Vi ER synlige!

Kære BTS-formand Jørgen Carlslund:

Vedr. artiklen 'Så gør dog noget!' fra fredagens offentliggørelse af rapporten 'Spot på Danmarks skjulte teaterskat', hvor der bl.a. står:

Dagens malurt dryppede Jan Grube Christiansen fra Teatret Zeppelin i bægeret:

»Jeg er så træt af, at hver gang man snakker om synlighed og mangel på samme, så glemmer man alle de små stationære teatre, der rent faktisk ER her allerede og sørger for, at der er masser af offentlig adgang til børneteater,« sagde han som en direkte kommentar til Beth Junckers opråb.

Han savner mere udbredelse af den kendsgerning, at bl.a. de små københavnske teatre arbejder på samme professionelle vis som deres store kolleger.

»Ministeren må jo tro, at alt børneteater her i landet foregår på skoler og institutioner«.

Foreholdt denne vrisne udtalelse på en ellers så positiv dag, var svaret fra Jørgen Carlslund:

»Det er svært at tage som andet end desperation hos nogle teatre, der tilsyneladende ikke ved, hvad de selv skal stille op for at blive mere synlige. Men jeg forstår ikke, at de ikke bruger deres organisation (BTS, red.) i stedet for at male sig op i et hjørne. Jeg savner, at de kommer og fortæller os, hvad de gerne vil have, at BTS skal gøre for dem!«

Vi er synlige over for vores publikum og vi ved godt hvad vi skal stille op og vi er ikke desperate. Så glem det.

Det, jeg er træt af, er, at stationære teatre, der viser teater for børn og unge, er komplet usynlige i BTS-regi. At de mere eller mindre bliver afgrænset ud af en rapport, der skal belyse dansk børneteater.

Det handler udelukkende om turneteater for børn. Jeg forstår simpelthen ikke, at BTS ikke henvender sig til de stationære børneteatre, at de ikke er med til at udbrede kendskabet til denne del af børneteaterverden med lige så stor iver, som BTS udbreder kendskabet til vores turnerende kolleger.

I fredags skulle det usynlige teater gøres synligt udover sin egen sluttede kreds. Den ene tale efter den anden bliver holdt, og ingen af talerne - ingen - henledte opmærksomheden på, at en endog meget stor del af af teater for børn og unge bliver vist i større eller mindre teaterrum, indrettet til formålet. Det kan da man da for alvor kalde det usynlige børneteater.

Teater, produceret af de stationære børneteatre selv, men derudover med mange opførelser af gæstende turneteatre.

Og der er mange gode grunde til, at de turnerende teatre i stort omfang ønsker at vise deres forestillinger på de stationære teatre. En af dem er, at her kan man opføre sin forestilling for børn, unge og deres voksne i rammer, der er indrettet til formålet, og hvor rammerne er med til at skabe magien. Hvor teatret er professionaliseret i forhold til målrettet markedsføring over for både institutions- og famliepublikummet i den region, de befinder sig, og dermed kan skaffe et fornuftigt publikumsunderlag - naturligvis i hård konkurrence med både de større statstøttede stationære teatre rundt om i landet og andre udbydere af børne-/familieteater.

Alene i hovedstadsregionen bliver der vist teater for mere end 300.000 publikummer på stationære scener, der viser teater for børn familier og unge.

Det er da immervæk en pæn del. Og tallet er sandsynligvis større.

Nu har vi en ny kulturminister, der dels ved at høre dagens taler og dels ved at læse rapporten (som i øvrigt er meget flot og fint dækkende for del af børneteatret, den beskriver) får det indtryk, at børneteatret i al væsentlighed bliver opført i mere eller mindre ydmyge lokaler rundt om på landes institutioner af ihærdige ildsjæle, der ikke behøver så meget for at gøre det, som de er så gode til.

I stedet burde ministeren meget mere klart have fået at vide, at Dansk Børneteater er super professionelt, at det er 'verden bedste', at de har rammerne til at vise teater både

på stationære scener og institutioner, men i den grad lider af at have alt for få midler til at producere for, at aflønne for, at markedsføre for, at foretage internationale turneer for,

at de lider under beskæftigelsespolitikken – og ikke mindst at det store institutionspublikum, der danner den væsentligste indtægtskilde udover tilskud, har færre og færre midler til at købe teater for.

Kulturministeren, som er ny på området, skal hurtigst muligt væk fra den herskende vildfarelse, at fordi publikum kun er halvt så høje i forhold til et voksent publikum, betyder det ikke, at man kun behøver det halve i tilskud og kan nøjes med det halve i egenindtægt!

Som Hr. Langsted fremhæver i sin analyse for nyligt i Politiken: Fortæl politikerne, at de skal gøre alt for at gøre dansk teater for børn og unge til et nationalt indsatsområde – og husk at følge indsatsen op med penge - for der er stort afkast! Og pengene er på alle måder godt givet ud.

Klart, enkelt og rigtigt.

Jan G. Christiansen , Teatret Zeppelin, Uppercut Danseteater m.m.