Uretfærdighed og fremmedfølelser på byrumsplakaten

'Hvor mange nationaliteter er der i Ishøj?'. Det er den unge pige, som spiller guide i TeaterKUNSTs site specifikke city-walkforestilling, 'Hvad er dansk?', der stiller spørgsmålet til de publikummer, der er taget på byvandring med hende.

Efter et par gæt leverer hun svaret: '110 nationaliteter!'. Siden bliver svaret et, som hun gang på gang påkalder. Tanken er at understrege og indprente over for os, hvor multikulturel Ishøj er.

Jeg fulgte forestillingen med rundt på Frederiksberg på Aprilfestival 2016.

Fokus er (som titlen også fortæller) på, hvad det vil sige at være dansk.

Forestillingen gør det ved at bringe fem unge performeres egne oplevelser og tanker på banen i et koncept, hvor de stopper op under byvandringen og fortæller små personlige anekdoter eller laver et lille spil, som er i dialog med eller på anden vis inddrager publikum. Og den gør det ved at performerne indtager og bruger byrummets indretninger på en ikke-dagligdags måde.

Teatrets mission er at stimulere publikum til identifikation og bevidst stillingtagen. Visionen er at åbne op for virkeligheds-forandringslyst. Med andre ord et bevidstgørende og politisk handlingsorienteret projekt.

Tanken er, at de unge performeres personlige livsfortællinger skal tilskynde det unge publikum til at reflektere over og få lyst til at forandre den virkelighed, de er en del af. En virkelighed, som ud fra de forskellige fortællingers udsagn, at præget af ulighed, undertrykkelse, forskelsbehandling og udbytning.

Optrædelyst   

Spørgsmålet er imidlertid om man bliver mere bevidst om de økonomiske, kulturelle og etniske klasseskel, der er i Danmark, ved at gentage guidens svar om, at der er 110 nationaliteter i Ishøj.

Om vi bliver klar over noget vi ikke vidste før, ved at høre en de unge mandlige performere fortælle om sin perfide lærer. En lærer, som siger til ham (der er mørk i huden), at han skal passe på ikke at smitte af på tavlen. Eller ved at høre ham fortælle, at folk, selv ældre mennesker, hellere vil rejse sig op i bussen, end sidde ved siden af ham. Eller ved at høre ham rappe eller spørge os om, vi synes, at han ligner en kriminel.

Det gør selvklart indtryk at høre folk, som er blevet udsat for mobning og undertrykkelse. At der er fem unge med hver deres undertrykkelses-fortælling øger det empatiske. At en elev af anden etnisk herkomst end dansk får en lavere karakter end den etnisk danske elev, som siger akkurat det samme, er selvfølgelig uomtvisteligt uretfærdigt. Ligesom man ikke kan underkende en ung mands kamp for at finde ud af og siden håndtere sin seksuelle orientering.

Vi er ikke i tvivl om de unge performeres engagement. Deres lyst til at optræde og indvie os i deres møde med et racistisk Danmark. Men som professionel scenekunst savner jeg fantasi og ideer i tekst og iscenesættelsen, og artistisk kunnen hos de optrædende.

Nok byder 'Hvad er dansk?' på indslag, hvor vi får både Velkommen til Danmark-pjecer og små spørgsmålskort m.m. Men forestillingen efterlever ikke visionen om at udforske og udfordre nutidens dilemmaer på så højt et niveau, som den har intention om.

Og måske er de unge performere på vej. Måske 'døgnfluer'. De har i al fald en del at lære i forhold til kropssprog, stemmebrug, timing og publikumskontakt.

Prinsesse for en stund

I en helhed, som med hensyn til såvel tekst, iscenesættelse og performance er ret fyldt med usikkerheder og savner fylde og finesser, rager et par scener op som nogle, der med hensyn til iscenesættelse og optræden kan lidt mere end de øvrige.

Det er scenen, hvor en af de unge performerpiger beretter om, hvor frustrerende og trættende det er at elske og føle sig hjemme i Danmark, samtidig med at hun hele tiden føler, at der bliver krævet noget af hende her, som hun ikke ved hvad er. Modsat når hun besøger sin familie i Jordan, hvor hun til gengæld ikke føler sig hjemme. Det paradoks og det nærvær hvormed hun fortæller det, mens hun klistrer plakater op på en husmur, gør indtryk.

En anden scene er den, hvor en af de unge performerpiger indtager tårnet på en legeplads og deroppefra iscenesætter sig selv som prinsesse i en verden, hvor hun alene råder og regerer. Iført et skrud af en prinsessekjole troner hun stolt og glad fra sit højdepunkt. Vi er som hendes tjenestefolk eller undersåtter.

Når illusionen så brydes af en stemme fra et vindue i karreen bag hende, som råber, at hun skal komme hjem med det samme og passe sin lillebror og lave te, så sprækker illusionen på en teatermæssig fin måde – med sammenstød og overraskelser, som savnes i mange af de andre scener.