Af: Kirsten Dahl

13. december 2012

Veloplagt Nissebande-mission

’Nissebanden i Julemandens Land’ strutter af glæde og gejst. Takket være engagerede skuespillere, skønne sange, en fin og lettilgængelig tekst og en iscenesættelse fyldt med sødme og humoristiske finurligheder.

Begejstring og glæde smitter. Det første lyser ud af skuespillerne på Odense Teater. Det  næste er temaet i Odense Teaters juleforestilling ’Nissebanden i Julemandens Land’. 

Marie Nørgaard udsender en næsten strømførende entusiasme som kviknissen Puk i Nissebandekorpset. Nørgaard er let til bens. Læberne smiler om kap med de sorte krøller, som stritter ud under nissetophuen. Øjnene er tindrende på spil. Og kroppen arbejder overbevisende energisk på det livsbekræftende projekt, hun som ’Kviknisse’ er den kække anfører for.

Projektet, som Puk har nissesind nok til at indse handler om at vende tristhedsskabende egoistisk materialisme om til glæden ved at være sammen med dem, man holder af. Eller som hun udtrykker det i forestillingens centrale replik: ’En gave er ikke det du få, men det at nogen vil give dig den’ – alias ’Det vigtigste er ikke, hvad vi får – men at vi får’. 

Nørgaards Puk-nisse får forestillingen til at stråle af glæde. Og hun spiller tilsvarende troværdigt pigen fra Holme Olstrup, som søger ind i fantasiens verden, væk fra en Fornøje-Frederik-far, der er kun tænker på at få sin Brugs til at give overskud og ekspandere med filialer verden over for derved at kunne tryne og prale overfor andre. Nørgaard gør den svigtede pige umiddelbar og følelsesfuld i sit væsen.

Spilgejst

Forestillingens gevinst er i det hele taget den måde hvorpå den ubekymret og helt igennem umiddelbart sætter glæden i centrum. Skuespillerkredsen omkring Nørgaard savner heller intet i den retning. Nissebandemedlemmerne Puk, Lunte, Skipper, Hr. Mortensen og Gemyse er i Marie Nørgaards, Anders Mommes, Mikkel Bay Mortensens, og Natalí Vallespir Sands spil er skøn 'patrulje', som hurtigt bliver elskelige med hver deres kendetegn og med alle deres indbyrdes små gniderier og invitationer til hinanden.

I Holme Olstrup spiller Claus Riis Østergaard Puks pengegriske far med ternet tornadoenergi. Malene Melsen er det første billeder på en både åndelig og følelsesmæssig begavet bibliotekar, jeg har set i teaterverdenen, og Melsen gør figuren fornøjelig. Betty Glosted slår gnister som Puks farmor, den kaffebryggende dame med ben i næsen og hjertet på rette sted. Puks farfar, Hr Fiffig-Jørgensen er i Arne Lundemanns gestaltning skøn at se på, når han indtager scenen i fire frakker ovenpå hinanden og når han i knibe bilder Nissebanden ind, at han er taget til Grønland efter ønskesten som følge af to kurser, et udvidet om fritidsdykning og et begynderkursus om sten.

I figurgalleriet er ikke at forglemme endvidere en håndfuld børn, som optræder usædvanligt godt. Kedeldragtklædte i Holme Olstrup og iført sort pagehår, hvide isbjørneskindbukser og grønne anorakker med pelskrave når destinationen hedder Grønland. Begge stederne har de styr på timingen i de koreografiske optrin og kan  tillige synge. Herligt. 

Humorfyldt tekst og finurlighedsfyldt iscenesættelse

At forestillingen fungerer så fint skyldes også Flemming Jensen, som står for både manuskript og iscenesættelse.

Jensen synes kyndigt at have spredt sit bløde og 'runde' smil ud over det hele. Han har flettet masser af varme og humor ind i teksten, som er en bearbejdelse eller videreførelse af julekalenderversionerne.

Og han har kyndigt kræset for personinstruktionen og drysset godt med finurligheder og et godt drive ind i arrangementet. En helhed som ikke at forglemme desuden byder på alle de kendte julekalendersange plus et par ekstra. Samt enkle scenografiske kulisser: Stiliserede huse (butikker) i Holme Olstrup og skarpe bjergtinder og hvid sne på Grønland. 

I en juleforestilling med højt humør, et sundt og klart budskab og en iscenesættelse med humor, musik og sprødhed kan man på den måde læne sig tilbage og lade sig underholde. More sig over en farfar i knibe, som hellere vil udsættes for vold end at skulle svare på nærgående spørgsmål. En far som ikke får held med sit The Bruce-projekt, fordi ’en vissenpind godt kan have nissesind’. En sød søløveluffesang. Eskimoer på stribe. En farmors høje humør. Et postbud med et anbefalet brev.

Og en Nissebande, der – takket være Puk – fuldfører sin livglæde-mission. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.