Våben eller venskab

Palle P tæller kasser. Tunge trækasser med solide beslag. Antallet skrives omhyggeligt op på en  tavle, der hænger på bræddevæggen ved siden af den sorte telefon. Palle er en solid mand i brun kittel af den slags, som man vist engang havde på, hvis man var lagerforvalter.

Hvad Palle egentlig laver, og hvad det er for et sted, han arbejder, får vi aldrig at vide. Men det betyder mindre, at  omgivelserne næppe siger moderne børn ret meget, for historien om Palle P har sit eget forløb.

I lighed med en vis anden Palle er manden i kitlen alene - dog ikke i hele verden. Det er han tilsyneladende fint tilfreds med og savner ikke mennesker omkring sig, men Palle kunne godt tænke sig noget at holde af og passe på. Noget, som har en særlig værdi for ham, og som han er sikker på at finde lige netop i dag. Det gør han selvfølgelig også, for en lille trækasse viser sig at gemme på en kæmpestor smuk perle.

Fundet  gør Palle til verdens lykkeligste mand, der vugger rundt til de glade toner fra rytmeboksen, der er gået i gang. Desværre bliver lykken hurtigt forvandlet til dyb bekymring, for det går op for Palle, at når man holder rigtig meget af noget, bliver man også bange for at miste det.

Den udvikling tror man på, fordi Heine Ankerdal er en nærværende fortæller med en supergod stemme. Til gengæld er det, der følger efter fundet af perlen, mere problematisk.

Med alle midler

Palle vil forsvare sin dyrebare skat, og det forstår man godt, for perlen er meget flot. Han leder længe efter en dolk, og da den er fundet, kan han klare hele verden. Men kun for et kort øjeblik, for så indser den store mand, at en dolk er for lille. Han må af sted til byen efter et større våben, og hos en våbenhandler, der ligner en elefant, finder Palle et solidt sværd. Hjemme igen kan han konstatere, at nu kan han da klare hele verden. Og så alligevel ikke.

Sværdet er også for lille, og så gentager hele baduljen sig med en tur til byen, og det bliver langtfra sidste gang. Ved hvert besøg i byen bliver våbenhandlerne mere og mere lysky og dukkerne flottere, mens våbnene bliver stadig større og farligere.

Hver gang Palle vender hjem, kan han slå fast, at nu kan han helt bestemt klare hele verden. Han kan bare klare den bedre med en riffel end med en revolver og endnu bedre med med en kanon, der ankommer i røg og damp. 

Men de mange gentagelser trækker historien i langdrag. Da Palle til sidst opsøger en våbenhandler  med gasmaske og ligkiste, har man for længst forstået og set på hans rasende minespil, at den godmodige mand vil bruge alle midler mod enhver, der vil tage perlen fra ham.

Det er ikke noget betryggende eksempel til efterfølgelse og skal måske opfattes med en vis humoristisk og ironisk distance, som børn sjældent besidder.

Heldigvis giver 'Palle P og perlen' også plads til noget andet og bedre at holde af end den kostbare perle. Den lange tynde og søde dukkedreng Jon dukker nemlig op. Han bliver anledningen til, at Heine Ankerdal kan brillere med en komisk mislykket tryllekunst og vise glæden ved at få en rigtig ven. En, der både er bedre end en perle, og som gør Palles dødbringende våben overflødige.

Det sidste sættes der ikke ord på, så det må tilskuerne selv konkludere, hvis de kan.