Uvorne voksne

Forældremøde og så i 9. klasse! Det lugter fælt af kedelig pligt og hjemmebagt forældrekage . Kage er der, men forestillingen 'Forældremødet' er alt andet end kedelig. Med en skarpt skåret tekst og skøn kantet musik sender tre skuespillere et veloplagt portræt af et hjørne af dagens Danmark lige i synet på et ungt publikum.

De kvitterer med begejstring og en bemærkning om, at teateroplevelsen er meget bedre, end de havde regnet med.

Det er ellers ikke, fordi de eller andre bliver strøget med hårene i en barsk og realistisk historie om tre klassekammeraters indbyrdes kontroverser. Men det er både muntert og opmuntrende at følge Fies, Jaspers og Siljes håbløse forsøg på at gennemføre et stykke gruppearbejde, der ender i et fatalt slagsmål med knuste briller og en smadret computer. For senere at overvære, hvordan de på egen hånd løser problemerne trods den åbenlyse negative påvirkning fra forældrene.

Det er urkomisk, når det musikalske trekløver med skingre stemmer råbe-synger sig gennem omkvædet:' Jeg har et liv foran mig, selv om det ikke ved, hvad det vil med mig'.

Men alvoren bag teksten er ikke til at tage fejl af, og ellers hjælper lysets skiftende kolde og varme farver på vej. Det er mere end de voksne magter.

Læreren stiller med otte punkter. Men forældrene møder med egne dagsordener, og snart fyger konflikterne gennem luften.

Det er ikke for ingenting, at folkeskolen afspejler en blandet sammensætning af den danske befolkning og dermed de samfundsmæssige modsætninger. Fokus er hverken på indvandrere eller flygtninge, men på den sociale ulighed og konsekvenserne af en udvikling, hvor 'mig og mit' og 'dem og os' er blevet de førende pejlemærker.  

Menneskeligt underskud

Overdrivelse fremmer forståelsen. Så langt går tekst og iscenesættelse ikke. Men den kropslige hurtige spillestil og satiren er akkurat så herligt hårdtslående, at forældrene forbliver karakteristiske skabeloner uden at være rene karikaturer. Det er en hårfin balance, der stort set lykkes. Selv om det ind i mellem bliver for meget af det gode med at fare frem og tilbage og skifte pladser, roller og stemmeføring, efterhånden som debat bliver til højrøstet ballade.

Der er ingen fine fornemmelser, når de mest selvsikre forældre vil sætte deres vilje igennem. Det er Marianne Søndergaards overlegne Fie, der med sin ondskabsfulde mobning af Betina Groves lidt kiksede og rørende klarsynede Jasper saboterer gruppearbejdet og ødelægger hans briller. Og det er Fies uddannelsesmæssigt og økonomisk ressourcestærke advokat-mor, Kitt Maiken Mortensen, der  afslører sit menneskelige underskud i grove angreb på Jaspers kontanthjælps-mor.

Hun har nosser i en nosseløs (nådesløs) verden, synes sønnen. Sådan opleves hun også, når Marianne Søndergaard med spæd, men insisterende røst protesterer mod at blive behandlet som mindreværdig. Men hendes blide søn udråbes som syndebuk og bølle. Heldigvis viser det sig, at de ikke er ene mod resten af verden.

Kitt Maiken Mortensens skægt forfjamskede og sympatisk mæglende Silje er ikke til at stå for, når hun tager frikvarter fra al sin ansvarsbevidsthed og snusfornuft med hemmelig indtagelse af sprut og smøger. Hun er mægleren og moderatoren, og det har hun ikke fra fremmede.

Men selv en rummelig og tolerant mor, som hendes, kan gå fra koncepterne på et forældremøde, når ulighedens uretfærdigheder bliver for åbenlyse. Betina Grove sender morens protester af sted på klingende norsk, og så bliver det også morsomt.

Men historiens egentlige taber er den stakkels folkeskolelærer, Marianne Søndergaard, der vil og kan alt det rigtige. Hun kæmper bravt for almindelig ordentlig omgang mellem voksne og respekt for skolens regler, men får ikke et ben til jorden.