DEBAT
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
Illustration: Bob Katzenelson

Under Langsteds Lup

02-01-2015
Af: Jørn Langsted

Armslængdeprincippet er i den seneste tids kulturpolitiske debatter i dagspressen og i Folketinget gået hen og blevet et begreb, man kan slå hinanden i hovedet med. Nogen synes, at de har mere armslængde end andre. Og det skal disse andre så nok få at vide. Armslængde har ellers været sådan et godt plusord, som ingen kunne blive uenige om. Vi har armslængde, vi skal have mere armslængde, og vi skal stå vagt om den – har tanken nærmest været.

Nu er det tilfældigvis sådan, at lupholderen har et alias, der er ekspert i armslængdeprincippet og har skrevet om det hist og pist. Nogen – fx lupholderen – vil hævde at han (aliaset) er landets fremmeste ekspert ud i denne materie. Men det skal man nok ikke sige for højt. Det kunne let komme til at lugte af selvros, og eksperter bør i det hele taget forholde sig ydmygt, lærte vi, mens Fogh Rasmussen var statholder.

Anledningen til, at armslængden er blevet brugt som våben, som en slags krabask – eller måske snarere en håndtaske – er sagen om Danmarks Radios ledelses ukunstneriske fyring af RadioUnderholdningsOrkestret,  der pludselig bragte kulturpolitikken langt op på dagsordenen og altså også satte nyt fut i, hvad og hvor og af hvem armslængden skal bruges og defineres.

Og lupholderen kan kun beklage og undskylde, at han nu – for en gangs skyld (tihi!) – bliver lidt belærende.

Hvis man ser ud over det kulturpolitiske landskab, kan man få øje på i hvert fald tre vidt forskellige måder at drive praktisk kulturpolitik på: På den ene måde kører ting nærmest pr. automatik og efter objektive kriterier, på den anden driver man kulturpolitik ved hjælp af kontrakter, og på den tredje anvender man armslængdeprincippet.

Kulturpolitik pr. automatik med objektive kriterier har vi eksempler på i biblioteksafgiften og i diverse ophavsretssystemer. Der er fra politisk hold (biblioteksafgift) eller ved aftale (ophavsretsordningerne) fastsat nogle retningslinjer for, hvordan midlerne skal fordeles, og så kan man i og for sig lade den konkrete tildeling foretage af et tælleapparat og et regneark.

Kulturpolitik ved hjælp af kontrakter, som normalt er 4-års, kender vi fra medierne og alle de store kulturinstitutioner. Her findes dels regler i en lovgivning, dels indgås der politisk aftale om det enkelte kulturområde (specielt når det drejer sig om medierne), og dels oprettes der en kontrakt mellem kulturministeriet og institutionen. I kontrakten udmøntes den politiske aftale i konkrete krav, som kan være af større eller mindre detaljeringsgrad. Det er her, de politiske partier og interessegrupperinger har mulighed for at få tilgodeset deres mere eller mindre rimelige eller kuriøse krav.

Kontraktstyrede institutioner vil oftest være forsynet med en bestyrelse, som er politisk udnævnt. Det er bestyrelsen og den daglige ledelse, der har selvstyre til – inden for rammerne af lovgivning, økonomi og kontrakt – at udforme repertoire, udstillingspolitik, programpolitik, at ansætte og fyre, at træffe beslutning om den kunstneriske og kulturelle linje etc.

Selvstyre er altså her et vigtigt begreb. Og det betyder, at det er det politiske niveau, der opstiller rammerne og kravene – nogen gange ret så detaljerede – men udfyldningen af rammerne holder politikerne nallerne fra.

Karakteristisk for kontraktstyrede institutioner er endvidere, at ledelsen kan blive siddende i årevis, selvom den formelt er åremålsansat.

Armslængdeprincippet er noget helt andet end kulturpolitik efter objektive kriterier og end kulturpolitik pr. kontrakt. Armslængdeprincippet i dansk kulturpolitik har i dag hovedsagelig hjemme i den nye Statens Kunstfond: Politikerne beslutter gennem lovgivning, hvad kunststøtten skal gå til, og hvor mange gysser der stilles til rådighed. Et sammensurium af interesseorganisationer og kulturminister udpeger sagkyndige råd og nævn, der træffer beslutning, som ikke kan appelleres, om den konkrete tildeling af midler til kunstnere og kunstinstitutioner. De sagkyndige sidder for en tidsbegrænset periode og kan ikke forlænges.

Her træffes beslutningerne altså på arms længde af det politiske system ud fra kunstfaglige og kvalitetsbetingede kriterier. Og baggrunden for princippet, som egentlig er noget så smukt som det politiske systems magtafkald, er, at kunsten skal være frie og uafhængige ytringer ud i offentligheden, som ikke skal styres partipolitisk.

I efterårets debatter om UnderholdningsOrkestret gjorde visse aktører, særlig ministeren, sit til at rode godt og grundigt rundt i gryden med en sammenkogt ret, bestående af armslængdeprincip og kontraktstyring. Det kommer der ikke nogen velsmagende ret ud af, højst heksebryg, der eksploderer i halsen på én. Ministeren betegnede sig selv som armslængdefundamentalist, og det kunne såmænd være godt nok, hvis hun ville erstatte kontraktstyring med armslængdeprincip, altså udstrække armslængdeprincippets gyldighedsområde. Men det var ikke just det, det handlede om. Det handlede om begrebsmæssigt rod og fiksfakserier, brugt som politisk argument.

Dixi!

Skolemesteren har talt!

*

Og så havde lupholderen egentlig forestillet sig, at vi denne gang, hvor vi venter på, at lyset skal vende tilbage, skulle være lidt blide og stemningsfulde.

På den anden side af hovedrysten og skolemesterbelæring er der da også noget at glæde sig over. Folketinget vedtog i slutningen af 2014 en lov om de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner. Det er den, der slår alle teater- (undskyld: scenekunst-) uddannelserne sammen og indfører bachelor- og kandidatgrader i de kunstneriske uddannelser. Og barnet, alias den nye institution, kommer til at hedde Den Danske Scenekunstskole.

Nå, men det, der gør lupholderen i helt godt humør, er en bemærkning, som Liberal Alliances ordfører Mette Bock, der i øvrigt viste sig helt fornuftig i diskussionen om armslængdeprincippet, startede sin ordførertale med ved lovforslagets første behandling. Hun sagde sådan her: "Jeg kan ikke lade være med at tænke på, når man kigger ud over den her stort set tomme sal, om man selv på en eller anden måde er aktør i et teaterstykke. Men det var en regibemærkning".

Den lader vi vist bare stå et øjeblik – til glæde for de udholdende læserinder og den flabede lupholder.

*

Og så er der en replik mere, som kan varme ens smilehuller her i vintertiden, og som lupholderens fynske forfædre måske ville have kaldt "lejfi". Det er Det Kongelige Teaters nye chef, Morten Hesseldahl, der i Politiken 25.11. skriver, at han skal "sikre, at Det Kongelige Teater ikke ender som et københavnsk egnsteater"!

"ender", "et københavnsk egnsteater": En sådan udtalelse ville aldrig være faldet ud af pc'en i Erik Jacobsens chefperiode, men sandsynligvis nok i oberst Christiansens (som i øvrigt nu huserer i Danmarks Radio og nedlægger dit og dat og herser og regerer og styrer såvel kulturminister som Folketing. Ingen over og ingen ved siden af oberst Christiansen, som kulturministeren netop har genudnævnt for "4 more years", og hans løjtnant Rønn!)

Hertil er så kun at sige: Godt nytår – også til Det Kongelige Københavnske Egnsteater.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Under Langsteds Lup
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

14-11-2019
 

06-11-2019
 

30-10-2019
 

21-10-2019
 

09-10-2019
 

23-09-2019
 

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

Flere anmeldelser