Af: Anne Middelboe Christensen

31. august 2016

Venskab i græshoppehøjde

Flyvende Prinsesses ’Græshoppesalsa’ er en munter og gennemmusikalsk forestilling om at længes ud – og være lykkelig for at kunne finde vejen hjem igen.

Dorte Abrahamsen er en rigtig fortæller. Hun kigger ud over tilskuerne med et blik, så man fornemmer, at om lidt kommer der en god historie. Og det gør der så. Endda en historie, som tilskuerne gerne må deltage i, for ’Græshoppesalsa’ er både en teaterforestilling om en overordentlig stædig græshoppe – og en koncert, hvor ungerne selv må synge med.

Selv står Dorte Abrahamsen i sin orange jakke og ser sej ud. Hun smiler kærligt til børnene. Bag hende er et fantasifuldt billede malet på en rulle lærred, som hun af og til ruller videre – som en slags hjemmelavet baggrundsfilmkulisse, der skifter undervejs.

Tegningerne på lærredet er påført med muntert schwung, og drejeanordningen virker upåklageligt analogt. Og tak for det! ’Græshoppesalsa’ er i hvert fald billedklart teater uden skærm, og det er nysgerrigt teater, der pirrer tilskuernes fantasi. Som en illustreret børnebog, der bliver levende.

Gamle venner

’Græshoppesalsa’ handler om græshoppen Grethe. Hun springer hele tiden højt og hurtigt af sted, mens hendes sneglevenner er lidt sløvere i det. ’Vi skynder os lige så langsomt, vi kan,’ som de siger det. Men Grethe springer bare videre. Ud i den vide verden – uden at være bange for noget som helst.

’Hvis der er nogen, der vil æde mig, så springer jeg jo bare,’ siger denne kække Grethe. Og springer igen. Men problemet er bare, at græshoppen ikke har hørt om, at myrer er farlige…

Det er en klassisk hjem-ud-hjem fortælling, som Dorte Abrahamsen her skaber for øjnene af børnene. En fortælling om at være så nysgerrig, at man kommer ud for voldsomme farer. Men også et eventyr om kun at kunne klare modstanden, fordi man er heldig at få hjælp af sine gamle venner.

Lækker guitar

Musikalsk er ’Græshoppesalsa’ en fornøjelse. Dorte Abrahamsen synger godt og naturligt, og hun akkompagnerer sig selv lækkert og illustrativt på sin guitar. Hun har en dreven sans for de helt enkle virkemidler, og hun mister aldrig tilskuerne af syne.

Hun er også god til at sætte fagter til flere af sangene og figurerne, så fortællingen bliver endnu mere levende. Her er forskellige mundrette sange – og selvfølgelig en underliggende salsarytme, der får tilskuerne til at rokke med.

Det er ikke epokegørende musik. Men det rammer sin rytme og sine tilskuere med fuld effekt.

Når græshoppen skifter ham

Man kan spørge sig selv om, hvad børnehavebørn fra storbyen egentlig ved om en græshoppe…

Men det har Dorte Abrahamsen såmænd også tænkt på. Hun er i hvert fald vældig god til at forklare, hvad der egentlig sker, når græshoppen skal skifte ham.

’Når børn bliver større, så vokser de ud af deres tøj – og så får de noget nyt,’ som hun forklarer princippet for børnene. Og ungerne ser ud til at synes, at det er helt indlysende…

Lækkerbisken

’Græshoppesalsa’ fik åbenbart allerede premiere i 2013, men har siden udviklet sig videre med Jacob Stage som instruktør fra 2014. Det kan forklare, hvorfor forestillingen nu tre år efter den oprindelige premiere virker så imponerende gennemarbejdet. 

Dorte Abrahamsen må i hvert fald være en lækkerbisken for enhver instruktør, der søger en perfektionistisk spiller med smil i øjnene og guitar i hænderne.

Men den kommende sæson er forestillingen altså på vej ud på turné landet rundt. Som et fint og musiksprælsk opmuntring til børnehaveungerne.

Eller som Grethe Græshoppe nok bare ville synge det:

’Jeg hopper højt!’

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.