DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017
Illustration: Bob Katzenelson

Under Langsteds Lup

24-11-2017
Af: Jørn Langsted

AT LÆSE OFFICIELLE – eller såmænd bare halvofficielle – dokumenter kan gøre én gevaldig træt i øjnene og gøre éns alias voldsomt tung i hovedet. Lupholderen siger det med en vis tyngde, for både han og hans alias har i embeds medfør tygget sig igennem dynger af den slags stof.

Når det er så tungt, skyldes det, at det er et specielt sprog, der ofte skrives i. Det gentager sig selv til ulidelighed og ender med at blive en messen. Og det udvikler ofte en speciel sprogbrug, der ser selvfølgelig og naturlig ud, men som er opfundet til lejligheden, og som regel ikke betyder noget.

Og således også den rapport om 'De kunstneriske uddannelser. Forslag til en fremtidig organisering', som rektor for Rytmisk Musikkonservatorium, Henrik Sveidahl, har udarbejdet for Kulturministeriet.

 

EN AF GODBIDDERNEE i rapporten – og vi starter, som lupholderen jo elsker, med flueknepperiet – er udtrykket "højt internationalt niveau". Forfatteren kan godt nok ikke blive enig med sig selv, om det er "højt internationalt niveau" eller "det højeste internationale niveau". Men det er i hvert fald dér, de danske kunstneruddannelser skal være i følge rapporten. Og det kan ikke siges for tit, hvad det så også bliver – altså sagt for tit. Men hvad vil det egentlig sige, at være på "højt internationalt niveau" eller "højeste internationale niveau"? Hvem fastlægger det, og hvor finder man det? Ja, det spøjse er, at, hvad "højt internationalt niveau"/"højeste internationale niveau" er, det lader sig ikke sådan sige. Det undlader man da også klogeligt.

Sådan et udtryk bliver stort set tomt for indhold, men det ser da kønt ud, at det er noget vi bør stræbe efter. Hvordan man skal indrette uddannelser ud fra det her mantra – "højt internationalt niveau"/højeste internationale niveau" – ligger hen i tågerne.

Man kunne i øvrigt forestille sig, hvad der ville ske, hvis de danske kunstneriske uddannelser skulle være på "lavt internationalt niveau" eller bare på "internationalt niveau", hvad det så er?

Eller anderledes sagt: Den her slags pølsesnak er en tågebanke af modeudtryk, som ingen rigtig kan forbinde noget konkret med.

Men der er mere interessant modeskvaldren. De danske kunstneruddannelser skal rumme "inkubatorprogrammer", siges det flere gange. Og lupholderen tør slet ikke tænke på, hvad der menes med det. Det kan være det er noget frækt, eller også er det bare noget smitsomt.

Så er det helt anderledes, når det kræves, at kunstneruddannelserne skal rumme "outreach"-aktiviteter. Her må man vel tænke på, at uddannelserne skal lægge mere vægt på udskænkning, altså gøre fredagsbaren mere kunstnerisk?!

 

NÅ, NU ER DET SLET IKKE Indholdet af kunstneruddannelserne, den her rapport handler om. Havde det bare været så vel! Nej, det er organiseringen af kunstneruddannelser, altså hvor mange skal vi have, hvor skal de ligge, og hvem skal få dem til at gå i takt? Det er det, rapporten har som tema. Og den lader, som om det eftertragtelsesværdige "høje internationale niveau"/"højeste internationale niveau" – hvad det så er – nås gennem organisationsændringer.

Det bildte man også universitetsfolkene ind for nogle år siden. Man ændrede organisationen og lagde institutter og fakulteter sammen. Nåede universiteterne så det tilstræbte niveau, og stod de sig bedre i den internationale konkurrence? Ingen ved det. Det, man ved, er, at organisations­ændrin­gerne førte til ansættelse af en hærskare af administratorer på leder- og mellemledernivau til lønninger som distancerede sig gevaldigt fra, hvad universiteternes kerneydelser (undervisning og forskning) blev honoreret med. Slagordet var ellers, at større enheder ville betyde rationaliseringer og besparelser, men nej: Større enheder betød mere administration varetaget af en administrator­klasse, som ikke havde kontakt med, hvad universiteterne egentlig handlede om.

Og sådan lægger den her rapport også op til, at det skal gå med kunstneruddannelserne. For den lægger fundamentalt op til, at de uddannelser, den omhandler, skal slås sammen til én institution.

Og de uddannelser under Kulturministeriet, det drejer sig om, er uddannelserne på:

·      Den Danske Filmskole

·      Den Danske Scenekunstskole

·      Det Jyske Musikkonservatorium

·      Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler

·      Det Kgl. Danske Musikkonservatorium

·      Rytmisk Musikkonservatorium

·      Syddansk Musikkonservatorium

·      Det Fynske Kunstakademi

·      Det Jyske Kunstakademi

·      Forfatterskolen

Det hele tænkes altså at udgøre én institution, geografisk spredt på de nuværende uddannelsessteder, med overordnet rektor, vicerektor, administration og diverse nyoprettede tværgående centre. Kunstakademierne i Odense og Aarhus foreslås sammenlagt med Kunstakademiet i København. Men i øvrigt tænkes det, der fremover bliver afdelinger i den nye stor-institution, at bevare en høj grad af autonomi, med lokal ledelse og administration.

 

JAMEN ER DET IKKE storartet! Det giver da arbejde til nogle flere administratorer og regnearks­eksperter. Hvordan det skulle øge kvaliteten i kunstneruddannelserne, får stå hen i tågerne.

Når det går galt, er det fordi rapporten ikke forholder sig til indholdet i uddannelserne, altså til forskellen mellem kunstarterne, den måde, de indøves og trænes på, den måde, der arbejdes på, og den måde, de virker i samfundet på. Dermed kommer den til at ligge under for en sær mellemproportional-tænkning, der risikerer at kværke faglighederne (se i øvrigt igen på universiteterne).

Hvis man nu endelig ville ændre på strukturen, og den her tanke komme rapporten mærkeligt nok (!) slet ikke ind på, kunne man handle lidt parallelt til etableringen af Den Danske Scenekunstskole. Man kunne slå de tre kunstakademier sammen til én institution, Det Danske Kunstakademi. Tilsvarende med musikkonservatorierne, så man fik Det Danske Musikkonservatorium.

Man ville så få følgende struktur, der var baseret på faglighederne:

·      Den Danske Scenekunstskole

·      Den Danske Kunstakademi

·      Det Danske Musikkonservatorium

·      Den Danske Filmskole

·      Forfatterskolen

Sådan har rapporten ikke valgt at tænke. Den tænker ikke fagligt, men administratorlogisk. Det er ikke klogt.

Rapporten blev skudt ned, både politisk og institutionsfagligt, kort efter offentliggørelsen. Sagen er bare den, at det nu ser ud til at blive svært at komme videre med de ændringer, der måtte være nødvendige, og som ikke er så drastiske og bogholderlogisk funderede som rapportens forslag.

Set fra en teatervinkel: Endnu et tilfælde af skønne spildte kræfter!

PS. Det kan undre, at en rapport, der lægger stor vægt på det internationale, insisterer på at fastholde, at det, der ude i den store verden hedder "artistic research" og "kunstnerisk forskning" på dansk skal hedde "kunstnerisk udviklingsvirksomhed". Det er da virkelig at placere sig selv i bunden af fjerde division!

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Under Langsteds Lup
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
12345678910111213141516

12-12-2017
 

06-12-2017
 

04-12-2017
 

29-11-2017
 

20-11-2017
 

15-11-2017
 

10-11-2017
 

07-11-2017
 

03-11-2017
 

31-10-2017
 

24-10-2017
 

18-10-2017
 

13-10-2017
 

10-10-2017
 

06-10-2017
 

02-10-2017
 

28-09-2017
 

25-09-2017
 

22-09-2017
 

17-09-2017
 

12-09-2017
 

10-09-2017
 

06-09-2017
 

28-08-2017
 

18-08-2017
 

11-08-2017
 

01-08-2017
 

28-07-2017
 

30-06-2017
 

20-06-2017
 

15-06-2017
 

11-06-2017
 

09-06-2017
 

06-06-2017
 

29-05-2017
 

23-05-2017
 

18-05-2017
 

14-05-2017
 

09-05-2017
 

03-05-2017
 

Flere anmeldelser