Vellykket intuitions-teater

De ligner grangiveligt dukker. Iført en henholdsvis blå og rød jakke bevæger Sara Moscardini og Barbara Tholozan sig rundt på scenen med et kropssprog, som synes af en anden verden. 

Det ser ud som om det terræn, de sætter fødderne på, er lavet af et andet materiale end det, vi før så de selvsamme to skuespillere gå på. Eller også er det atmosfæren, der synes tynd som på toppen af Himalaya. 

Deres dukkearme danser anderledes let i luften, som om de blæses op af en vind nedefra. Og deres ansigter har det uskyldige eller det uvidende barns mimik over sig. 

Man kan ikke andet end blive draget af den særegenhed, præcision og musikalitet, hvormed de to unge skuespillere skaber stemninger, atmosfære og små fortællinger med deres kroppes udtryk og ansigters mimik. Både når de spiller to skuespillere, som er i gang med at forberede og øve sig på en forestilling, og når de går i rollen som de to dukker, der pludselig kommer til live via de to jakker. 

Barbara Tholozan har en utrolig charmerende sødme i blikket og en lethed i kroppen. Sara Moscardini tager sig umiskendeligt ud som en lillesøster til selveste Charles Chaplin. 

Hun danser med den samme slags trin hen over jorden og har noget af den samme forbløffelse i sit ansigtsudtryk. Ingen bevægelser og ingen mimik er tilfældige her. 

Pierangelo Pompa, som står for stykkets dramaturgi og instruktion, synes at være detaljernes og sensibilitetens mand. Og Sara Moscardini og Barbara Tholozan fylder flot rollerne ud. Ligesom i øvrigt Domenico Mannelli, der både spiller klaver og harmonika bag en sort afskærmning med kun ansigt og lidt overkrop synlig. 

Han træder tillige undervejs – på en fin måde i den dramaturgiske helhed – ind på scenen og går i interaktion med de to skuespillere. 

Et magisk rum

Altamira Studio Teater har coproduceret 'PLAYROOM – Acts without Words' sammen med Odin Teatret. Det kan mærkes i den type sanselig kropslighed, som er på spil, i forestillingens abstraktionsgrad, og i den fremtrædende placering som musik og sang har. 

Forestillingen har en særlig slags 'blød' skønhed over sig og er meget stilren. Hvilket ikke skal forveksles med selvhøjtidelighed. Der bliver reelt leget i rummet. Der er m.a.o. sammenhæng mellem titlen og det der sker på scenen. 

Scenografisk er der – uden at det er skarpt markeret – fire små rum, som interagerer fint og meningsfyldt. I forgrunden til hver side er de to skuespilleres små omklædningsrum gestaltet ved et lille børnebord, en lille stol og en lille gine. På Moscardinis gine hænger den blå jakke, på Tholozans den røde. 

Nok et rum dannes i baggrunden til højre. Her står to mikrofoner og her befinder den violin sig, som Tholozan undervejs spiller fortryllende på, og den elbas, som Moscardini med en herlig sejhed i kroppen vrider toner ud af. 

Udfoldelserne af musik og sang er i det hele taget en stemningsgivende ingrediens, som gør stærkt indtryk. 

Det tredje rum er bagude til venstre. Det er Domenico Mannellis residens. Herfra han – som os følger de to skuespilleres handlinger – og herfra han kyndigt lægger musik til. 

I midten er det centrale rum. Det firkantede tæppe, som lige så snart dukkerne bringes til live viser sig at være et lukket rum for dem. En slags glasklokke, hvorfra de kan se ud og vi kan se ind på dem. 

Spillet indenfor-udenfor det transparente – og imaginære – rum er essentiel. Rummet bliver et magisk felt. Indenfor dets ramme kan alt ske. Her er det vanskeligt at kontrollere tingene. Her opstår ting spontant. Her går dukkerne på opdagelse. Her bliver der leget, med alt hvad leg indebærer af morskab, slagsmål, kamp, jalousi og sammenhold. 

Til de bedste og også sjoveste sekvenser hører her en et spil med en yoyo og en kendama samt en rytmisk klappe-leg. 

Ja til uforudsigelighed og leg

'PLAYROOM – Acts without Words' er for alle over 10 år – og jeg er ret sikker på, at børn som flest lige så vel som voksne kan følge med i det som foregår. Netop fordi det er en forestilling som kommunikerer sanseligt og intuitivt. 

Jeg er også ret overbevist om, at børn er med på, hvad der sker, når dukkerne mod slutningen sammen formår at bryde ud af den 'lukkede' firkant. 

Når det sker mærker man en hel lettelse i sit åndedræt. Det man oplever har noget befriende og også drilsk og lidt alvorsfyldt over sig: To dukker er brudt ud og befinder sig nu med al deres ikke-hverdagslige ageren i en sfære, som før kun var skuespillernes og vores rum. 

Her slutter forestillingen. Med to jakker ved klaveret og to skuespillere på hver deres lille stol i omklædningsrummet. To skuespillere, der sammen med os og musikeren har fået en god, spændende og livgivende idé: at tilføre livet mere uforudsigelighed og leg. 

Af Kirsten Dahl