11. maj 2019

Ungdomsteaterprojekt skal eksporteres til Mellemøsten

Det Aarhus-baserede Opgang2 Turneteater har mange års erfaring med projekt 'Andre Horisonter' – der har til formål at skabe fællesskab gennem kultur og teater – og nu vil man undersøge, om det debatskabende ungdomsteaterprojekt kan eksporteres til Mellemøsten.

Derfor er skuespiller Chadi Abdul-Karim, projektleder Lise Ørskov og dramapædagog Lotte Wagner netop draget til Palæstina for, i samarbejde med Det Danske Hus i Palæstina (DHIP), at under- og afsøge om 'Andre Horisonter' kan eksporteres til Mellemøsten.

De tre OPGANG2'ere skal i den kommende uge mødes med undervisere, teaterfolk og publikummer i Palæstina og finde ud af, om det er muligt at overføre erfaringer og tanker fra et dansk ungdomsteaterprojekt, så det giver mening i steder som Ramallah eller Jerusalem.

Samtidig bygger turen videre på de erfaringer som Chadi Abdul-Karim høstede, da han i 2018 var på turné i Palæstina med den arabiske version af Reumertvinderen '4 EVER' (se note).

Opgang2 Turneteater beskriver selv målet med 'Andre Horisonter' som at 'understøtte bygningen af konstruktive fællesskaber, gennem kunsten', men også bredere og mere vidtrækkende med 'ønsket at klæde både de unge og deres voksne godt på, så de tanker og følelser, som kunst og teater sætter i gang kan vokse, bruges kreativt og åbne øjnene for egne og andres livsdilemmaer. Sammen'.

Opgang2 Turneteater har gennem mange år markeret sig i Danmark med debatskabende brugsteater med fokus på etnisk og kulturel diversitet.

Læs mere om projekt 'Andre Horisonter' på www.opgang2.dk/andrehorisonter

Se også artiklen om Opgang2 og turneteatret: 'Et livsværk med udsyn'.

(Billedet: Snapshot fra Chadi Abdul-Karims tur til Palæstina med den arabiske version af Reumertvinderen '4 EVER'. Foto: Opgang2 Turneteater)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne