Af: Søren K. Kløft

23. juni 2014

Velfortjent Reumert til OPGANG2 Turnéteater

Årets Reumert for bedste årets børne- og ungdomsforestilling gik i år til OPGANG2 TURNÉTEATER’s ungdomsforestilling ’4 Ever’. Det var blot én af i alt 16 priser, der blev uddelt søndag aften, da den danske teaterverden fejrede sig selv ved Reumert-festen på Det Kongelige Teaters gamle scene. Sidste års Reumert-vinder af prisen for bedste instruktion, Minna Johannesson, havde iscenesat aftenen på en ny og forfriskende måde, der var en radikal fornyelse af showet, som har haft næsten samme udformning siden starten i 1998.

Aaben Dans og Teater Kompas var begge nomineret til Årets Reumert for bedste børne- og ungdomsforestilling for hhv. ”HANe og HUNd” og ”Når det skærer i hjertet”.

Men det var altså OPGANG2 TURNÉTEATER’s ”4 Ever”, der endte med at tage prisen. Kunstnerisk leder Pia Marcussen holdt den obligatoriske tale, men måtte bl.a. skuffe publikum med, at den prisvindende forestillings dominerede hovedkraft, rapperen Chadi Abdul-Karim, desværre ikke kunne være til stede, eftersom han for tiden opholder sig i Los Angeles. Resten af holdet bag forestillingen var dog stærkt repræsenteret denne aften, hvor det århusianske teater – i overværelse af bl.a. Kronprinsparret – så flot tog Reumert-stikket hjem.

'4 Ever' fortæller historien om fire drenges venskab på godt og ondt med den 35-årige, palæstinensisk-danske skuespiller og rapper Chadi Abdul-Karim i centrum som fortæller og akkompagneret på scenen af musikeren Nikolaj Rosengreen. Anne Middelboe Christensen anmeldte forestillingen her på portalen og tildelte den seks stjerner, som er det maksimale, der kan gives. I anmeldelsen hed det bl.a.:

'OPGANG2 er et turnéteater, hvis hjerte banker for social integration og multikulturelt udblik – og som i mange projekter har inddraget amatører. Men med '4 Ever' har Opgang 2 skabt en professionel teenageforestilling, som ubesværet løfter sig over den trivielle indvandrerdebat, og som i stedet bliver til en troværdig fiktionsskildring af en hvilken som helst gruppe udsatte drenge. I '4Ever' har OPGANG2 endda også rakt hånden ud mod standuppen og komikeruniverset, der netop dyrker solohistorien fortalt i en lyskegle. Altså en fortælleform og en stemmeleg, som netop er så hip blandt teenagedrenge – og som rækker videre ud mod den fælles ensomhed, som finder sine tilskuere på YouTube og andre steder på nettet'.

’Vi vil skabe dialog og udfordre fordomme’

OPGANG2 består af to afdelinger: Opgang2 Turnéteater samt Opgang2 Ungdomsspor. OPGANG2 har siden 1995 har haft en driftsaftale med Aarhus Kommune om at skabe teater, musik og billedkunst med unge kontanthjælpsmodtagere i samarbejde med professionelle kunstnere – dette aktiveringstilbud hedder nu Opgang 2 Ungdomsspor. OPGANG2 Turneteater, der har eksisteret siden 2001, har specialiseret sig i 'debatskabende brugsteater' med fokus på etnisk og kulturel diversitet, der udover forestillinger også omfatter de såkaldte JALLA-festivaler, udviklingsprojekter i såkaldt udsatte boligområder m.v. Et af disse projekter var 'Andre Horisonter', der kørte fra 2010-13 som et mobilt lokalteaterinitiativ primært for unge og
deres voksne i tilknytning til tre boligområder i Aarhus.

De professionelle og refusionsgodkendte forestillinger – bl.a. 'I kærlighedens navn', 'Krigskonfekt', 'KNUS', 'Gidslet', 'Hvor regnbuen ender', 'URO' og '4 EVER', der alle er anmeldt her på portalen – ligger i direkte forlængelse af dette arbejde. Samtlige forestillinger er ny og original dramatik af teatrets kunstneriske leder og faste instruktør Pia Marcussen. Form og indhold er oftest debatteater om mangfoldighed, hvor man søger at 'skabe dialog og udfordre fordomme om etnisk og kulturelt betingede dilemmaer', som det hedder på teatrets hjemmeside.

'Vi lever i et samfund med mennesker, der ved meget lidt om hinanden, fordi vi ikke blander os med hinanden. Fordi vi ikke ved, hvordan vi skal blande os. Eller ikke forstår, hvorfor det er vigtigt. Heri ligger den største udfordring for mig som dramatiker: At iscenesætte nogle rum, hvor vi blander os med hinanden og har en form for dialog', lyder det fra Pia Marcussen på teatrets hjemmeside.

Forestillingerne spilles både lokalt og på turné, hvor man også når ud til såkaldt teateruvante publikumsgrupper – bl.a. mange unge af anden etnisk oprindelse end dansk. Og dem møder man så bl.a. ved at spille på biblioteker, skole, konferencer og seminarer samt i kirker og fængsler.

Til alle forestillingerne produceres gratis online undervisningsmateriale (inkl. særlige computerspil), som er målrettet de 14-20-årige.

Motorsavsopera og selvmordstrang

Sidste års Reumert-vinder for bedste instruktion, Minna Johannsson, havde stået for at pakke hele Reumert-uddelingen ind i et unikt show, specielt skabt til netop denne aften. Andreas Jebro (der i øvrigt selv modtog en Reumert for bedste mandlige birolle på denne aften) og Mads Rømer Brolin-Tani var de gennemgående figurer i forestillingen, som havde fået titlen ”Mit liv som træ – en Reumert-drøm”.

Publikum blev således guidet igennem hele showets obligatoriske del med de mange prisuddelinger på en yderst original måde. F.eks. blev de nominerede til prisen for årets sanger præsenteret af en motorsavssvingende operasanger i skikkelse af Gert-Henning Jensen, mens han afsang en fantastisk uptempo-udgave af Tears for Fears’ 80’er-hit ”Mad World” – dét tog næsten pusten fra denne signatur. Flot!

Men en rammefortælling, der handlede om en forsmået Tammi Øst (f. 1958), der gennem hele aftenen prøvede at udleve sin selvmordstrang på mangfoldige måder, fordi hun i år for en gangs skyld IKKE var nomineret til en eneste Reumert, var måske lige en tand for indforstået?

Meget morsomt for alle i salen og resten af teatermiljøet, som jo godt ved, hvad Tammi Øst står for, og at hun over årene ganske velfortjent har modtaget indtil flere Reumert-priser og været nomineret mange gange for sin formidable indsats på scenen. Men måske knapt så morsomt for udenforstående, der måske også kunne undre sig over de mange utilslørede fornærmelser, som værterne overdængede hende med. Det hele var jo teater – og dét var folk i salen ikke på et eneste tidspunkt i tvivl om. Men hvad mon tv-seerne hjemme i stuerne tænkte? Flot show, godt teater – men måske knapt så godt tv?

Men generelt var hele showet da en pæn håndfuld anmelderstjerner/-hjerter værd. Det var en tiltrængt fornyelse af Reumert-showet, og modig var også finalen, hvor cabaret-ensemblet Sort Samvittighed rundede hele showet af med en meget original version af Eurythmics’ ”Sweet Dreams are made of this”. Og vi kunne begejstret tilføje: ”Indeed”!

Seneste artikler

Seneste artikler

Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere
Nyt teater tager livtag med angsten

Nyt teater tager livtag med angsten

Et af de nye teatre, der er med på KLAP-teaterfestivalen for første gang, er teater Luns, der deltager med en forestilling om angstens komplekse natur, der bl.a. bygger på de to teaterstifteres og medvirkendes egne oplevelser. Luns ser frem til festivalen og mødet med både publikum og teaterkolleger.
Læs mere
Esbjerg inviterer til festival

Esbjerg inviterer til festival

Når KLAP - teaterfestival for små og store indtager Esbjerg Kommune fra 14.-21. april under sit nye navn, er det med knap 100 teatre og 150 forskellige forestillinger. For Teatercentrums direktør er det første festival som leder, for Esbjergs borgere og eventchef er det et gensyn efter festivalen i 2022. Og for alle er det endnu en enestående mulighed for at opleve det meriterede danske børne- og ungdomsteater på tætteste hold.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere
Nyt teater tager livtag med angsten

Nyt teater tager livtag med angsten

Et af de nye teatre, der er med på KLAP-teaterfestivalen for første gang, er teater Luns, der deltager med en forestilling om angstens komplekse natur, der bl.a. bygger på de to teaterstifteres og medvirkendes egne oplevelser. Luns ser frem til festivalen og mødet med både publikum og teaterkolleger.
Læs mere
Esbjerg inviterer til festival

Esbjerg inviterer til festival

Når KLAP - teaterfestival for små og store indtager Esbjerg Kommune fra 14.-21. april under sit nye navn, er det med knap 100 teatre og 150 forskellige forestillinger. For Teatercentrums direktør er det første festival som leder, for Esbjergs borgere og eventchef er det et gensyn efter festivalen i 2022. Og for alle er det endnu en enestående mulighed for at opleve det meriterede danske børne- og ungdomsteater på tætteste hold.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere