Af: Kirsten Dahl

12. marts 2018

Unge smertepunkter

'Det går ned' tager et vigtigt emne som ungdomsstress op, men formår ikke helt at forløse det som berørende og tankeudfordrende teater.

'Mener du det, du sang?' spørger pigen Karoline mod stykkets slutning fyren, som leverede musikken til den Yearbook-fest, hun gik helt ned med flaget til.

Sangen har et refræn med en passage, som lyder noget i retningen af 'Det er mit liv, der skinner – det er guld'. Problemet er dog, at det er meget vanskeligt at høre både det og resten af hvad, han synger. På Karoline kan vi forstå, at det er noget om at være venner, som har hinanden, og akkurat det er smertepunktet for Karoline.

Karoline, som lige er fyldt 16, er meget påvirket af, at hendes slyngveninde, som har forelsket sig i en fyr, nu prioriterer at være sammen med ham. Veninden vælger fx at være sammen med ham frem for at komme til Karolines fødselsdag.

Venindens svigt og alle de forventninger, Karoline bliver mødt med fra fodboldtræners, forældres og skolens side, gør Karoline stresset. Frustreret og ked af det begynder hun at lyve i et forløb, hvor alting løber løbsk for hende og går ned ad bakke – heraf titlen 'Det går ned'.

De to co-producerende teatre, Teaterhuset Filuren og Teateriet Apropos, vil med forestillingen tematisere unges stress. Intentionen er fin, men det lykkes desværre bare ikke som gennemført godt teater.

Forstyrrende parykker

Allerede i stykkets begyndelse er der mislyde i såvel teksten, spillestilen, kostumeringen og skuespillet.

Nadja Nabil Korsbæk har skabt et rum, som kan være mange steder. Et rum, som signalerer fiktion i kraft af det hele vejen igennem gennemførte ens farvevalg (bordeaux-rødlige og petroleumsblå nuancer) og via det stationære interiør (en mikrofon på et stativ, en barstol på et lille podium og en buet tunnel i baggrunden).

Inde i tunnelen (eller bag den) kan Matias Hedegård behændigt skifte kostume og parykker – alt efter hvilken rolle han spiller – og han spiller både hun og hankøn, hvilket heller ikke fungerer særligt godt.

Anvendelsen af parykker i forskellige orange og røde farver vækker opmærksomhed. På sin vis passer det kunstige look til den valgte hurtige, demonstrative og 'ung med de unge'-smarte spillestil, som flittigt anvender fx teaterrøg og stemnings op- og underbyggende musikindslag. Men parykanvendelsen har også noget ufrivilligt komisk over sig. Det tydeligvis påsatte hår har en alvorsafledende effekt. Det tager noget af brodden af det, som er på spil for Karoline.

Det samme gør sig gældende når Hedegård spiller pige. Når han spiller dreng eller voksen, går det bedre, omend der er noget stift eller forstyrrende påtaget over hans skuespil.

Utroværdige dialoger

Allerede fra begyndelsen halter replikkerne i Henrik Szklanys tekst tillige. Dramaturgisk er Szklanys tekst meget poleret. Det er en rammefortælling, hvor vi indledningsvis bliver præsenteret for en situation, som vi kommer tilbage til i finalen, hvor der lægges noget til.

Stykket åbnes med, at sang-fyren defilerer forbi og synger venne-teksten, samtidig med at Karoline sidder på en barstol og kramper sig mere og mere sammen. De to personer mødes så mod slutningen.

I den mellemliggende tid har Karoline løbet spidsrod mellem alle de personer, hun har villet tilfredsstille. Men der er noget både konstrueret og underligt unaturligt over de samtaler personerne fører med hinanden. Det gør situationerne tydelige, men også tit utroværdige.

Undertiden har teksten sketch-præg. Til andre tider er den hverdagsagtig og flad. Og mod slutningen, når problemerne for alvor tynger Karoline ned, indføjes replikker af dybsindighed og symbolsk karakter. Karoline taler fx om, hvordan hun synker ned i en boble, som klæber sig til hende, og om hvordan hun føler, at hele verdens tyngdekraft presser hende nedad.

Denne vekslen mellem hverdagsagtige ordvekslinger tilsat stænk af noget ikke-hverdagsligt, noget karikaturlignende og noget billedligt og abstrakt er givetvis et helt bevidst valg fra Henrik Szklanys side. Det understreger handlingen. Vi lades ikke i tvivl. Men det hindrer os samtidig i at komme på berørende og troværdigt tæt hold af stykkets personer.

Og fraværet af nærvær forstærkes af den distancerende iscenesættelses-facon, som Leiv Arne Kjøllmoen har valgt – og af det visuelle set up. Især alle de roller, som Hedegård spiller. Men også Karoline, som bliver spillet af Sara Line Møller Olsen med ekspressivitet i kroppen og energi i stemmen.

Vigtig og sympatisk

Projektet med 'Det går ned' er vigtigt og sympatisk. Som sceneoptræden er der blevet truffet nogle klare valg, som hver for sig kan være udmærkede – fx det enkle rum og den komiske og karikerede spillestil. Men til sammen formår de ikke på berørende og tankemæssig spændende vis at forløse det valgte fokus på unge og stress.

Forestillingen er et eksempel på, at der ikke nødvendigvis kommer interessant dramatik ud af at udvikle det i samarbejde med unge og forskere. Som publikum sidder man og savner nuancer, facetter, anelser og mulighed for fordybelse.

Og nok er der mod slutningen stukket en gnist af håb ind i og med, at Karoline oplever at sang-fyrens virkelighed slet ikke er så venne-lykkelig, som han synger. Hun er altså ikke den eneste, som har den slags problemer.

Men den nuancering er ikke nok til at løfte stykket op til gribende teater.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.