7. marts 2013

Vera Kamis er død

Skuespilleren, dukketeatermennesket og historiefortælleren Vera Kamis (f. 1934) døde den 7. januar 2013, 78 år gammel.

Informationen er først nu kommet børneteateravisen.dk i hænde, men Vera Kamis, der var skuespilleruddannet fra Bristol Old Vic i England, virkede i flere årtier i dansk børneteater, hvor hun tilbage i 1970'erne lavede forestillinger med bl.a. Det Lille Teater og Paraplyteatrets Ray Nusselein, inden hun stiftede sit eget dukketeater, Teaterværkstedet, som turnerede med forestillinger og også har været med på de store festivaler i april.

Helt frem til 2010 afholdt hun også dukketeaterworkshops i mange forskellige sammenhænge – bl.a. sammen med datteren Laura Kamis Wrang, der selv er skuespiller og har medvirket i flere børneteaterforestillinger.

Vera Kamis var de seneste par årtier en særdeles aktiv historiefortæller og afholdt kurser for pædagoger og lærere, ligesom hun if. mindeord i lokalavisen det grønne område via sin uddannelse som eurythmic-pædagog i sin tid var med til at opbygge musikskolen i Køge og lave kurser i rytmik for mødre og børn.

Vera Kamis efterlod ved sin død en stor mængde rekvisitter m.v. fra sin dukketeatervirksomhed, der p.t. er opbevaret hos et flyttefirma – og som arvingerne nu ønsker solgt. Evt. interesserede kan derfor henvende sig til Tine Stange (tine@jd-transport.dk) fra JD-Transport A/S i Hvidovre.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne