DEBAT
10-09-2019
07-09-2019
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
Illustration: Bob Katzenelson

Under Langsteds Lup

16-03-2016
Af: Jørn Langsted

Fristelsen i disse for vort land så svære tider til at sætte luppen på, hvordan regeringspartiet Bonde-Venstre har forvandlet sig selv til Gylle-Venstre, er kolossal. Man kunne parentetisk gå vejen over, hvordan kongeriget om kort tid vil være indhyllet i en fed hørm af forårs-gylle, der vil sive ind alle steder, og så kunne man lave en lille krølle om, hvordan landbruget, det frie erhverv, foretager sit industrielle svineri på massiv offentlig støtte og årligt modtager næsten dobbelt så meget i kontanthjælp (også kaldet landbrugsstøtte) som det samlede kulturministerielle budget på finansloven.

Og man kunne derefter lade sådan en indgangsbøn munde ud i nogle betragtninger af historisk art om, hvordan Bonde-Venstre har forholdt sig til kulturudgifter gennem tiden. For det er jo ikke sådan, at besparelser på kultur, undervisning og forskning er noget nyt for Bonde-Venstre. Først kunne man jo lige bemærke, at i Kulturministeriets 55-årige historie har der før Bertel Haarder kun været én kulturminister fra Bonde-Venstre, nemlig Nathalie Lind, der var minister i et år og tre måneder midt i 1970'erne. Det er der ikke mange, der husker. Af gode grunde.

Betragtninger af historisk art kunne knytte an til, hvordan Bonde-Venstre i mellemkrigstiden indædt bekæmpede, at bestemte forfattere fik statslig støtte, fordi de efter Bonde-Venstres mening var umoralske og usædelige. Fx Agnes Henningsen og Thit Jensen. Der kunne også lægges vægt på Bonde-Venstres almindelige spareiver netop i forhold til det, der gør, at vi har noget mellem ørerne. Man kunne omtale Bonde-Venstres indædte modstand mod udbygningen af velfærdsstaten i 1960'erne, og Anders Foghs minimalstat. Der er såmænd guf nok at tage af. Men nok om det!

Det hiver og slider – kan den opmærksomme læser forstå, og lupholderen har jo kun opmærksomme læsere (tre styk ved sidste optælling, udover redaktøren) – i lupholderens fingre ved tastaturet for af karsken bælg at harcelere over, hvordan det her samfund bliver fastholdt i en tilbageskuende struktur, bondelængslen, drømmen om Morten Korch, tilsat et god grebfuld af nutidens Bæredygtigt Landbrug (også en falsk varebetegnelse – ligesom Venstre, der er til højre).

Uanset hvor meget lupholderen hopper og danser for at skrue sig op i de højere retoriske luftlag for at kunne håne og latterliggøre nedskærings-kulturpolitikken i den siddende regering under den statsminister, der er blevet kaldt en lille svindler, så må vi nok hellere droppe det emne og skrue ned for spotteriet. Thi det furiøse, som ligger i lupholderens fingre, kunne let gå hen og blive for meget og dermed give bagslag som et smak i sylten på ham. Måske kunne det også fremkalde en rynke i panden på den i øvrigt utroligt åbne, liberale og modige redaktør.

Vi retter altså kikkerten og luppen et helt andet sted hen.

Og det her burde måske også handle bare lidt om teater, – hvisker en lidt forsagt læser håbefuldt.

*

Refusionsordningen for kommunale institutioners indkøb af børneteaterforestillinger er altid et godt emne, som kan holde lidt af lupholderens furioso i live. Ordningen er indrettet som en animering til, at kommunale institutioner bruger børneteater, dvs. køber det. I modsætning til de forskellige former for produktionsstøtte til forskellige typer af teater i scenekunstloven er det her en støtte til afsætningen. Og på den måde er det en slags parallel til formidlingsordningen, tidligere kendt som abonnementsordningen. Og så er refusionsordningen for børneteater det eneste sted i scenekunstloven, hvor der stadigvæk gives 50 % refusion, dvs. hvor statens udgifter ikke er totalt styrbare.

Det kan man så juble over: At der stadigvæk er en lomme tilbage fra de glade dage i 1970'erne, hvor teaterloven (ja, det hed den) gradvis blev opbygget efter princippet om, at staten refunderer 50 % af kommuners og amters (ja, de var der) udgifter til teater, både produktion og afsætning.

Men helt overordnet kan man da også fundere over, om det er fornuftigt i en kunststøttelov at indrette en del af støttesystemet på afsætning, på indgreb i markedet. Skulle staten ikke koncentrere sig om at støtte, at der blev produceret teater? Teaterproducenterne ville vel være interesseret i, at forestillingerne også blev solgt og ville indrette deres priser efter det?

Det har desuden været nødvendigt at sikre sig, at ikke alt, der kalder sig teater, kan få del i ordningen. Der er kommet et kontrolorgan, refusionsudvalget, til, som skal tage stilling til om teatre, der ikke får produktionsstøtte, kan være med i refusionsordningen og dermed sælge forestillinger til konkurrencedygtige priser.

Lupholderen må indrømme, at han ikke er tilhænger af den slags kontrolorganer. Ligesom han heller ikke er tilhænger af det bureaukrati og papirnusseri, som en sådan ordning medfører.

Nu viser det sig så, at ordningen stille og roligt måske er ved at blive afskaffet gennem statens kulturaftaler med kommunerne, et fænomen, som lupholderen også nærmest er imod, fordi de sætter en fælles kulturpolitik ud af kraft på udvalgte områder. Et af områderne er refusionsordningen. En af fiduserne for kommunerne ved kulturaftaler er, at de får en pose penge fra staten, svarende til, hvad staten i forvejen skulle yde. Men – og det er det vigtige – kommunerne får mulighed for at omprioritere de her penge, selvom de egentlig er udløst af nogle specifikke lovbestemmelser. Man kan altså bruge børneteaterrefusionspenge til alt muligt andet skæg og ballade.

Den højtagtede redaktør af denne elektroniske publikation kunne for en måneds tid siden (i artiklen 'Hvad har de gang i i Odense?') berette om, hvordan Odense Kommune var i gang med at flytte nogle af de her refusionspenge væk fra de turnerende børneteatre, som de egentlig i loven var tiltænkt, og over til Odense Teater. Det er der ikke noget ulovligt i, fordi lovgivningen om kommunale kulturaftaler lægger sig hen over de konkrete kulturlove og på udvalgte punkter kan sætte dem ud af kraft.

Det her er ikke godt. Det er faktisk noget skidt. Særlig hvis flere kommuner med kulturaftaler begynder på den trafik. Men det viser kun, at når kulturpolitikken forlader det specifikke, så mister Folketinget indflydelse på, hvad der kommer ud af den. Og så kan man godt – efter lupholderens ringe mening – stoppe al snak om kommunal selvbestemmelsesret, og at der skal være forskel på kommunernes kulturpolitik. Selvfølgelig skal der det, men det bør ikke være for vores fælles penge, statsbudgettet.

Træk de penge, der ligger i refusionsordningen ud af de kommunale kulturaftaler og lav dem om til produktionsstøtte! Sådan må budskabet være. – Det er ikke nyt, men det er rigtigt.

*

Så kan vi selvfølgelig vende tilbage til Bonde-Venstre og dets formand og andre ministre:

Går den, så går den! 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Under Langsteds Lup
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

30-11-2018
 

25-11-2018
 

21-11-2018
 

17-11-2018
 

13-11-2018
 

09-11-2018
 

Flere anmeldelser