Af

17. december 2010

Ved teaterinstruktøren Marianne Andreasens død

Det er en banal sandhed, at det er liv, der forsvinder, når nogen dør. Men i Mariannes tilfælde er det helt uforståeligt meget liv, der er nu er væk …

Med Mariannes død har vi mistet et menneske og en kollega med en usædvanlig stor generøsitet. Hun ejede evnen at give, så alting altid blev større omkring hende. Blev til mere. Brød og fisk. Historier …

Måske kunne man kalde det for livs-frodighed … hvor hun var, var der latter. Højlydt latter. Og kærlighed. Og forståelse. Og som teater-instruktør havde hun en helt særlig forståelse for det lille menneske. For barnet, der intenst leder for at finde sig til rette i den store verden. Dét barn tog Marianne altid i forsvar.

Hun var dets advokat. Ubestikkelig og klar. Og hendes talent var at folde historierne ud, enkelt, rent og dermed rørende.

For os skuespillere var hun et vidunderligt publikum, hendes tilstedeværelse var altid stor, hendes latter så smittende, at hun kunne rive en hel sal med sig.

En gang sad hun hjemme i sit og Niels’ hus i Olsker og plukkede ænder, fjerene stod hende om ørerne fra tidlig morgen til hen ad aften, og hun nåede kun lige akkurat at få børstet de fleste ud af håret, før hun og Niels styrtede ud af døren, de skulle ind til Rønne og se Bodil Udsen i “Mutter Courage”. I sidste øjeblik gled de ind på pladserne på første række i Rønne Teater. Tæppet gik til side – og der sad Bodil Udsen, midt på scenen – og plukkede fjerene af en and. Da lo Marianne så højt og hjerteligt, at Bodil Udsen selv og resten af salen måtte overgive sig, før forestillingen omsider kunne begynde …

Nu er Marianne død.

Der bliver godt nok stille på planeten.

Morten Nielsen og Claus Mandøe

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg