DEBAT
26-05-2020
01-04-2020
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020
23-02-2020
19-02-2020
18-02-2020
Der er lukket og låst for teaterlivet i København - her illustreret ved indgangen til fire børneteaterproducerende små storbyteatre samt to børneteatre, der har ansøgt om at blive en del af storbyteater-ordningen for 2021-24, som dog måske bliver udskudt et år. Foto: Carsten Jensen

Uvished omkring Københavns små storbyteatre

13-04-2020
Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg skulle have afsluttet udvælgelsen af små storbyteatre for perioden 2021-24 i løbet af april måned, men i lyset af covid-19-situationen overvejes det, om beslutningen skal udskydes, så de nuværende teatre i ordningen forlænges med et år. Det giver selvsagt usikkerhed for både de nuværende og de ansøgende teatre.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

* Se listen over de 12 nuværende og de 14 ansøgende teatre i artiklen: '26 vil være lille storbyteater i København'

* Se den økonomiske oversigt (pdf) for både de små storbyteatre og den tilhørende scenekunstpakke. Sidstnævnte er de seks teatre - Teater Nordvest/Batida, C:NTACT, Brændende Kærlighed, TeaterHUSET, Haut og Dansk Rakkerpak - der ikke har ønsket at søge om at blive en del af storbyteater-ordningen, men i stedet har søgt om at blive en del af en eventuelt scenekunstpakke for 2021-24 - en pulje som indgår for perioden 2017-20 som en del af den samlede aftale og bl.a. indeholdt støtte til  C:ntact, Haut, Dansehallerne, Dansekapellet, K.I.T. og gratis teaterforestillinger i NV (Teater Nordvest).

* Scenekunst i København: 

De små storbyteatre er en delmængde af offentligt støttede teatre i København. Samlet spænder de over: 

- Det Kongelige Teater, støttet af staten og Københavns Kommune 

- Det Københavnske Teatersamarbejde (Nørrebro Teater, Betty Nansens Teatret, Folketeatret og Østerbro Teater), støttet af Staten 

- De små storbyteatre, støttet af Københavns Kommune og staten 

- Projektstøttede teatre og aktiviteter, støttet individuelt af Københavns Kommune eller af staten/Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst. 

Det var en sørgelig rundtur, Teateravisen foretog forleden til nogle af de stationære børneteaterproducenter i København for at få knipset lidt illustration til denne artikel: Lukkede og låste porte overalt, nogle med corona-information klistret på plakattavler og døre.

For der spilles som bekendt heller ikke børneteater under den delvise nedlukning af det danske samfund, som vil udfordre teaterlivet i mange flere måneder endnu.

For de 12 nuværende små storbyteatre i København og de 14 andre teatre, der gerne vil være en del af ordningen i den kommende periode, 2021-24, har covid-19-situationen - udover at sætte en stopper for det levende møde mellem teater og publikum - nu også skabt udfordringer omkring udvælgelsen af teatrene.

Nyt forhandlingsforløb?

Her skulle Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg (KFU) efter den planlagte køreplan have foretaget den endelige udvælgelse i april af de små storbyteatre for den kommende støtteperiode, men lige nu overvejes det i udvalget, om den aftalte proces skal gennemføres  eller om beslutningen af valg af små storbyteatre kan udskydes i et år - hvad der rent teknisk og støttemæssigt er muligt ifølge Slots- og Kulturstyrelsen.

Sidstnævnte får så den konsekvens, at de nuværende teatre i ordningen forlænges med et år og der først til næste forår forhandles en ny pakke på plads - gældende for tre år og med deltagelse i udvælgelsen af alle nuværende og ansøgende teatre.

Det er dette vitale proces-spørgsmål, der skal afklares i Kultur- og Fritidsudvalget, som på et møde 30. april vil beslutte sig for forhandlingsforløbet.  

Forinden vil Kultur- og Fritidsforvaltningen 'iværksætte en høring af de relevante parter vedrørende en ny proces for valg af små storbyteatre og teatre i scenekunstpakken, hvis resultat vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget på mødet', som det hedder i et KFU-mødereferat fra 3. april.

ZEBU: Brug for en hurtig afklaring

Den manglende afklaring og den igangsatte høring skaber både problemer og bekymring blandt teatrene.  

Hos ZeBU lyder det fra teaterleder Jørgen Carlslund:

»Det forslag, Kultur- og Fritidsforvaltningen beder de ansøgende teatre om at forholde os til, går ud på enten at fortsætte proceduren uændret eller at forlænge de nuværende små storbyteatre i København med ét år, med ét års forskydning af udvælgelsen til en efterfølgende tre-årig periode.

Vi undrer os på ZeBU over, at Kultur- og Fritidsudvalget sender spørgsmålet videre i en høring til de ansøgende teatre, da det er svært at forestille sig, at de svar, de får, entydigt vil pege på den ene løsning frem for den anden. De nuværende teatre i ordningen er nok mere tilbøjelige til at ønske en ét-årig forlængelse end de teatre, der ikke er i ordningen,« siger han og peger på behovet for en hurtig afklaring:

»På ZeBU har vi, ligesom det forventeligt gælder for de øvrige nuværende små storbyteatre, desperat brug for en afklaring af, om vi fortsætter i ordningen og på hvilket støttebeløb. Den nuværende corona-krise har kun yderligere skærpet behovet for at kende vores økonomiske fundament for de kommende sæsoner,« siger han.

»Vi er få måneder fra starten af sæson 20/21, teatrene har sendt hele sæsonprogrammet ind til Scenit (teatrenes formidlingsorganisation, red.), og teaterkataloget er på vej i trykken. Vi står i en situation med usikkerhed pga. corona- krisen, så det eneste, vi ikke har brug for, er yderligere forsinkelse af beslutningen om, hvilke teatre der skal være i ordningen. Så hvis en ét-årig udskydelse kan fremskynde afgørelsen, foretrækker vi det,« siger Jørgen Carlslund til Teateravisen.

Anemonen: Foretrækker beslutning nu

Hos Anemonen, der røg ud af lille storbyteater-ordningen ved sidste udvælgelse, men er blandt ansøgerne i den aktuelle proces, lyder det fra teaterchef Sidsel Ramdal:

»Covid-19 har vendt op og ned på stort set alt, hvad vi kender, og ingen kender fremtiden, og det kan være svært at sige for og imod.

Når det er sagt, vil jeg gerne rose Kultur- og Fritidsudvalget i København for at være lynhurtige til at være synlige og støtte op om deres område ved fx at frigive midler til deres institutioner,« siger hun med henvisning til den hjælpepakke, som Københavns Kommune har sat i værk, hvor man har fremrykket tilskud til kultur- og fritidsaktører for omkring 60 mio. kr. og giver husleje-henstand til lejere og forpagtere, der driver deres aktiviteter i Kultur- og Fritidsforvaltningens faciliteter og institutioner.

»Det er ikke noget der kommer os direkte til gode. Men jeg synes, det er dejligt, at vi har et udvalg, som passer på sit område. Det er et godt tegn, og derfor har jeg også stor forståelse og respekt for, at de nu synes, at det er svært at skulle tage beslutningen om små storbyteatre i den her tid og overvejer at skyde beslutningen et år,« siger hun.

»Jeg er i gang med at lave et høringssvar for Anemonen og har ikke helt formuleret og tænkt helt igennem, så det kan være jeg kommer til at ændre det inden afleveringen. Men min umiddelbare holdning er, at vi hellere vil have en fugl i hånden end ti på taget, når man tager vores situation i betragtning.

Udsættes beslutningen et år, er konsekvensen for os, at vi skal ud og finansiere 2021 med projektmidler - til forskel fra de nuværende små storbyteatre, der får forlænget deres periode med et år, mens de venter,« siger Sidsel Ramdal, der dog kan glæde sig over, at Københavns Kommune støtter Anemonen med 1,5 mio. kr. i 2020.

»Det kræver mange kræfter at finde de nødvendige midler, og det vil i så fald bero på, at vi har tillid til, at KFU vil hjælpe os igennem 2021 også. Men det er jo heldigvis gået bedre og bedre med vores samarbejde med udvalget de sidste fire år, så jeg kan kun have gode forventninger til deres velvilje. Men dog samtidig være bekymret for de store økonomiske konsekvenser, som covid-19 får på et større plan - og om det kommer til at påvirke kulturbudgetterne negativt,« siger hun og slutter af:

»Tages beslutningen nu, vil vi med sikkerhed vide, om vi er inde eller ude. I så fald kan vi jo bare håbe på, at de gerne vil have os...!«

Økonomiske konsekvenser

Vælger KFU en forlængelse af aftaleperioden for samtlige teatre i ordningen, bliver der samtidig en økonomisk manko på en halv million kroner, der skal dækkes ind, idet det statslige tilskud til lille storbyteater-ordningen for 2020 er 16,3 mio. kr., men falder til 15,8 mio. kr. i 2021. Og i øvrigt i de kommende år reduceres i samme takt og størrelse. Det skyldes daværende kulturminister Bertel Haarders beslutning fra 2016 om at omfordele statstilskuddet, så flere af provinsens små storbyteatre i perioden 2017-2024 overtager en del af hovedstadens tilskud.

Det er en udfordring, som KFU under alle omstændigheder har med sig omkring udpegning af og budgetforhandlinger med de kommende små storbyteatre - og man har lov til at frygte, at økonomien under alle omstændigheder sætter grænser for en mulighed udvidelse af antallet af små storbyteatre fra de nuværende 12 teatre, for slet ikke at tale om en økonomisk opdatering af teatrenes nuværende tilskud.

Men lige nu gælder det altså beslutningen vedrørende den fortsatte proces omkring udvægelse af små storbyteatre, som Københavns Kultur- og Fritidsudvalg skal tage 30. april.

Ifølge seneste mødereferat vil en etårig udskydelse af valg af små storbyteatre betyde, at forvaltningen vil sende udkast til en ny beslutningsproces i høring hos alle ansøgere.

Teatrene vil blive hørt - igen, men i sidste ende er det stadig KFU og økonomien, der bestemmer.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Uvished omkring Københavns små storbyteatre
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

09-12-2009
 

06-12-2009
 

02-12-2009
 

24-11-2009
 

22-11-2009
 

18-11-2009
 

16-11-2009
 

13-11-2009
 

10-11-2009
 

06-11-2009
 

03-11-2009
 

03-11-2009
 

26-10-2009
 

22-10-2009
 

21-10-2009
 

19-10-2009
 

13-10-2009
 

08-10-2009
 

05-10-2009
 

01-10-2009
 

29-09-2009
 

24-09-2009
 

20-09-2009
 

17-09-2009
 

14-09-2009
 

10-09-2009
 

07-09-2009
 

02-09-2009
 

28-08-2009
 

27-08-2009
 

24-08-2009
 

20-08-2009
 

17-08-2009
 

13-08-2009
 

10-08-2009
 

05-08-2009
 

24-06-2009
 

24-06-2009
 

15-06-2009
 

08-06-2009
 

Flere anmeldelser