Underholdende troldecharme

Har I nogensinde set en trold? Spørger fortæller og dukkefører Andersen. Det har tilskuerne selvfølgelig ikke - i hvert fald ikke i virkelighedens verden, men det kommer de til. 

I forestillingen ’Trolde’ møder de en far, mor og børn familie, der alle sammen er trolde. Men de opfører sig  tydeligvis på en måde, der gør, at de fleste børn let kan genkende deres menneskelige adfærd.

Den første, der gør sin entre, er dog ikke et medlem af kernefamilien, men den flamboyante Tante-faster-moster, der kommer hele vejen fra Afrika. Et kontinent, der udtales, som om Meryl Streep i rollen som Karen Blixen pludselig er trådt ind i på scenen. Det affekterede sprog virker sært malplaceret og forvirrende i en forestilling for børn, der ikke kan referere det til noget som helst. Til gengæld er der intet forståelsesproblem med den hårdtpumpede Tante-faster-moster.

Hun besøger hvert år familien i sit gamle fædreland, og tantens ankomst betyder, at nu er det forår og tid for troldene til at vågne op. Det gør de så. Først store stærke troldefar og sønnen Lillebo, der er en kær og kvik og dumdristig troldunge, for i ’Trolde’ er alt ved det gamle og aldeles uden nytænkning med hensyn til kønsroller og karaktertræk. 

Det skulle da lige være, at troldemor med sin umanerligt lange tynde næse ikke ligefrem er nogen skønhedsdukke, selv om hun er udstyret med en mere selvbærende strutbarm end tanten. 

Grannålevælling fra året før

Heldigvis forhindrer stereotyperne ikke Andersen i at gøre mødet med troldefamilien til en munter oplevelse. Han er en dreven dukkefører og god til at skifte stemme og personlighed fra replik til replik i en række korte episoder, der hænger fint sammen uden dog at udgøre nogen rigtig historie med et fængende indhold. 

Desuden bidrager de sjove og søde bredmundede, strithårede  troldedukker med hver deres særlige kendetegn stærkt til underholdningen.    

Efter vinterens lange ophold under jorden er Lillebo vokset og parat til nye udfordrende eventyr. Mod (vores) forventning har vokseværket ikke medført en glubende appetit, Lillebo siger tværtimod nej tak til morgenmad, og det forstår man meget godt. For hvem har lyst til grannålevælling, der oven i købet er en rest fra sidste år. 

Så er det meget sjovere at klatre op i toppen af et træ, møde et kæmpestort egern og tage til søs med far og mor. Det er heller ikke dårligt at træffe troldeonkel Ungkarl, der er arkitekt og træder ud af et skab iført tjekkede solbriller og knaldrødt halstørklæde. 

Det er ikke kun fysiske, men også mentale udfordringer, der møder Lillebo ude i naturen. Da troldefar bliver væk, frygter mor og søn, at han er blevet ædt. Så galt går det selvfølgelig ikke ikke, så alle - også små og store tilskuere - kan ånde lettet op. 

Måske børn over otte år også begynder at se frem til slutningen på trolderierne, for hele forestillingens koncept synes klart at rette sig mod  mod børn, der er yngre end 9-10 år. De kan glæde sig over eller måske endda misunde Lillebo den sidste episode.

Den kække troldunge får nemlig lov til at tage med Tante-faster-moster, som man ellers ikke ser eller hører meget til undervejs i forestillingen, når hun rejser tilbage til Afrika. Så har troldene og kuffertteatret noget nyt at fortælle næste gang. Siger de, og hvis vi tror på trolde, skal det nok passe.