3. januar 2017

Underviser i scenekunst søges

Fra årsskiftet har Team Teatret overtaget ansvaret for driften af Herning Scenekunstskole,   der bl.a. udbyder undervisning i drama til børn og unge i Herning Kommune.

Man søger samtidig en koordinator og underviser til den selvejende institution, som blev oprettet i 2012 af René Foshammer, som også har været leder og underviser i hele skolens levetid, men i efteråret blev afsat af bestyrelsen.

René Foshammer kalder selve forløbet for ret så klodset, samtidig med at han er ærgerlig over ikke at kunne følge et spændende projekt til dørs, som han har udviklet sammen med det lokale bibliotek og Swinging Europe. 'InVITAtion Lab' er et projekt, der bl.a. undersøger, hvordan kultur og kulturinstitutioner kan bruges til at fremme demokratisk deltagelse.

Selv går René Foshammer nu i gang med at få sit eget teater, Replikken, på banen igen, men fyringen kom så overraskende, at han ikke når at få en forestilling med til den kommende Aprilfestival.

Men nu er det altså det lokale egnsteater, Team Teatret, der skal stå for at 'realisere Herning Scenekunstskole version 2', som man skriver i jobbeskrivelsen, som kan ses via dette link eller på portalen Proscenium.dk

Der er ansøgningsfrist mandag 9 januar.

Herning Scenekunstskole har til hus på den gamle højskole i Birk. Hjemmesiden er p.t. lukket ned, men man kan se mere om skolen på Facebook.

Se artiklen 'Der skal være en hemmelighed til stede', hvor René Foshammer fortæller om sin undervisning og de unges møde med scenekunst.

(Billedet: Drama på højskolen dækker også udviklingen på Herning Scenekunstskole, hvor Team Teatret nu skal stå for driften. Foto fra Facebook)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne