10. april 2022

Unge stemmer og skygge-monstre

Sydhavn Teater byder på to lokale unge-projekter i den kommende tid som led i lille storby-teatrets flerstrengede aktiviteter udover egen scenekunst.

’De unges bydel’ er en udstilling, baseret på to års samarbejde med Ellebjerg Skolen og Fritidsklubben Rubinen i Sydhavnen. Gennem kunstneriske workshop har de unge undersøgt byen på nye måder og brugt den som scene for kreativudfoldelse. 

Formålet har således været at få de lokale unge til bl.a. finde nye former for leg og samvær i bydelen.

Teatret fortæller i en pressemeddelelse, at man har arbejdet med et dygtigt team af gæste-kunstnere, der har lavet workshops i film, skuespil, kampråb, origami, jordtryk og musik.  

Resultaterne kan ses i en udstilling fra 22.-30. april – alle hverdage fra 10.30-14.00 – på Borgbjergsvej 44, 2450 Sydhavn. Med afslutningskoncert 30. april kl. 14 med De Syngende Solsikker.

*** 

I maj måned præsenterer Sydhavn Teater sin første gæste-workshop i skyggeteater, kaldet ’Katla’ og beregnet for 9-15-årige. Projektet skal udvikle en forestilling om monstre gennem skyggespil, musik og bevægelse, der vises offentligt 28. Maj.

Workshoppen, hvis navn er inspireret af dragen Katla fra Astrid Lindgrens roman ’Brødrene Løvehjerte’, ledes af kunstnerne Delia Keller (teaterpædagog), Simone Bartholin (scenograf) og Sara Nigard Rosendal (musiker), og afvikles mandage og onsdag i maj.

Tilmelding og yderligere info: information.katla@gmail.com

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne