DEBAT
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
Børneteatrene er jævnligt i dialog med Projektstøtteudvalget - som her ved Aprilfestival 2015 i Frederikssund. Med ryggen til på bordet er det Sara Topsøe-Jensen (tv) og formanden Ditte Maria Bjerg (th, der adresserer de fremmødte teaterfolk - også omkring den nu indførte tildelingspraksis. Ikke alle i dette segment er nødvendigvis begejstret for udvalgets nye og mindre overskuelige støttepraksis. Foto: Søren K. Kløft

'Vi holder dem i ørerne!'

18-03-2016
Projektstøtteudvalget har lanceret en ny praksis, hvor man ikke længere kan se, om de tildelte puljemidler går til projekter rettet mod børn eller voksne. Derved sløres muligheden for at se, om udvalget opretholder den uskrevne regel om at sikre børneteatret minimum 25 procent af støttemidlerne.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

- Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst er den fulde betegnelse for det udvalg, der uddeler 'tilskud til aktiviteter, der fremmer scenekunst i Danmark', som det hedder på kunst.dk's hjemmeside.

- Det nuværende udvalg sidder fra 2014-17 og består af Ditte Maria Bjerg (formand), Kasper Daugaard Poulsen (næstformand), Geir Sveaass, Michael Fock og Sara Topsøe-Jensen.

- Udvalget disponerer over en række puljer til bl.a. støtte til turnerende børne- og voksenteater, projekter for såvel ikke-støttede som støttede teatre, internationale aktiviteter, gæstespil m.v.

- Den aktuelle uddeling - også kaldet forårsuddelingen - går primært til projekter, mens den kommende uddeling - sommeruddelingen - også omfatter driftsstøtte til en række etablerede børne- og voksenteatre.

- Til forårsuddelingen modtog Projektstøtteudvalget i alt 235 ansøgninger og uddelt 18,8 mio. kr. til 70 ansøgere. If. pressemeddelelsen har udvalget 'valgt at støtte projekter, der bevæger sig i krydsfeltet mellem flere kunstarter, f.eks. Teater Nordkrafts projekt med scenekunst og arkitektur i Aalborg, men også projekter hvor flere institutioner arbejder sammen om et kunstnerisk produkt og på den led co-producerer'.

Projektstøtteudvalgets seneste tildeling af projektstøtte, der blev offentliggjort torsdag 17. marts, er et opgør med den årelange praksis, der har sikret gennemskuelighed via specifikke puljer til henholdsvis børneteater og voksenteater.

Og selvom Projektstøtteudvalget (PSO) i sin pressemeddelelse forsikrer, at man stadig tilstræber at støtte produktion og formidling af kunst over for børn og unge samt at balancere uddelingen mellem genrer, så er den direkte og direkte aflæselige beskyttelse af støtten til børneteatrene væk.

Om den direkte årsag til den ændrede praksis, hvorefter ansøgere ikke længere skal angive, om der søges til projekter rettet mod voksne eller børn, skriver PSO, at 'beslutningen udspringer fra et ønske hos udvalget om at kunne se på de mange projekter ud fra et samlet og overordnet kriterium om kunstnerisk kvalitet'.

Børneteaterpuljen der forsvandt

'Det giver rigtig meget mening at se samlet på hele ansøgerfeltet på tværs af målgrupperne. Der er flere og flere teatre, der producerer forestillinger, som ikke retter sig direkte mod en specifik aldersgruppe. Vi er sikre på, at det er det bedste for kunsten at se på det samlede felt på én gang', lyder det fra Ditte Maria Bjerg, formand for Projektstøtteudvalget.

Men dermed fratager man altså såvel børneteaterområdet selv som teateravisen.dk en mulighed for at kontrollere, at den uskrevne regel om, at børneteatret sikres minimum 25 procent af udvalgets støttemidler, bliver overholdt.

Tidligere har man kunnet aflæse tildelingerne direkte, fordi PSO opererede med en pulje for børneteater og en tilsvarende for voksenteater. I den aktuelle tildeling kan man blot konstatere, at udvalget har modtaget i alt 235 ansøgninger og uddelt 18,8 mio. kr. til 70 ansøgere.

Disse 70 tildelinger til teatre, navne, projekter og organisationer er nemlig lige lige sådan til at afkode, selv for erfarne teaterfolk eller andre kendere indenfor området.

Nok kan man med rimelig sikkerhed formode, at producenter som Teater Blik (Be free! - 465.000 kr.); Teatret KrisKat (Happiness -396.000 kr. og Teaterværkstedet Madam Bach (Home - 200.000 kr.) nok skal bruge projektstøtten til småbørnsteater, ligesom børne- og ungdomsteatre som C:ntact-Fonden (Eksperimentet - 400.000 kr.); Passepartout Theatre Production (To be - 250.000 kr.);  Hils Din Mor (Fucking Åmål - 600.000 kr.); Teater Kompas (Splittet Spor - 600.000 kr.) og Vild Kammerat (Lysbilleder - 98.000 kr.) nok også holder sig inden for b&u-kategorien, men sikkert er det jo ikke, med mindre man kontakter dem.

Manglende gennemskuelighed

Til gengæld kan man nok regne med, at de 150.000 kr. til NextDoor Projects 'Vi ses, Rafiq-e- an!' nok er til genopsætning/turne af den roste flygtninge-forestilling (se anmeldelse), og at de 250.000 kr. til Dan Size Fits All ved  Zelis Niegaard som skrevet står skal bruges til 'udviklingsaktiviteter for Danmarks Internationale Gadeteaterfestival' - der jo også er for familier - men så begynder det at knibe med gennemskueligheden.

Her KUNNE PSO jo have valgt lige at forsyne de enkelte projekter med en letaflæselig markering af det aldersmæssige tilhørsforhold. I stedet får man bemærkningen 'Tildelt af: Projektstøtteudvalget for Scenekunst'  ved samtlige modtagere, hvad man jo ikke bliver meget klogere af.

For forhåbentlig og formentlig gemmer der sig flere børneteaterrelaterede aktiviteter på listen, som man kan studere på kunst.dk's hjemmeside eller via dette link.

TIO holder øje med PSO

Det kan godt være, at mange i teatermiljøet er glade for ikke at skulle pinde ud, om de laver teater for børn, unge eller voksne - og flere har jo produktioner i begge lejre, ligesom det er hændt, at et teater pludselig ryger fra den ene pulje til den anden (som da Meridiano Teatret ved sidste store tildeling endte i voksenpuljen - se artikel om denne uddeling) - men det betyder altså, at den omtalte 25 procents beskyttelse af støttemidlerne til børneteatrene synes helt umuligt at efterprøve.   

Hvor det tidligere var en fast opgave for BørneTeaterSammenslutningen (BTS) at kontrollere dette forhold, er det nu efter fusionen med de øvrige små teatre til Teatrenes InteresseOrganisation (TIO), der - med held - bruger mange kræfter på at positionere sig som organisation i det samlede teaterbillede og skaffe sig repræsentanter i vigtige udvalg og taletid hos de besluttende myndigheder, men måske ikke er helt så opmærksom på børneteatrets tarv udi støttepuljerne.

Det afviser TIO's formand, Gitta Malling, dog både fast og indigneret, da teateravisen.dk spørger til organisationens ageren overfor PSO's nye forvaltningspraksis.

»TIO har på hvert eneste møde med Projektstøtteudvalget gjort opmærksom på, hvor vigtigt det er for os at de 25 procent fastholdes,« siger hun.

»Det har dog også givet mening for os, at udvalget har oplevet et anderledes ansøgerfelt og har villet forfølge sine mål om at sikre større diversitet, geografisk spredning m.v., men det har hele tiden været et krav fra vores side, at de 25 pct. af midlerne fortsat skulle gå til børneteatret.«

Gitta Malling erkender dog, at den aktuelle liste gør det svært at  vurdere, hvad der er hvad i relation til projekter til børne- og ungdomsteatret. Også for TIO har der været mange ukendte navne over tilskudsmodtagerne.

»Men vi vil bede udvalget om at fortælle os mere om listen, og vi vil evaluere på sagen - ikke mindst i forhold til den kommende sommeruddeling,« siger hun med referende til den store uddeling, hvori også indgår driftsstøtte og flerårige aftaler, og som meldes ud til efteråret.

»Jeg kan forsikre dig om, at vi holder dem i ørerne!« afslutter TIO-formanden den lille snak med teateravisen.dk

Opgør med puljetyranniet, men...

Teateravisen.dk har også kontaktet Projektstøtteudvalgets formand, Ditte Maria Bjerg, for at høre, hvordan man oplever den aktuelle tildeling - og ovennævnte kritik over manglende gennemskuelighed.

Som det er lige nu, skal man i princippet vente på samtlige 70 støttede projekters gennemførelse, før man kan se, i hvilken kategori de er. Forestillinger til børn og unge opererer jo fortsat med aldersgrænser.  

Projektudvalgets ændrede praksis er næppe tænkt som et forsøg på at skjule arbejdsgange eller tildelinger, men ligger sådan set i forlængelse af de eksisterende ideer om at lægge de mange forskellige og upraktiske støttepuljer til fordel for én stor, central pulje - ganske som man allerede har gjort med puljerne til støtte for internationale aktiviteter.

Med en ganske kort svarfrist blev denne artikel oprindelig sat på portalen, før Ditte Marie Bjerg sammen med udvalgsmedlem Sara Topsøe-Jensen kunne nå at reagere. Nedenfor er så deres svar på teateravisen.dk's spørgsmål.

Tilføjet: Svar på tiltale

- Med den nye praksis er det ikke længere muligt at kontrollere, om I overholder de uskrevne regler om at børneteatret skal tildeles min. 25 procent af midlerne. Er det en helt bevidst strategi - og er den ikke i strid med principperne for støttetildeling til de to områder?

»Udvalgene har i mange år (ca. 10 år) afholdt sig fra at lave disse procent-beregninger, eftersom man kan lægge snittet mange steder, bl.a. bruges der også mange penge på børneteater i de internationale aktiviteter. Vi skeler selvfølgeligt fortsat til fordelingen mellem børn, unge og voksne, (ligesom balance ift. genrer og geografisk spredning, hvor vi også i uddelingsproceduren holder øje med fordelingen). Efter vores skøn ligger støtten til børn og unge stadig et pænt stykke over de 25 pct., man pejler efter, og selvfølgelig støtter udvalget scenekunst for børn og unge. Det skal der jo slet ikke herske nogen tvivl om.«

- Har I tænkt jer at fortsætte denne praksis også med den store tildeling med ansøgningsfrist  i juni, hvori indgår driftsstøtte m.v.?

»Ja vi har tænkt det som en forsøgsperiode, hvor vi vil være i løbende dialog med miljøet ift., hvordan den nye praksis fungere. Dette har vi fortalt om og diskuteret med de fremmødte (som overvejende var positive overfor en sammenlægning) både på vores dialogmøde på Aprilfestivalen i foråret 2015 og vores dialogmøder med hele branchen i København og Aarhus i efteråret 2015.«

- Forventer I ikke protester fra områdets ‘vogtere’? For i princippet skal man nu vente på projekternes fremvisning, før man kan se, om Projektstøtteudvalget måtte have givet støtte til projekter til børn/unge (her opererer man jo stadig med aldersgrænser) eller voksne?

»Det er en ren programteknisk begrænsning, der desværre ikke gør det muligt at kunne tilføje målgruppe på tildelingslisterne, heller ikke i fremtiden. Til fristen 1. juni i år skal ansøgerne angive aldersgruppe for det ansøgte i et generelt tekstfelt, som udvalget kan se i ansøgningen. Der kan dog teknisk set ikke trækkes statistik direkte på det.«

- Er den nye praksis Projektstøtteudvalgets forsøg på at gøre op med de mange forskellige og upraktiske støttepuljer til fordel for én stor, central pulje?

»Nej, begrundelsen for at lægge de to puljer sammen er, at det giver en uhensigtsmæssig opdeling af scenekunstmiljøet i henholdsvis børne/unge-scenekunst - og voksen. For at tale rent ud af posen: En uudtalt ide om et A- og et B-hold, hvor det er lidt 'finere' og mere prestigefyldt at få midler fra voksenpuljen - hvilket ikke er i børne/unge- scenekunstens interesse. Og en opdeling der desuden for mange ikke giver mening og heller ikke fremmer inspiration og bevægelse på tværs af målgrupper. Vi håber og tror faktisk, at sammenlægningen vil komme børne- og ungdomspublikummet til gode ift ideen om, hvilken scenekunst der er 'egnet' for børn og unge - samt hvilket publikum scenekunstnerne henvender sig til.«

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - 'Vi holder dem i ørerne!'
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

10-10-2008
 

10-10-2008
 

05-10-2008
 

03-10-2008
 

27-09-2008
 

27-09-2008
 

22-09-2008
 

18-09-2008
 

16-09-2008
 

16-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

15-09-2008
 

Flere anmeldelser