DEBAT
25-11-2019
22-11-2019
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
Illustration: Bob Katzenelson

Under Langsteds Lup

05-08-2014
Af: Jørn Langsted

I dag vil lupholderen riste en rune. En minderune. Over den kollektive ledelse, som stille og roligt er sevet bort. Nogle – ikke lupholderen – ville måske sige: Feset ud i sandet.

Gruppeteatret, hvor det var gruppen, der i fællesskab besluttede, og hvor man udgjorde et ensemble, er ved at blive en ren historisk parentes i dansk teater. I stedet har vi fået en række mindre – ofte meget små – direktørteatre.

Når det er nu, minderunen skal ristes, hænger det sammen med, at markante – og gamle – teatre, som Teatret Møllen og Det Lille Teater nu også er gået bort fra kollektiv ledelse og har fået sig en teaterleder. Hver sin, förstås. Teaterchef eller -direktør kalder man det ikke i denne lave rangklasse.

Tilbage med kollektiv ledelse er vel efterhånden kun Batida.

Og man slipper altså nu for at holde mandagsmøder – eller hvad dag de nu blev holdt – hvor alt stod til diskussion, og hvor alle partout skulle have en mening om stort og småt. Man slipper for bøvlet og får klarere kommando- og ansvarsveje. Og man hænger ikke på et fast ensemble. Teaterlederen kan hyre folk ind til en enkelt rolle, og så er det ud af vagten igen. Det er helt ligesom i den øvrige teaterverden. Alt er gået tilbage til det gamle. Man kan roligt give de sidste 45 års erfaringer en fodnote i dansk teaterhistorie. Det er helt det samme som på universiteterne: fra udstrakt medarbejderdemokrati, indflydelse på eget arbejde og på institutionens retning til hierarkisk-bureaukratisk ledelse.

Det startede ellers som et opgør med det gamle teater i slutningen af 1960'erne. Lupholderen, der dengang var et ungt menneske og ikke anede, at han mange år senere skulle blive lupholder, skrev fx en opflammende kronik i Information i 1968. Den var en del af den sommers teaterdebat, hvor der blev gjort op med det hele. Det, lupholderen – der, som I husker, kære læsere, endnu ikke var lupholder – gjorde op med, var det institutionelle teater: hierarki, teatrets selvtilstrækkelighed og selvhøjtidelighed, dets markedsgørelse. Det var nogle af stik- og fyordene. Og den fik ikke for lidt!

Hør bare: "I samme omfang som det institutionelle teater indadtil etablerer hierarkiet, i samme omfang låser det sig udadtil fast i en konservativ selvtilstrækkelighed, der som væsentligt kendetegn har, at en fortløbende diskussion af teatrets plads i og forhold til det omgivende samfund ikke finder sted".

Man kan selvfølgelig godt i dag gøre sig lystig over den unge, oprørske og idealistiske (endnu ikke) lupholder. Men hans flammetale var jo båret af en ægte bekymring for, hvad teatret dog skulle og kunne i vor tid.

Den kollektive ledelse blev ét af svarene på, hvordan ansvarlighed og involvering kunne styrkes, og hvordan et fælles teater- og samfundssyn kunne udvikles. Og denne form for ledelse bredte sig i de følgende år. Også med bagsiden af medaljen, der bestod af på den ene side skjulte ledere, der ikke var det formelt, men søgte at blive det og måske også var det reelt, og på den anden side af en dødbringende holden-hinanden-i-skak, når konflikterne truede og laveste fællesnævner fremstod som løsningen.

Ind i det hele kastede Ralf Långbacka i 1980 sine otte teser om det kunstneriske teater, teatret som ensemble, godt nok med en leder, men hvor de involverede var samlet om et fælles mål, en fælles idé. Denne mellemform blev aldrig rigtig realiseret.

At evaluere årene med kollektiv ledelse vil lupholderen ikke give sig af med. Men han tror på, at den her ledelsesform har været med til at styrke nærhed og tæthed i teatrenes forestillinger, ikke mindst i børne- og ungdomsteatrenes. Teatrets særegenhed – det direkte, her og nu – er blevet genopdaget på ny. Og de nye skuespillere – hvoraf nogle jo efterhånden er blevet halvgamle, det må indrømmes –, der er blevet opflasket i kollektivt ledede teatre, har nogle erfaringer om fælles mål, om hvad vi skal og vil med teatret og om kunst og publikum. Det er ikke så ringe.

Tidsånden – eller hvad man nu vælger at kalde den – vil noget andet end kollektiv ledelse. Man kan godt vælge at begræde det, og gamle, sure mænd – ingen nævnt, ingen glemt – er måske nok grædekoneagtige af natur og ville måske nok hellere have en mere altmodisch tidsånd, men lupholderen tror, at der på et tidspunkt igen vil komme et teateroprør, og at erfaringerne med den kollektive ledelse vil blive bragt på banen igen. Kort og godt: Lupholderen tror ikke på, at vi her og nu lever i den bedste af alle verdener. Verden kan gøres bedre, frem for alt mere menneskelig at være i. Og her kan teatret yde sit bidrag, både med sine forestillinger og med sin indre måde at være sammen på.

Indtil da:

Sov sødt!

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Under Langsteds Lup
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

06-12-2019
 

21-11-2019
 

14-11-2019
 

06-11-2019
 

30-10-2019
 

21-10-2019
 

09-10-2019
 

23-09-2019
 

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

Flere anmeldelser