DEBAT
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
Henrik Ipsen alene på scenen i sin første rigtige forestilling for børn, Odsherred Teaters 'Hane Hop', baseret på den svenske forfatter Thomas Tidholms fortælling om drengen, som undertrykkes af sin far og storebror, men alligevel finder lys i mørket. Foto: Jens Honore

Verdens bedste kritikere

15-09-2008
Henrik Ipsen er uddannet skuespiller fra Odense Teaters skuespillerskole og var i gang med en regelret karriere på de store scener, da han blev vakt for børneteatret og dets særlige magi og specielle udfordringer. Her fortæller han om det at spille for børn.
Af: Henrik Ipsen
FAKTA
Vedstående beretning er skuespiller og projektleder Henrik Ipsens uforkortede bidrag til ASSITEJ Danmarks nyeste engelsksprogede tryksag om dansk børneteater, Impressions - det tredje i rækken. Det lille magasin kan rekvireres hos ASSITEJ Danmark, der er en afdeling af den internationale organisation for børne- og ungdomsteater. Se mere på www.assitej.dk

1.

Jeg erindrer at stå på den store scene midt i en forestilling – salen var fyldt. Jeg var standset op midt i en replik, og stod og kiggede ud i mørket, hvor jeg kun kunne ane konjunkturerne af publikum. Jeg stod bare dér, badet i lys og tænkte: Hvad laver du egentlig her? Står du her for deres skyld eller mest for din egen?

Jeg havde været fastansat på et stort teater i syv år. Jeg havde spillet alt. Fire-fem forestillinger om året. Til prøve om dagen og på scenen om aftenen. Jeg havde gennem tiden indfriet en hel del instruktørers og scenografers kunstneriske ambitioner. Og som jeg nu stod der, foran et stort publikum, i en lidt for lang pause, følte jeg mig uendelig tom. I det sekund gik det nemlig op for mig, at den eneste grund til at jeg stod der, var den enorme eksponering jeg var udsat for. Jeg ville dem jo ikke noget – dem dernede i mørket. Jeg ville have deres anerkendelse – ikke andet. Og ikke på grund af historien jeg fortalte – det var jo ikke min ide – men fordi jeg var så dygtig til at udføre den. Og anerkendelse – det fik jeg. Der blev altid klappet efter en forestilling – og næsten altid to fremkaldelser. Der blev aldrig buet eller på anden måde tilkendegivet en utilfredshed. Folk sad pænt stille og opførte sig som man gør og bør, når man går i teatret. I stilheden den aften på scenen, indså jeg, at det ikke længere var nok for mig. Jeg ville noget mere, noget større end det. Jeg ville i dialog med publikum - mærke dem. Jeg ville have kunstnerisk indflydelse på den historie jeg fortalte – på formen og indholdet. Og jeg vidste, at jeg måtte væk derfra.

2.

Så et par måneder efter en dag sidder jeg i en gymnastiksal på en skole. Der er festival i Danmark – en af verdens største. Jeg sidder sammen med en flok børn og unge i alderen 10 til 15. Der bliver snakket og kommenteret – et par er tydeligt nyforelskede. En lille gruppe drenge er ude på noget, én anden skriver i hemmelighed en sms, så pludselig bliver alt stille, der er sket noget på scenen, der har fanget deres opmærksomhed. Nogen spærrer øjnene helt op – nogen bider sig i læben og holder vejret. Stilhed. Og så kommer reaktionen, der opstår en forløsende respektløshed i rummet, her er ingen forstillelse: En pige insisterer højlydt på, at hun i alt fald ikke blev ramt, af det der lige skete, den lille gruppe drenge fra før, sidder nu helt stille og er pludselige meget små, så puffer de lidt til hinanden og bliver store igen. Sådan er det hele forestillingen igennem, alt hvad der foregår på scenen, bliver målt og vejet af publikum, både når historien ikke rigtig hænger sammen og skuespillerne er ude af balance, og når skuespillerne er nærværende og gode, og historien rammer plet. Reaktionen kommer med det samme. Den er aldrig entydig positiv eller negativ – nærmere både og. Ligesom livet.

Forestillingen er slut og publikum strømmer ud – men jeg bliver siddende. Jeg kan ikke rejse mig. Jeg er dybt bevæget over, hvad jeg lige har været vidne til. På gulvet ligger efterladenskaberne fra det unge publikum. Det minder mig om et billede jeg engang så af en forladt middelalder-markedsplads. Jeg tænker på storfilmen ”Molière” fra 1978 af Ariane Mnouchkine, det jeg lige har oplevet, havde den samme substans af sved og nærvær som den film. Jeg anede ikke at den slags teaterkultur fandtes i Danmark, og jeg får en helt klar fornemmelse af, at det er her jeg skal være.

3.

Der går to år før jeg selv skal stå overfor et ungt publikum for første gang, dem jeg skal spille for er børn fra 7-12 år. Jeg er meget spændt på mødet. Jeg har stadig min oplevelse fra festivalen frisk i erindringen, og det gør ikke sagen mindre spændende, at jeg har valgt en monolog. Der er kun mig selv at takke, hvis det hele falder til jorden.

Processen jeg lige har været igennem, har været væsentligt anderledes end, den jeg er vant til fra det store teater. Der ville teaterdirektøren typisk have valgt et stykke, efter samråd med sit dramaturgiat, han ville hyre en instruktør, der sammen med en scenograf ville udarbejde et koncept, og teaterdirektøren og instruktøren ville caste skuespillere. En scenografimodel og skitser ville blive afleveret til teatret og produktionen af scenografi og kostumer ville blive påbegyndt. Skuespillerne ville få udleveret et manuskript umiddelbart før prøvestart.

Til første læseprøve ville instruktør og scenograf typisk fremlægge konceptet og de bagved liggende tanker og ideer. Prøveforløbet ville strække sig over 6-8 uger alt efter stykkets omfang og jeg selv ville, prøveperioden igennem, gøre mit bedste for at forstå konceptet og forløse de ideer der lå bag. Det var bare ikke altid, at jeg nåede det til premieren!

Ofte skulle vi 2-3 uger ind i spilleforløbet, før det gik op for mig, hvad stykket egentlig handlede om, men det gjorde ikke noget, for det vigtigste var, at jeg passede min del af opgaven: skuespillet. Mit ansvar var at formidle og være god til det – teknisk og emotionelt. Jeg skulle overlade de store linier til andre, eller sagt på en anden måde, det var ikke afgørende, at jeg havde noget på hjerte. Det kunstneriske engagement lå ikke hos mig – men hos instruktøren. Den skabende proces var ikke lige skabende for alle.

Og nu stod jeg så her i en helt ny situation, overfor mit første møde med et nyt publikum. Processen helt frem til denne dag havde været akkurat sådan, som jeg håbede den ville være. Faktisk startede det hele med, at jeg en dag fik en manuskript i hånden og blev spurgt, om det eventuelt var noget jeg ville lave. Jeg læste det – historien tændte mig og jeg sagde ja. Fra da af blev jeg inddraget i hele konceptudviklingen: Hvad ville vi med historien? Hvilken form og stil ville kunne forløse stykket bedst? Hvilken instruktør kunne løfte opgaven? Sammen fandt vi frem til den bedste i landet, til at forløse netop det vi ville, og vi indledte et samarbejde. Det havde været en lykkelig proces, og jeg stod nu med noget jeg følte stort ejerskab overfor - takket være den dialog der blev etableret fra første dag. Den skabende proces var ikke kun knyttet til et enkelt individ men til et kollektiv. Det havde jeg aldrig oplevet før, det var meget anderledes og dybt tilfredsstillende. Og nu skulle det hele stå sin prøve.

4.

Af de ting jeg har spillet på en scene, er det det sværeste jeg nogensinde har lavet. Vi valgte at fortælle historien så nøgent som muligt. Der var kun mig selv – intet andet - ingen rekvisitter, ingenting. Forestillingen skulle i princippet kunne køre ud på en cykel og spilles hvor som helst. Formen var direkte henvendt til publikum og inspireret af Dario Fo’s fortælleteknik, børnene skulle meget gerne tale med, og det skal jeg lige love for, at de gjorde. Opgaven var at styre historien hele vejen hjem uden at miste kontakten med børnene. Det var hårdt og krævende, men på en god måde. Jeg forstår nu præcis, hvordan skuespillerne må have haft det – den dag på festivalen i Danmark. Jeg forstår også, hvorfor Peter Brook bruger børn som verdens bedste kritikere. Brook tager med sine skuespillere ud på skoler med et ”work in progress” for at se om det de laver, kun rører og interesserer dem selv. Hvis børnene ikke lever sammen med skuespillerne og derfor bliver utålmodige, laver de simpelthen stykket om. Børn kræver at du er sand og tilstede og vil dem noget, ellers gider de dig ikke. En forestilling er en levende organisme og opfattelsen af, hvornår noget er relevant kan sagtens skifte fra barn til barn. Det går simpelthen ikke at læne sig tilbage og tro, at bare historien er god, skal det nok gå. Du er nødt til at ville dit publikum med det du laver, ellers vil du aldrig kunne lege med børnene og bringe historien sikkert i havn. Men samtidig er det klart, at jo mere relevant historien er for børnene – jo nemmere går det.

5.

I dag føler jeg mig godt til rette i den del at teaterbranchen, vi traditionelt kalder for Børneteatret. Teater for Børn og Unge ville nok være mere dækkende. Jeg selv vil nok gå endnu videre og kalde det Vækstlaget for Teater i Danmark. For i de seneste år er flere og flere skuespillere gået direkte fra skuespilleruddannelsen og ind i vores del af branchen. Der er begyndt at ske et frugtbart samspil mellem de gamle gruppeteatre og de nye generationer af skuespillere og instruktører. Og jeg forstår godt tiltrækningen. Branchen kunne godt fortjene en større eksponering end hvad tilfældet er i dag, men til gengæld findes der i dette vækstlag en stor kunstnerisk frihed, man sjældent møder i andre dele af branchen. Og når selv Peter Brook har opdaget behovet for verdens bedste kritikere, siger det næsten sig selv: Søger man efter udfordringer som udøvende kunstner indenfor teater, er det i vores del af branchen man skal lede.

Henrik Ipsen (f. 1966) er skuespiller og projektleder på Odsherred Teater.

Uddannet fra Skuespillerskolen v. Odense Teater 1993.

Artiklen er fra BTA 145

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Verdens bedste kritikere
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

21-11-2019
 

14-11-2019
 

06-11-2019
 

30-10-2019
 

21-10-2019
 

09-10-2019
 

23-09-2019
 

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

Flere anmeldelser