Vellykket transformation fra kultfilm til godt børneteater

Benny (Johannes Lilleøre) sidder på scenen i røde badeshorts med det fineste barnlige kropssprog og laver skyggedyr på det kæmpe bagtæppe, inden forestillingen går i gang. Publikum på balkonen hjælper ivrigt til, mens diverse flyverdragter krænges af og folk kommer på plads, men ellers er fokus så udtalt på indlevelse fremfor interaktion.

Benny virker lillebitte foran det kæmpe bagtæppe, hvor farverige oceanlignende akvareltableauer og gråtonede fotos af kedelige boligblokke projiceres op i imponerende størrelse. At virkeligheden er en grå og grum affære, man må undslippe via fantasien slås fast med al ønskelig tydelighed helt fra start.

Samtidig fungerer det enorme bagtæppe som en god kontrast til skuespillerne på scenen, der giver de velkendte figurer krop og sjæl, og som på en gang får dem til at virke både mindre og ekstra levende op imod den store todimensionelle baggrundsflade.

Musikken som stemningsbærer

På samme måde evner Stefan Pasborg, Jonas Müller og Jeppe Tuxen i den grad at få det jazzede musikalske bagtæppe ud over rampen, så alle rives med af den smittende glade stemning. Alene deres uptempo, happy jazz-åbning med regulær klaverboksning, orgelsolo og højenergiske trommer  gør det noget nær umuligt ikke at danse med i sit sæde.

Musikken bliver også det bærende i den lidt langtrukne skeletbattle, hvor to sørøverskeletter hidsigt skændes om, hvem der er sejest. Det er en sekvens, der fungerer bedre i Janik Hastrup og Flemming Quist Møllers animerede originalformat fra 1971, men takket være festlig trækharmonika-tomgang og Rasmus Meislers livetegnende hånd, der Jørgen Clevin-agtigt holder styr på div. flyvende skeletdele med sin tusch, bliver selv denne lidt svage sekvens en ganske medrivende affære.

Tro mod originalen

Historien er, som vi kender den fra filmen: Moderen og veninden Dagny vil have fred til at sladre og drikke kaffe, så lille Benny smides ud at lege i en tid, der er himmelråbende fri for overbeskyttende opsyn.

Som voksen muntres man også over socialrealismen i lille Bennys færd fra deres betonbyggeri af et lejlighedskompleks.

Baggrunden skifter fra trist grå elevator til trist grå losseplads og søreme om han ikke også må igennem en trist grå parkeringsplads før han endelig når frem til den sø, hvor han fanger sin haletudse og får adgang til den forunderlige, undersøiske fantasiverden, som er det egentlige omdrejningspunkt.

Elskelige figurer

Ornitologen ved søen spilles af en gnistrende gakket Anne Vester Høyer, der med sin lige dele gale og pædagogisk imødekommende facon og med sine flagrende lemmer smukt minder om en baskende vadefugl og således ikke lader den fuglelignende original fra filmen meget tilbage at ønske.

Hun er også ganske uimodståelig i rollen som intet mindre end tre barmfagre havfruer, hvor hun med æggende, koket flirteri forfører ikke bare hummerdrengen, men hele salen.

Klippe-krabben, der truer sig til orden med havets farligste klo belejligt gemt væk i sin søgræsvante, er ligeledes en herlig figur, der komplet med sidelæns kropsprog går rent hjem i det børnelogiske univers.

Og igen spiller bagtæppet overordentlig godt sammen med figuren, idet søgræsvanten er en absurd stor tegning, der får den pinlige kontrast til hans lillebitte klo indenunder skåret ud i pap til stor buhende hujen i salen.

Højdepunktet er og bliver dog Peter Belli, der ganske overlegent er hyret ind til – intet andet end – sin mesterlige fremførelse af blækspruttesangen. Nostalgien får samtlige forældre i salen til spontant at klappe i takt, men også børnene begejstres af den aldrene crooner, der backes fornemt op af den jazzede trio og selv giver den hele armen med mellemgulv og indføling til de groovy’e orgeltoner.

Win-win

'Bennys Badekar' er i dag en decideret kultfilm og derfor også næsten hellig at røre ved. Det er Anders Lundorph ikke desto mindre sluppet rigtig godt fra, ikke mindst fordi han netop ikke piller ved for meget.

Teaterversionen er derfor ganske lykkelig endt som klassisk, godt børneteater, hvor vi voksne får et herligt nostalgisk gensyn med en barndomsklassiker, og børnene får serveret det indtagende, levende børneunivers på et sølvfad.

Det er ren win-win.