Af: Morten Hede

10. april 2022

Vi bliver ikke rigtigt dus med dyrene

Der er en åbenlys talentmasse at spotte i ensemblet Ikarus Stage Arts, men i ’Stadsmusikanterne fra Bremen’ bliver de udfordret over evne.

Det internationale ensemble Ikarus Stage Arts er funderet i Holstebro under Nordisk Teaterlaboratorium (bedre kendt som Odin Teatret). Gruppen består af performere fra blandt andet Skandinavien, Asien, Sydamerika og Sydeuropa, der har en stribe af artistiske fagligheder i bagagen – fra gøgl og musik til dans og skuespil. De forskellige stilarter blandes i deres værker, som bevæger sig i grænsefladen mellem gadeteater, koncerter og performancekunst.

På programmet har de en gendigtning af det klassiske eventyr ’Stadsmusikanterne fra Bremen’ efter Brødrene Grimm. Eventyret handler kort fortalt om, hvordan en flok husdyr én for én stikker af fra deres hjem, hvorefter de møder hinanden på landevejen og sammen drager til Bremen for at blive musikanter.

Vi møder Ikarus i en gymnastiksal, hvor der er stillet op med instrumenter som til en koncert. De medvirkende sidder rundt omkring (eller hænger i ribberne) og sover, mens vi kommer ind. Det er som en morgenstund på bondegården, hvor vi kun venter på et hanegal, før dyrene vågner, og forestillingen kan gå i gang.

Forvirret koncept og udtryk

Herefter følger en musikalsk, gakket og noget lemfældig genfortælling af historien. Vi får præsenteret hver karakter med en forklaring på, hvorfor de er drevet fra deres hjem – visse dele er lånt fra H.C. Andersens eventyr ’Konen med æggene’. Tilsyneladende af hensyn til ensemblets størrelse er der digtet en ekstra hund og en rotte på de oprindelige fire medvirkende dyr.

Det i øvrigt korte eventyr er nærmest fortolket til ukendelighed i Jakob Nielsens dramatisering. Carolina Pizarros instruktion fortaber sig i fysiske lazzi og gags, der kun mudrer historien yderligere. Og den musikalske ledsagelse skøjter rundt i genreforvirring fra folkemusik i den ene ende til ’Hvem vil ikke gerne være kat’ fra Disneys ’Aristocats’ i den anden ende.

Francesca Tesoniero er krediteret som scenograf, men scenografi er der ikke meget af. Til gengæld er alle kostumerne gamle egnsdragter, som vel skal lede tankerne hen på gamle tider og folklore, men som ellers ikke synes at have meget med historien at gøre. De menneskelige skikkelser i historien er skildret med klassiske commedia dell’arte-masker på, hvilket fint tjener til at skille menneskene fra dyrene, men også forvirrer konceptet yderligere.

Skridende toner og stivnet mimik

Der er ingen tvivl om, at de seks performere fra Ikarus Stage Arts er begavede med en hob talenter. De spiller alle på instrumenter, synger, danser, spiller roller og siger replikker. Tilmed på dansk, selvom ordene tydeligvis kun er kartoflede mislyde for nogle af dem. Disse mange talenter bliver fint kombineret i forestillingen, hvor ingen af dem synes at falde udenfor, men tværtimod agerer som en organisk og dynamisk trup – i øvrigt ikke ulig den diverse gruppe af musikanter, som historien netop omhandler.

Men man skal finde forkærligheden for de ferske talenter frem, hvis man helt skal blive forgabt i ’Stadsmusikanterne fra Bremen’. For selvom de kan spille musik, så er det på ingen måde stor musikkunst, som vi oplever hos Ikarus. Særligt bøvler trommeslageren med at holde takten, når han også skal sige replikker imens, mens flere instrumenter skrider i tonerne hist og pist.

Skuespilkunsten bliver også reduceret til nogle minimale dyre-karikeringer, som mildest talt kan betegnes som venstrehåndsarbejde i forhold til formidling af en rolle. Eksempelvis bliver rotten skildret ved at blotte overmunden, og så sidder dén mimik ellers fast igennem resten af forestillingen. Det kan man næppe kalde skuespil.

Katte-karakter og en gal hane

Svenske Simon Samuelsson spiller hanen, som han skildrer ved at skubbe hagen ind mod brystkassen, laver særprægede lyde og stirrer dels forundret og dels selvsikkert rundt i salen. Dermed laver han et fjollet fjæs, der har klovneagtige kvaliteter, som også giver pote hos de mindste publikummere. Men hans skuespil får også en dybde og dobbelthed, så vi faktisk oplever, at der ligger en bevidst karakterisering af hanen nedenunder det rene gak.

Yang Hui-Tsyr er absolut den mest kropspræcise i ensemblet. Hun spiller rollen som katten, hvor hun måske ikke imponerer skuespilteknisk, men hvor hver eneste bevægelse får så meget katte-karakter, som det er menneskeligt muligt.

Der er med andre ord elementer, der fungerer godt, ligesom forestillingen som helhed da også giver flere gode smil på læben. Men det er ærgerligt, at forestillingen tager så let på historiefortællingen og prioriterer deres individuelle evner så lavt. Alle skal altså ikke nødvendigvis kunne alt. Nogle må også gerne være bedst til noget.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.