DEBAT
20-07-2018
19-07-2018
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018

AnemoneTeatret: Adam & Eva - og den forunderlige slange

Lispet Lipschitz (her med ryggen til i imponerende tivolidirektørkostume), Christine Gaski og Asbjørn Agger tager sig af skabelsesberetningen i AnemoneTeatrets nye forestilling. Foto: Sara Skytte

Verdens første kærlighedshistorie

20-09-2014
Det starter forrygende, men historien om Adam og Eva – dengang og nu – bliver fortalt noget usammenhængende og rodet.
FAKTA
AnemoneTeatret: Adam & Eva - og den forunderlige slange -

Manuskript: Albert Nielsen og Lisbet Lipschitz. Instruktion: Albert Nielsen. Medvirkende: Christine Gaski, Asbjørn Agger, Lispet Lipschitz og Jens Tolsgaard. Kostumer: Bolette Bonfils. Komponist og musiker: Jens Tolsgaard. Alder: 5-12 år. Set 16.september 2014 på AnemoneTeatret, hvor den spiller til 19. oktober 2014. www.anemoneteatret.dk

Starten er forrygende. Når lyset går langsomt ned, forvandles den blå, blå baggrundsprojektion først til en stjernehimmel, så til drivende skyer over et ørkenlandskab, alt mens det det døde træ og den lille høj på scenen tager farve efter himmelen. Intens sci-fi-musik akkompagnerer, indtil crescendoet, hvor en blændende sol eksploderer og kaster hvide stråler som i et maleri af Edvard Munch.

Det er et fornemt stykke lys- og video-arbejde af Jens Lange og Torkild Lindebjerg. Det bygger rigtig flot en spænding op: Hvor er vi, hvad skal der ske? Hvad mon det nødtørftige landskab på scenen skjuler?

Bare synd at forestillingen ikke tør holde magien en lille smule længere. Men nej - lyset kommer op på scenen, og så skal publikum åbenbart have lidt comic relief med et tæppe der bølger akavet op og ned og skal sætte latteren i gang. Det er lidt som at blive kildet under armene - og den åndeløse spænding dør.

Faret vild i ørkenen

Frem af tæppefolderne kravler to forkomne klovne, med store næser, store øjne, sorte hatte, strithår og et yderst usikkert syn på tilværelsen. Men Christine Gaski og Asbjørn Agger er forpjuskede på den søde måde, og publikum er straks på deres side.

De er Adam og Eva – altså ikke de 'rigtige' Adam og Eva – og de er faret vild og har ikke andet end hver sin lille kuffert, en flaske vand til deling som hurtigt bliver tom, og - hinanden. Og så er de en smule musikalske, hun synger til hans guitar, og en lille skilling kan de vel tjene, hvis bare nogen kommer forbi.

Det gør bare 'nogen' ikke, så de må tage drage videre, og efter strabadser og tørke og luftspejlinger får de øje på – ja, simpelthen – et forlystelsessted, et tivoli!

'Vi er reddet', konstaterer Adam nøgternt. Så nøgternt at øjeblikket taber al glans. Ingen særlig glæde, og slet ingen jubel. Men ærligt talt  et sådant øjeblik kræver en større entusiasme, ellers tror vi ikke på, at strabadserne i ørkenen har været reelle, truende, farlige. Jeg minder om den gamle regel:  Skærp modsætningerne - Stram skruerne!

Hvor er sammenhængen?

Lisbet Lipschitz som Diablo er en morsom tivolidirektør i overdådigt kostume, med mobiltelefon, en anakronistisk reference til 'My Little Pony', høj hat, store sko og skumle hensigter. Eva skal hyres som sangerinde, mens Adam – der vil stifte familie og få børn og være landmand med benene på jorden – bliver holdt udenfor.

Men først skal de se sig om i tivoliet. Og så er det jeg taber tråden i fortællingen.

For nu skal Gabriella og hendes dukketeater fortælle skabelseshistorien for vores klovnepar. Jeg ser ikke, hvad det har med den hidtidige historie at gøre - jeg forstår heller ikke, hvad der ligger i Diablos advarsel om at holde sig væk fra Gabriela. Jeg ser simpelthen ikke modsætningerne.

Men lad gå - den bibelske skabelsesberetning er altid spændende. Projektioner med enkle piktogram-agtige illustrationer giver fortællingen et slags visuelt liv, men Gabriela (Lipschitz igen) magter ikke at give beretningen den mystik og triumf, som den fortjener. Dertil bliver det for jævnt og lærerindemæssigt.

Vores klovne-Adam–og-Eva trækkes ind i forestillingen, og påmonteres de 'rigtige' Adam og Eva fra skabelsesberetningen i form af nogle slatne dukker, som danser salsa i Edens have og spiser af det forbudte træ og ser forskellen på godt og ondt.

Som dukketeater er det både for dårligt udformet og for dårligt udført. Hvem taler - dukken eller dukkeføreren?

Historien slingrer

Og så skal Eva synge 60'er-pop à la cha-cha-cha, og Adam skal blive ked af hendes succes og synge sin sang om at blive ladt alene og blive beruset og ville spille sin lønning op på lykkehjulet, og Eva kommer tilbage med en trøstende sandwich, og skal ligesom være vendt om fra den dumme schlagersangerinde, men stadigvæk har hun den fjollede sangerinde-hat på hovedet.

Jeg føler mig dummere og dummere eller mere og mere hægtet af. Og når både jeg og publikum tror, at forestillingen er slut, kommer en slange og bider Eva – uden konsekvenser – hvad er sammenhængen?

Jeg har haft mange dejlige oplevelser i AnemoneTeatret, både gæstespil og egne produktioner. Men fortællingen om 'Adam & Eva - og den forunderlige slange' blev alt for forvirrende for mig. Den var simpelthen for præget af indfald efter indfald uden indre sammenhæng.

Erik A. Nielsen er opført som liturg, antagelig i forbindelse med skabelsesberetningen. Mon han ikke, med al sin professorkompetence, burde hvea været dramaturg for hele forestillingen.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Adam & Eva - og den forunderlige slange
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

30-05-2018

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

Flere anmeldelser