DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017

Teater Fluks: Frekvens [156.8]

Performer Tone Haldrup Lorenzen er den figur, som leder publikum ind i forestillingens univers, inden Sara Fink Søndergård dukker op som guide i Teater Fluks' vandreforestilling, der foregår i Navitas-bygningen i Aarhus, men handler om både hjemve og udlængsel. Foto: Louise Kierkegaard

Velfungerende længsels-epos

01-12-2017
Teater Fluks hører til de teatre, der formår kunsten at skrue en vandreforestilling sammen, så publikum bliver smittet af de medvirkendes empati og begær efter at udfolde et interessant emne, så det får mange facetter.
FAKTA
Teater Fluks: Frekvens [156.8] -

Koncept, idé og iscenesættelse: Teater Fluks. Interviews og lyd: Madeline Stürup-Toft. Tekniske løsninger: DimsOs. Syerske: Mette Juel Porat. Performere: Tone Haldrup Lorenzen, Rasmus M. L. Skov og Sara Fink Søndergård. Kurateret af Foreningen Skjulte Steder, som en del af TAG-IN-TERRASSER 2017. Aldersgruppe: fra 12 år og opefter. Varighed: cirka 90 min. Set i Aarhus til premieren 30. november 2017. Spilles 1.-2. og 5.-7. december. Alle dage kl. 19,30. Mødested i NAVITAS, Inge Lehmans Gade 10, 8000 Aarhus C. www.teaterfluks.dk

Jeg er aldrig gået uberørt fra en forestilling af Teater Fluks. Der er altid noget tankevækkende og emotionelt vigtigt på spil, og det bliver iscenesat og spillet med en rigtig vellykket og meget smittende blanding af empati og integritet. Følelser og klogskab går hånd i hånd.

Teatrets udtryk er sensorisk, samtidig med at det er på et intellektuelt højt niveau. Sådan er det også med 'Frekvens [156.8]', som er en publikumsinkluderende vandreforestilling, der tager fat i længslens mange facetter.

Det ligger jo i konceptet vandreforestilling, at man bevæger sig fysisk rundt. Publikum går i samlet flok eller i mindre grupper rundt og oplever og er en del af det, som det pågældende teater, har valgt at sætte i scene i det rum, som er virkelighedens arena.

Det kan være på gadestrøg, som i de to noget tynde forestillinger 'Sanseudflugter' af Hello!earth og 'Hvad er dansk' af Teater Kunst. I et butikscenter, som i den forfriskende og sjove, men også potentielt tomgangstruede 'Bodyguards' af Teater Beagle. Landligt øde og udendørs hele natten som i Det Olske Orkesters særegne og spændingsfyldte 'ESCAPE'.

Eller udendørs på havnen, som i de to meget vellykkede voksenteaterforestillinger Gruppe 38's 'Al This Coming and Going' og Aarhus Teaters 'Fragt'.

Form og substans

Teater Fluks' 'Frekvens [156.8]' foregår indenfor og på tagterrassen af bygningen Navitas. Det er i sig selv en oplevelse af bevæge sig rundt i Kjær & Richters arkitektur med rå betonvægge, elegante gelændere og smukke lysindfald.

Og det bliver rigtigt godt, fordi Teater Fluks forstår at indtage og befolke rummene så effektfyldt. Især - og som det vigtigste - også fordi teatret dramaturgisk set får vandreturen til at hænge sammen, så alt det, de på kunstnerisk kvalificeret vis foretager sig og det, de tilbyder og sætter os som publikum til, går op i en højere meningsgivende enhed.

Akkurat det – performernes kvalifikationer og teatrets evne til at give kunstnerisk form til et substantielt materiale – er det, som flere teatre mangler, hvorfor deres vandreforestillinger bliver 'tynde' og skuffende fordi de vil meget mere end de reelt kan.

Der er ikke kunstnerisk kød nok på en ide, som kan være nok så sympatisk. Man keder sig lidt undervejs og bagefter er man ikke blevet motiveret til at tænke mere over det emne som er på spil og man er heller ikke blevet flyttet spændende steder hen rent følelsesmæssigt. Den type vandreforestillinger kan føles ligegyldige, spild af tid slet og ret.

'Frekvens [156.8]' svinger

'Frekvens [156.8]' er diametralt modsat. Alt i forestillingen – helt ned til titlen – er nøje gennemtænkt, samtidig med at det ikke virker fortænkt på selve turen rundt. 156.8 er fx den frekvens på FM-radioen, hvor man finder den maritime kanal 16, som bruges til opkald og nødsignaler på havet.

'Det er der, hvor man søger kontakt, selvom man ikke nødvendigvis ved, hvem man kan nå', skriver teatret i deres pressemeddelelse.

Og netop det med uvisheden, det ikke-definerede, det åbne, går igen i det møde med længslen, som forestillingen inviterer en ind i som både enkeltindivid og del af en gruppe.

Forestillingen har konstant og på mange niveauer en samtidighed af 'inde' og 'ude'. Af 'tæt på' og 'længere væk' eller 'langt ude'.

Lige fra begyndelsen bliver vi alle – dvs. de 30 publikummer, der er plads til, – udstyret med små høretelefoner, FM-radioer sat på fælles frekvens. Og vi bevæger os hele vejen i samlet flok.

Sara Fink Søndergård går med en specialfremstillet radiosender på ryggen forrest som vores guide. Vi hører hendes stemme i høretelefonerne. Men det er også her Ole Fogh Kirkeby kommer med små udsagn om længsel.

Kirkebys stemmeføring er rolig og behagelig, og det han siger og som bliver doceret med passende mellemrum i lyttehelheden, er hver gang betagende og tankevækkende at lytte til, og det er disponeret, så det til slut giver stor samlende mening.

Det er også i høretelefonerne, at vi lytter til både en nøgtern og en barsk fortælling fra virkelighedens verden. Og her der bliver sat kendt musik til den glædes- og charmedans, som Tone Haldrup Lorenzen udfører undervejs.

Hjemve og udlængsel

Lytningen, som vi både gør alene og deler med gruppen, i og med at vi ved, at alle lytter til det samme, er bevidst sat sammen med både noget for øjet og noget for kroppen.

Vi indleder vandreturen ved som den gruppe, der bevæger sig op af den store trappe i stueplan, at blive flankeret af to performere; en orangeklædt person med et hus på hovedet og en kvinde, som iført et hvidt skørt holder et stort hvidt skib i sin favn. 'Hus' for by og hjemlængsel, og 'Skib' for hav og udlængsel.

Den sammenhæng forstår vi via de tekster, vi hører, det ser vi for os via huset og skibet og det, vi oplever sensorisk, når vi undervejs møder kroppe som danser, et bølgende (stof)hav og havnens virkelighed med by til den ene side og hav til den anden.

Hvor mange forestillinger knækker halsen på at inkludere publikum på en måde, som er meget forudsigelig og undertiden blottet for situationsfornemmelse (typisk ved at bringe dem i et særligt fokus og lade dem gøre noget mens andre ser på,) involverer Teater Frekvens publikum nænsomt, elegant, kollektivt og i en integreret sammenhæng med det tema om længsel som udfoldes.

Aldersgruppen til 'Frekvens [156.8]' går modigt ned til 12 år. Modigt, fordi forestillingen kræver koncentration, rummer komplekse verbale betragtninger og stiller publikum opgaver som er spændende, men bestemt ikke er enkle at svare på.

Men samtidig giver det her mening at sige 'Hvo intet vover intet vinder'. Jeg er sikker på, at også unge vil få noget godt med fra forestillingen.

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Frekvens [156.8]
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

Flere anmeldelser