DEBAT
25-11-2019
22-11-2019
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
Illustration: Bob Katzenelson

Under Langsteds Lup

09-03-2015
Af: Jørn Langsted

Lupholderen har fået ny lup. I julegave forærede hans svoger og svigerinde ham en splintrende ny – med etui og indlagt lys (altså ikke lys i etuiet men i luppen!). Så nu vil der ikke være den mindste smule, der går hans onde øje forbi. En lup med indbygget kritisk lys: Hvad kan man ønske sig mere? Nu må vi så afprøve, om det hele bliver værre eller bedre.

*

Hvordan kan det være, at folk skal have billettilskud for at gå i teatret, men ikke for at gå på museum, til koncert eller i biografen? Eller for den sags skyld for at købe en bog? Og hvordan kan det være, at kommunerne skal have refunderet halvdelen af udgifterne, når deres institutioner køber en børneteaterforestilling, men ikke hvis de køber en klovneforestilling eller en koncert eller en oplæsning?

Det er sådan nogen spørgsmål, man ikke må stille i det gode teaterselskab. At prisstrukturen for salg af teateroplevelser skal bruge statslig indblanding og ikke kan regulere sig selv, som prisstrukturen på salg af bøger, film- og koncertoplevelser gør, er svært at forklare.

Og så er det da rigtigt, at man fx til symfoniorkestrenes koncerter kan tegne abonnement og dermed få billetten lidt billigere. Men det skyldes ikke en offentlig billettilskudsordning, men orkestrets egen salgspolitik, finansieret af orkestrets eget budget.

Der er kun ét sted, man kan få forklaret, hvorfor teatret i Danmark udover produktionsstøtte også drives med afsætningsstøtte. Og det er i historien.

Det hele startede engang i begyndelsen af 1970'erne, hvor nogle store teatre i København, der dengang ikke fik produktionsstøtte, kom i økonomiske vanskeligheder. Hjemkommunerne lavede sammen med Kulturministeriet en abonnementsordning med offentlig støtte for at lokke publikum i teatret. Denne ordning blev med teaterloven i 1973 gjort landsdækkende. Tre år senere blev der indført en refusionsordning for kommuners udgifter til børneteater og opsøgende teater.

Og hermed har Danmark som noget helt særegent – i forhold til anden kunstnerisk og kulturel virksomhed og i international sammenhæng – indført en støtte til afsætning af teater. Og det var fordi, man ikke var parat til at øge produktionsstøtten, altså den offentlige støtte ind ad fordøren, på de pågældende tidspunkter. Teatret skal ikke alene gå med krykker, men også med rollator!

Systemet har ført til mange underligheder, fx at der er nedsat organer, der skal tage stilling til om teater er teater, og om det derfor kan deltage i billetkøbsordning og/eller refusionsordning, og at disse organer også kan være uenige, så en given forestilling godt kan det ene, men ikke det andet. Ideen er bl.a. at holde klovne- og artistforestillinger ude af den her form for støtte, uanset hvor professionelle de er. Meget mærkeligt: Vi skal have et renere teater-teater!

Andre mærkværdigheder er, at modtagerne af billetstøtteordningerne (fx Danmarks Teaterforeninger) er parat til at gå på strandhugst hos de andre modtagere (dvs. faste teatre) for at erobre en større andel af de midler, der er til rådighed. Det var, hvad formanden gjorde i en artikel på Altinget.dk for nogle måneder siden.

Det var først Lars Seeberg-udvalget, der i rapporten  'Scenekunst i Danmark. Veje til udvikling'  i 2010 satte et egentligt spørgsmålstegn ved den offentlige billetstøtte, og foreslog den afskaffet og de sparede penge brugt til drifts- og projektstøtte. Det kom som bekendt ikke til at ske.

Men: En ordning, der støtter kvantitet og ikke kvalitet, er ikke den måde, vi plejer at drive kunstpolitik på i det her land.

Efter lupholderens ringe mening vil det være det eneste fornuftige at afskaffe i hvert fald billetstøtteordningen og bruge pengene til teaterproduktion. Producenterne må så selv etablere en prisstruktur med rabatter og abonnementer og, hvad man ellers kan finde på, der får publikum til at komme. Og hvis man vil gøre det til en bevillingsforudsætning for teatrene, at de etablerer ungdomsrabat eller andre billiggørelses foranstaltninger, så kan det jo skrives ind i fire-års aftaler/kontrakter med teatrene som bevillingsforudsætning.

Og teaterforeningerne kan selvfølgelig lave alle de abonnementsserier, de vil, uden offentlig finansiering. At have faste kunder, der binder sig på forhånd, har ikke noget med billetstøtte at gøre.

Det kan kun gå for langsomt med at få omdirigeret de knap 75 mio. statslige kr., der anvendes i billetstøtteordningen til produktionsformål. Det her er ikke publikums penge, men det er teatrets.

Og hvis lupholderen havde været leder af et symfoniorkester eller et kunstmuseum, ville han igen og igen slå på, at billetstøtteordningen skulle udstrækkes til at gælde for orkestre og museer. Han ville altså gå på strandhugst i de løsthængende teaterpenge. For der er absolut intet, der taler for, at teater skal have en særlig statsfinansieret ordning for at lokke publikum til. Hvorfor er teater vigtigere end musik og billedkunst? Hvorfor skal billetstøtteordningen ikke laves om til et generelt kultur-klippekort, ville lupholderen som orkester- eller museumschef argumentere.

Udover de 75 mio.kr. anvender staten ca. 25 mio.kr. på refusionsordningen for køb af børneteaterforestillinger. Måske bør denne ordning bevares, men i givet fald bør den udvides, så den omfatter andre optrædende formål end det snævert teater- og dansemæssige. Klovne- og artistforestillinger på professionelt niveau burde også kunne være omfattet. Og lupholderen ved udmærket, at bestræbelserne de sidste mange år har gået på at skrælle af og begrænse teaterbegrebet i forbindelse med refusionsordningen. Den bestræbelse er udtryk for stagnation og indsnævring, ikke udvikling. Derfor bør den laves om.

*

Og som blid udgangsbøn efter disse håndkantslag: Så er dagbladet Politiken gået i gang med at omdanne sin kronik til en reklamesøjle for diverse teatre og for teatres fixe ideer.

I en ny kronikserie om 'Folkelighed i dansk teater' har man følgelig indbudt Folketeatrets leder, Kasper Wilton, til at reflektere over temaet. Og det gør han – dog ikke så meget, så man bliver klogere på det. Det bliver mere til en fremlæggelse af, hvad fusionen Folketeatret/Det Danske Teater gør af godt for menneskene og teatret, i hovedstad og provins. Og hvorfor landets store turnéteater ikke kan ligge uden for voldene, men skal ligge tæt ved alt det andet?

Wiltons kronik er i og for sig sympatisk nok, men når han hen mod slutningen giver sig til at fortælle om Folketeatrets aktuelle ombygning af facaden og publikumsområderne, så bliver det klart, at kronikken er ren tekstreklame for det fusionerede Folketeater og for den siddende teaterchef, der – får vi at vide – har formået at vende et underskud på to mio.kr. til et overskud på otte mio.kr.

Men endnu mere spøjs, skæv og underholdende er en kronik  med titlen 'Hamlet kan blive det nye danske superbrand' af lederen af HamletScenen på Kronborg, Lars Romann Engel, som har forset og forlæst sig på Shakespeares dødsår i 1616, Hamlet og al den megen snak om oplevelsesøkonomi og branding.

I sin reklameartikel om HamletScenens ideer og aktiviteter plæderer han for, at Danmark fra næste år skal omdannes til Hamlet-cirkus, altså med formuleringer som, at Danmark i 2016 'skal positionere sig internationalt med Hamlet-figuren som moderne dannelsesikon' og 'dermed udvinde og kapitalisere det potentiale som Hamlet-figuren rummer'. Vi skal i hele kongeriget 'skabe events og oplevelsesprodukter, som brander Danmark som Hamlets eget land og danskerne som Hamlets efterkommere'.

Rent bortset fra, at den iværksætter-Hamlet, som Engel konstruerer sig for at være synkron med tidsånden, ikke har meget med Shakespeares tvivlende og vankelmodige figur at gøre, så er det jo ganske fascinerende, at et teatermenneske her lufter ideer om at gøre et helt land til en aflægger af det egnsteater, han er sat til at bestyre. Det er vist aldrig set før.

Under læsningen – må det indrømmes – kommer man voldsomt i tvivl om, hvorvidt det her er tænkt som en parodi på tidens sammenblanding af kunst- og managementsprog. Men det er det nok alligevel ikke.

Men lupholderen er nødt til at indrømme, at han måtte pudse sin nye lup efter læsning af Engels kronik, sådan havde tårerne sprøjtet, da han lå flad af grin over dette miskmask af management-tænkning og teatral feberfantasi: Danmark som en engelsk fiktionsfigur, som Hamlet! En Engel går gennem landet!

Men hov: Var der ikke noget om, at da de alle ligger døde hos Shakespeare, så drager den handlekraftige norske prins Fortinbras sejrrigt gennem riget og gør krav på magten? Her er vist en iværksætter, der vil noget, en handlingens mand, en erobrer, et brand.

PS. Lupholderen kan ydermere rapportere, at han også måtte skifte batteri på sin lyse-lup. Så meget havde grine-gråden flydt.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Under Langsteds Lup
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

12-12-2019
 

06-12-2019
 

21-11-2019
 

14-11-2019
 

06-11-2019
 

30-10-2019
 

21-10-2019
 

09-10-2019
 

23-09-2019
 

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

Flere anmeldelser