DEBAT
19-09-2020
03-09-2020
22-06-2020
26-05-2020
01-04-2020
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020

Opgang2 Turneteater: INGEN

Musiker Jacob Venndt og skuespiller Stinne Henriksen er de eneste på scenen i 'INGEN', der gennemspiller en lang række situationer fra nutidens ungdomsliv. Foto: Ditte Chemnitz

Ungdomsidentitet ved stoppestedet

03-10-2020
Med afsæt i en forladt taske og via en gammel dame med svagt hjerte gennemspiller en skuespiller og en musiker eksempler på, hvor vigtigt det er at lytte til og se unge, så de får mulighed for at føle sig som 'NOGEN' frem for 'INGEN'.
FAKTA
Opgang2 Turneteater: INGEN -

Manuskript og instruktion: Pia Marcussen. Musik: Jacob Venndt. Scenografi: Ingeline Lautrup Holsteen Jessen og Gitte Bøg Hansen. Dramaturg: Lise Ørskov. Medvirkende: Stinne Henriksen og Jacob Venndt. Aldersgruppe: fra 14 år (7. klasse). Varighed: ca. 45 minutter. Turneforestilling (efteråret 2020 og foråret 2021). Set i Musikhuset Aarhus 30. september 2020. www.opgang2.dk

'Hold nu kæft!, – det er fucking dårlig stil det der!'

Replikken kommer fra en teenager bag mig, som tysser på en kammerat, der snakker. Men ordene kunne lige så godt høre til på scenen. Sproget i 'INGEN' er – for det meste, men også med essentielle undtagelser – som taget ud af munden på nutidens unge. 

Pia Marcussen ved hvordan de taler. Det er en af hendes fine varemærker som dramatiker. Hun har tillige føling med, hvad der optager dem, og hvor livets knaster er for dem. Indbyrdes på samme alderstin. Og i relation til de voksne, – i særdeleshed deres forældre.

'INGEN' kredser om udfordringerne ved at være ung i dag. Og vi ser – ikke overraskende – det hele fra de unges synsvinkel. Gennem dem selv og via en gammel kvinde. Stinne Henriksen, som er eneste medvirkende skuespiller, åbner spillet med at stavre krumbøjet ind på scenen med en rollator som en gamling, der viser sig at være aktivist og ungdomssympatisør. 

I dag skal hun med bussen for at komme ind at demonstrere for bevarelsen af en musikskole. 'Musik og sang er sjælens klang', råber hun manifest i sin medbragte megafon. Sådan!

INGEN eller NOGEN

Musiker Jacob Venndt, forestillingens anden medvirkende, som sidder i den ene side af scenen ved sit keyboard, løfter – i et for den gamle dame uopmærksomt øjeblik – rollatoren op på det lille lave podium, som med et dertilhørende busstopskilt, er forestillingens stationære scenografi. I baggrunden illuderer en vægstor videoprojektion i sløret optik en mark, som synes at bestå af høstet korn eller visne græsstubbe. Bagerst ses en grålig himmel. 

Signalet i Ingeline Lautrup Holsteen Jessens og Gitte Bøg Hansens minimalistiske scenografi er, at vi er et øde sted. I en slags INGENmandsland. Rent faktisk. Men også i overført (filosofisk) forstand. Fra det øjeblik, hvor den gamle dame opdager en stor sort sportstaske, som er forladt ved busstoppestedet, sætter en visning af forskellige ungdomslivssituationer i gang. Livsfaser, hvor man søger at være NOGEN, men meget let havner med følelsen af at være INGEN. 

Svigt, svie og usynlighed 

Stinne Henriksen spiller samtlige stykkets personer. Udover den gamle dame også forskellige unge, drenge såvel som piger. Fermt fundet på fisker hun det tøj op af sportstasken, som fysisk skal bruges til at markere de forskellige personer. Og som en detalje klæder Venndt sig også diskret ud ved at tage hatte på, som passer til de forskellige scener. 

Vi møder skilsmissebarnet Rose, som på den skitur, hun havde glædet sig til at dele alene med sin far, må trækkes med sin fars nye gimpe af en selvcentreret kæreste, Betina. Her vises for fuld udblæsning en bitch. En voksen, som er blottet for situationsfornemmelse. Noget Rosas far også må lide af, når han inviterer Betina med på skituren – oven i købet uden at Rosa ved det på forhånd. 

Henriksen spiller også med rytme i kroppen den dynejakkeklædte unge, som sejt og sanseligt til en audition fyrer sin selvkomponerede 'det er svært at tro på sig selv, når man hele tiden får at vide, at man ikke kan en skid'-rapsang af. Med ansigtet halvvejs gemt i T-shirtens store hætte agerer hun den unge Youtuber, der i protest mod at være som alle andre lægger 'Jeg har droppet alle mine venner'-videoer ud på de sociale medier, som han forgæves forsøger at få andre til at like. 

Og med en sur sok som handskedukke på hver hånd fører hun publikum ind i hvordan det er som teenagedreng, at leve med en mor, som han skal være den voksne i forhold til. En mor som er godt i gang med at drikke sig ihjel. 

Vakst og vågent skuespil 

Henriksen er hurtig på aftrækkeren. Hun har dynamik og liv i kroppen. Hendes ungdomstyper er genkendelige for de unge. De kan tydeligvis spejle sig i dem. 

Jakob Venndts musik, som blandt andet er på keyboard, mundharpe og guitar, er sej, stemningssikker og ung i tonen. 

Og sangteksterne understøtter, at unge kæmper med ensomhed og eksklusion fra fællesskabet. Og at de længes efter forståelse, accept, synlighed og nærvær fra deres omgivende nære voksne. 

Hvornår er man nogen? 

Den gamle dame er helt på de unges side. Hun tilkendegiver eksplicit sin sympati for dem. Hun har uden forbehold forståelse med det morads og de urimeligheder, de står i. 

Det er et sympatisk træk at knytte to oversete grupper – børn/unge og ældre – sammen. Det sker også i form af de sange, som i et ligefremt og alment lyrisk sprog indrammer fortællingen. 

Indledningsvist får det helt lille barn fokus med strofer som 'Hvornår er man noget? Når man bliver født? Første gang ens navn bliver sagt? Første gang nogen siger, at de elsker en? Og hvem er man hvis man er ingen?' 

Og til slut vendes lyset mod, den som dør: 'Når man dør, hvem er man så? Hvornår holder man op med at være nogen? Når ingen længere kalder på en? Når ens hud bliver kold og øjnene lukker for altid?' 

Og lytter man efter og binder det sammen med alle de ungdomslivsepisoder, som ligger derimellem, så er det at være søgende unge med behov for både integritet og medmenneskelig kærlighed flettet fint ind i begge sange. 

Forstod du noget?

Opgang2 Turnéteater har sans for – uden at løfte pegefingre og med de unge som centrum – at krybe ind i de allervanskeligste kroge af det at være ung i dag. De har vist det i årevis. I forestillinger med stemningsmættet skuespil og skøn musik, der udspringer af de unges eget terræn. 

'INGEN' er ingen undtagelse. Dog synes der – at dømme ud fra alle de kommentarer, jeg hørte fra unge omkring mig undervejs i og på vej ud fra forestillingen (hvor jeg hørte mange spørge hinanden 'Forstod du noget?'), at være lidt besvær blandt nogle af dem med at hitte rundt i, hvad stykket egentligt handler om, og hvad meningen er med alle rolleskiftene. 

Flere synes forvirrede over, at den gamle dame pludselig skiftede over til at være et ungt menneske. Og af deres kommentarer kunne det lyde som om, at de ikke umiddelbart havde så nemt ved at finde ind til den abstraktion, at der ud fra et og samme busstoppested kunne udspille sig så mange forskellige handlinger; en skitur, en audition m.v. 

Man skal aldrig underkende børn og unges evne til at abstrahere. De er som flest utroligt ferme på feltet. Men 'INGEN' rummer lidt knas i dramaturgien. Knas (fx i forbindelse med rolleskiftene og meningen med at lade ungdomsbillederne og ungdomssympatien strømme ud gennem den gamle dame), som jeg godt kan følge de unge i at blive lidt desorienterede over. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - INGEN
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

04-02-2019

31-01-2019

28-01-2019

25-01-2019

23-01-2019

21-01-2019

12-01-2019

07-01-2019

14-12-2018

12-12-2018

10-12-2018

08-12-2018

29-11-2018

26-11-2018

24-11-2018

22-11-2018

20-11-2018

19-11-2018

12-11-2018

07-11-2018

05-11-2018

03-11-2018

29-10-2018

18-10-2018

12-10-2018

11-10-2018

09-10-2018

07-10-2018

05-10-2018

01-10-2018

28-09-2018

26-09-2018

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

Flere anmeldelser