Ungdommen har ikke meget at se frem til

Vi møder de tre hovedpersoner i Team Teatrets ungdomsforestilling ’Jeg er mig’, da de samles til en reunion i deres gamle skoles gymnastiksal eller idrætshal. De viser sig at have været meget nære venner i skoletiden, hvor de delte alt fra vitser til de første kærlige følelser. Men hvad er der sket siden dengang? Er vi stadig dem, vi var?

Det er dramatikeren Rasmus Krone Andersen, der har skrevet forestillingen. Han lader handlingen veksle imellem datid og nutid, hvor de tre venner altså skiftevis mindes og oplever. I instruktør Caroline MacSweeneys iscenesættelse er disse skift i tiderne dog ganske diskrete, hvilket er et drevent greb, der får handlingen til at fremstå mere sammenhængende trods dramaturgiske hop.

Det medfører åbenlyst også en smule forvirring indimellem, når vi som publikum heller ikke helt er med på, hvilken tid vi befinder os i. Så skal vi lige lade de medvirkende sludre, indtil der kommer en replik, som indikerer tidsforholdet. Og grundlæggende synes der at være en regel: Taler de om fremtiden, så er vi i fortiden, og taler de om fortiden, så er vi i nutiden.

At blive til eller være til

Forestillingens tematiske omdrejningspunkt er nemlig tankerne om, hvad de drømmer om, når de bliver voksne, og hvad de som voksne endte med at blive. Dermed bliver ’Jeg er mig’ – som titlen jo også peger os i retning af – en forestilling om at forholde sig til sin egen identitet.

Hvorfor skal det hele handle om, hvad man skal ’blive til’, og ikke om at ’være til’? Det er en central replik i en diskussion, de tre venner har.

Én af dem drømmer om at blive advokat, men til deres reunion finder vi ud af, at hun endte med at blive lærer. Og vi forstår på hende, at det ikke var en ny drøm, der kom senere i livet, men simpelthen dét, det kunne blive til, da advokatdrømmen brast.

På mange måder virker ’Jeg er mig’ altså som en tragedie. Og senere i forestillingen kommer replikken, der varsler gru for forestillingens unge publikums fremtid: ’Hvorfor gør det så ondt at blive voksen?’

Voksenlivet truer

Jeg er personligt ikke sikker på, hvad denne halvdystopiske ungdomsforestilling skal sige det unge publikum. Det er klart, at der er en vis sandhed i, at ikke alle drømme går i opfyldelse, og dét kan der selvfølgelig være en pointe i at fortælle, selvom det virker brutalt.

Men forestillingen er på den anden side heller ikke tragisk eller dramatisk nok til, at det synes at være en pointe med den, at vi skal have revet tæppet væk under os. Til dét formål savner vi en større konflikt eller en modstand i forhold til voksenlivet.

Måske skyldes den manglende dramatik og den småpessimistiske attitude over for voksenlivet, at forestillingen efter sigende er skabt ud fra samtaler og workshops med lokale unge i Herning, hvor Team Teatret har til huse. Hvis vi spørger de unge, der er i deres livs hæsblæsende forår, om deres fremtidsdrømme og forventninger, og vi så indrammer det med en voksens smertelige realisme, så ender vi cirka i den stemning, som ’Jeg er mig’ efterlader os med.

Endelig må jeg indrømme, at jeg har svært ved at tro på den ungdom, der skildres her. De fjolle-snakker, leger ’hvad vil du helst’ og danser deres egen koreografi til en sang på anlægget. Findes den slags unge overhovedet i virkeligheden? Det virker lidt for meget som en voksens forestilling om at være barn eller ung.

Charme og ægthed

Men der er ellers gode tekniske takter i forestillingen. Iscenesættelsen, som jeg allerede har nævnt, er ferm og rutineret. Der er dynamik, fysik og humor hos de tre skuespillere, Line Vejgaard Kjær, Marie Vestergård Jacobsen og Stig Reggelsen Skjold, som skildrer hver sin karakter med charme og ægthed.

Scenografien af Rebecca Bentzen, der illustrerer en papirstynd basketballbane, er måske ikke specielt køn, men pirrer vores nysgerrighed og udfordrer samtidigt skuespillernes fysiske udfoldelser. Den bliver et interessant benspænd for de medvirkende.

Men forestillingen er desværre ikke interessant nok til at fænge os. Dramatisk er den for mager, og tematisk er den for tung. Det gør den underligt utilnærmelig for publikum, og derfor bliver den kun et skuespil, som vi kigger på, i stedet for at være en fortælling, som vi forener os med.