Af: Anne Middelboe Christensen

6. september 2021

Ung Gnu med pandebånd og skønne styrkeprøver i omklædningsrummet

Don Gnu har sikret sin egen fremtid ved at lade de unge kropskunstnere Kasper Buus og Mads Emil Duelund være frygtløse medskabere af ’Limbo’ – en medrivende og sej danseforestilling om at kæmpe for at blive voksen.

To unge fyre møder hinanden i et omklædningsrum. De gider tydeligvis ikke hinandens selskab. Men bruserne er optaget, og så må de fordrive ventetiden ved bænkene med at provokere hinanden – og udfordre hinanden.

Det er det enkle, men effektive udgangspunkt for den medrivende og muntre danseforestilling ’Limbo’ af Don Gnu. Eller rettere sagt skabt af ’Ung Gnu’, som de gamle gnuer, Jannik Elkær og Kristoffer L.A. Pedersen, kalder kompagniets nye ungdomsafdeling. 

Gnuerne erkender, at de som dansere og fysiske performere ikke kan holde evigt, så nu har de inviteret to frygtløse unge med ind i gnuernes kreds af mænd med hang til overdrevent fysisk udtryk og danseglæde – og en legendarisk trang til hjemmestrikkede sokker i sandaler. (Ung Gnu er dog nådigt nok sluppet for sandalerne…)

Lige til grænsen

De to nyuddannede fyre oser af godt humør. Kasper Buus er uddannet danser og koreograf fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2020, og Mads Emil Duelund er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2020. Hvor Kasper Buus kommer med buldrende muskler og senet udholdenhed, så kommer Mads Emil Duelund med musikalitet i kroppen og masser af historier i øjnene under sit lange hår. 

Dagen før premieren på Aprilfestival i Holbæk – der endte med at være en coronaudskudt premiere lige som så mange andre – havde Mads Emil Duelund dog uheldigt nok fået en skade, hvor han havde brækket nogle knogler i sin ene fod. Men det lod ham ikke bremse. Med gummisko på den raske fod og en skinnestøvle om den syge lykkedes det ham at gennemføre forestillingen – ikke kejtet, men i totalt kontrollerede spring og rul lige til grænsen. Respekt!

Arrigt pandebånd

Handlingen i ’Limbo’ er lille, men sikker og velkomponeret. Inde i omklædningsrummet begynder de to mænd at småtjatte til hinanden. De kaster tilfældigt rundt med en bold, mens lyden af snak inde fra det optagede baderum pirrer deres utålmodighed yderligere. 

For at afklare ventetiden trækker de lod om, hvem der skal bade først, trækker de lod med sten-saks-papir-tegn. Grotesk nok vælger de hele tiden det samme tegn. To sten. To sakse. To papir… Og så eksploderer deres hidsighed ellers i et fysisk møde, der begynder som slåskamp og udvikler sig til både stunt og dans. De kaster sig op mod hinanden som vilde dyr, men de udforsker også tyngdekræften, når de springer mod hinanden og ændrer kurs i sidste øjeblik, inden de ruller og rammer gulvet. Sjovt, men også hele tiden på kanten mellem alvor og leg.

Magten bølger mellem dem. Mads Emil Duelund sætter sit hvide pandebånd på plads med en arrig bevægelse, mens skinnestøvlebenet løfter sig i endnu et vovet stunt, hvor det raske ben tager over i sidste sekund. Så overtager Kasper Buus føringen. Og så videre. 

Den ene driller den anden og snupper hans håndklæde i verdens ældste ’du-må-ikke-få-det-tilbage’-leg med den lige så gamle ’du-kan-ikke-nå-det’-humor. Og den genkendelige tirreleg bliver sjov, fordi de begge to bliver så indædte undervejs. 

På et tidspunkt bliver de dog også trætte af at slås. Så holder de pauser, hvor de står hver for sig og beundrer deres egne muskler – og gerne giver overarmsmusklen et anerkendende og selvforelsket kys. Smak!

Drømmen om at være Superman

Fyrenes kamp viser basalt set deres kamp for at blive voksne. Deres forsøg på at hitte ud af, hvem de selv er – og hvem den anden er. Og drømmen om, at ungdommens usikkerhed bare kunne blive overvundet i en fart, så de i stedet kunne afsløre sig selv som fuldvoksne og flyvefærdige supermen af en slags.

De to kropskåde fyre må i hvert fald have set rigeligt med actionfilm, sådan som de stuntagtigt springer hen over bænkene og rundt om hinanden – endda med overskud til at sende hånlige fagter mod hinanden undervejs. De kaster sig mod jorden med dødsforagt og stinkende flot faldteknik, og de har tilsyneladende hele tiden energi nok til et rullefald mere.

Alligevel er det ikke disse dueller, der skaber de stærkeste øjeblikke. De opstår tværtimod, når den ene pludselig spiller ’død’, og hvor den anden omgående bliver nervøs for, om der er noget i vejen. Dér mærker man, at disse to unge mænd i virkeligheden har masser af medfølelse for hinanden – og faktisk også en masse til fælles. Hvis altså de turde blotte sig for hinanden, så de kunne blive venner.

Rituel styrkeprøve

Psykologisk set ligger det interessante netop i de skiftende balancer mellem de to mænd. Man ser deres styrke og selvtillid bølge, når tvivlen punkterer deres nyboostede selvværd. Samtidig bliver forestillingen en rituel fortælling om livets nødvendige styrkeprøver og alt det, man skal gå igennem for at blive accepteret som voksen.

Musikalsk set er forestillingen dog ikke tilsvarende imponerende. Både lyddesignet og scenografiens spartanske lysdesign kunne også trænge til et yderligere løft, så det visuelle kommer til at matche det koreografiske udtryks høje niveau. Det er Jannik Elkær og Kristoffer L.A. Pedersen, der har iscenesat forestillingen – angiveligt ud fra de to performeres eget materiale. De skal altså bare lige sikre forestillingen og dens sidste finish. 

Så burde fremtiden være sikret. For så kan denne veloplagte forestilling snildt turnere i årevis. I hvert fald indtil de unge gnuer er blevet mindst lige så gamle som de gamle Don Gnu’er.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.