sagtens kan passes ind i et almindeligt travlt arbejdsliv. Arbejdsbyrden er slet ikke den samme, som når man sidder i Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst. Det kan jeg forstå er meget arbejdskrævende, men nok også med mere vingesus.

Hvad showcase angår, er det essentielt for branchen, at der er den her mulighed for, at mennesker kan komme ind så at sige fra gaden og få refusion, hvis de har niveauet, men det betyder også, at niveauet til showcasene er meget ujævnt. Fra det ret fantastiske til noget som bestemt ikke er professionel scenekunst.

Jeg synes ikke, at der er bestemte trends, men det er forfriskende at opleve en del unge og og uprøvede mennesker give sig i kast med branchen og opleve, hvad deres indfaldsvinkel til børne- og ungdomsteater er.«

Afslag til debat

- Teatre på showcase får en skriftlig begrundelse for udvalgets afgørelse, men der er også mulighed for en uddybende telefonisk snak. Hvordan forløber de?

»Ligesom det forgående Refusionsudvalg fordeler vi afslagene imellem os, primært ud fra vores forskellige fagligheder. Hvis vi giver et afslag, har man mulighed for at få en telefonsamtale med en fra udvalget. Det er selvfølgelig i udgangspunktet ikke 'lette' samtaler. Vores vurdering er i sagens natur i modstrid med den opfattelse, ansøgeren har af sin forestilling. Samtalen skal jo helst gøre ansøgeren 'klogere' i forhold til, hvorfor vi har givet afslaget, og forhåbentlig kan man så bruge den viden på sin vej videre. Eller i det mindste føle sig mødt.

Intentionerne er vel altid de bedste, når vi laver teater, så jeg synes altid, at der er en kerne at snakke ud fra i en forestilling, der ikke får refusion.  Det er ikke sådan, at vi giver gode råd til, hvad der skal til, for at forestillingen kunne blive refusionsgodkendt. Det vil være en vildvej, selv om det kan være svært at trække et klart skel imellem, hvornår man prøver at gøre vores afslag forståelige og hvornår man bevæger sig over i at rådgive.«

'Nærværende og påvirkelige'

- Den generelle holdning fra teatre til showcase er, at man er føler sig godt modtaget og behandlet på showcase af både arrangørerne fra Teatercentrum og udvalget, men har I snakket om, hvordan I bør møde de ansøgende teatre?

»Vi bestræber os på at opføre os ordentlig og respektfuld. Mit udgangspunkt er, at det er et hverv, jeg har påtaget mig, et ansvar - og at rollerne i princippet lige så godt kunne være fordelt anderledes, så jeg skulle til showcase og vurderes.

Det er svært at lave godt teater, det er noget lettere at vurdere og se manglerne i andres forestillinger. Det tror jeg de fleste fra branchen kan genkende. Vi er i en asymmetrisk relation med ansøgerne, og det skal vi være opmærksomme på og tage alvorligt. Derfor behandler vi folk med respekt.

Showcase er et svært format at performe i, især hvis refusionsudvalget er de eneste publikummer, så det ligger os meget på sinde at være nærværende og påvirkelige overfor det vi ser – være medlevende.«

Femårsreglen er ok

- I viderefører forrige udvalgs praksis og vælger - helt efter reglerne - at indkalde en række gamle forestillinger, hvis ofte årelange refusionsgodkendelser er udløbet uden den vanlige yderligere godkendelse på papiret. Det forbitrer en del, selvom andre erkender, at en gammel forestilling godt kan være tiltet håndværksmæssigt efter 15-20 års forløb.

»Som jeg forstår det og er blevet informeret af 'embedsværket', så er femårsreglen indført efter et ønske fra branchen: Teatercentrum, TIO og Kulturministeriet. Der var en erfaring med, at der var for mange gamle forestillinger, der skramlede rundt på landevejene. Som engang havde være gode eller helt okay, men som ikke blev holdt ordentlig i live og havde mistet kadence og måske også relevans.

Den præmis virker helt rimelig på mig: Ud fra min egen erfaring og også ud fra hvad jeg har set. Det kan være svært at holde niveauet i noget, man måske har spillet 200 gange og som måske er begyndt at kede en, bare en anelse.

Der kan være gode grunde til, at en forestilling ikke længere fremstår professionel: Skuespillere er blevet skiftet ud ikke bare en men mange gange, de er blevet for gamle, forestillingen havde engang en aktualitets-kvalitet, som ikke længere eksisterer etc. Og her er det igen nødvendigt at fokusere på publikum; børn og unge. For deres skyld er det nødvendigt at indkalde nogle af de forestillinger, der har mange år på CV’et.

Det er klart, at der er følelser i det. Mennesker, der har været i branchen i mange år, måske nogle af pionererne i gruppeteatret, risikerer pludselig at blive kigget efter i sømmene af et refusionsudvalg, der består af kollegaer, som er yngre og som på en måde står på skuldrene af det, de har bygget op. Sådan er det, og jeg synes det er nødvendigt, at bekendtgørelsen og praksis er blevet strammet op, så også ældre forestillinger risikerer at blive indkaldt til showcase.«

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - 'Vi kan ikke tillade os at tilbyde børnene dårligt håndværk'
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
12345678910111213141516

18-06-2018
 

10-06-2018
 

06-06-2018
 

29-05-2018
 

17-05-2018
 

07-05-2018
 

03-05-2018
 

28-04-2018
 

24-04-2018
 

19-04-2018
 

13-04-2018
 

10-04-2018
 

06-04-2018
 

03-04-2018
 

16-03-2018
 

08-03-2018
 

28-02-2018
 

23-02-2018
 

19-02-2018
 

13-02-2018
 

06-02-2018
 

31-01-2018
 

23-01-2018
 

17-01-2018
 

04-01-2018
 

01-01-2018
 

21-12-2017
 

18-12-2017
 

12-12-2017
 

06-12-2017
 

04-12-2017
 

29-11-2017
 

24-11-2017
 

20-11-2017
 

15-11-2017
 

10-11-2017
 

07-11-2017
 

03-11-2017
 

31-10-2017
 

24-10-2017
 

Flere anmeldelser