DEBAT
25-11-2019
22-11-2019
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
Illustration: Bob Katzenelson

Under Langsteds Lup

19-03-2013
Af: Jørn Langsted

Hårdt presset må lupholderen indrømme, at han er lidt pavestolt og måske også kålhøgen – selvom man skal passe på med det – når han ser på, hvad den seneste klumme førte til. Som kærnelæserne husker (gør de?), handlede sidste klumme bl.a. om de ændringer i scenekunstloven, som den nye lov om Statens Kunstfond medfører.

Det drejer sig om Scenekunstudvalgets opgaver. Hvor scenekunstloven siger, at "en væsentlig del af støtten" skal anvendes til "scenekunstvirksomhed, der henvender sig til børn og unge", så taler forslaget til den ny lov om Statens Kunstfond kun helt generelt om, at Kunstfonden, derunder Scenekunstudvalget, bl.a. skal "tilgodese formidling af kunst over for børn og unge". Og samtidig vil man fjerne den omtalte bestemmelse i scenekunstloven.

Når lupholderen nu er halvt pavestolt, skyldes det, at klummen har ført til, at kulturministeren har meddelt Folketingets Kulturudvalg, at hun vil få embedsmændene til at lave et ændringsforslag til lovforslaget, hvoraf det skal fremgå, at Kunstfonden ikke bare skal tilgodese formidling, men også produktion af kunst til børn og unge.

Se, det er jo rigtig godt, og det imødekommer det ene af lupholderens sure opstød. Derimod vil der ikke komme til at stå noget om "en væsentlig del", men ministeren skriver, at hun forventer "at der fortsat vil være en væsentlig del af støtten til scenekunstvirksomhed, der ydes til scenekunst, der henvender sig til børn og unge."

Det vil altså komme til at fremgå af loven om Statens Kunstfond, at ikke alene Scenekunstudvalget, men alle den kommende fonds udvalg skal tilgodese formidling og produktion af kunst til børn og unge. Den nye lovs harmoniseringer fører altså på denne måde til en forbedring for kunst til børn og unge i alle de andre kunstarter. Måske skal lupholderen alligevel forvandle den halve pavestolthed til en hel – eller måske til halvanden?

Hvad angår formuleringen, der altså bliver fjernet, om "en væsentlig del af støtten", vil lupholderen helt lavmælt sige, at hvis han var kulturminister (Gud forbyde det!), og hvis han mente, at det var utroligt vigtigt, at børn og unge mødte den professionelle kunst, så ville han insistere højlydt på, at bemærkningen om, at en væsentlig del af Scenekunstudvalgets støtte skulle gå til scenekunst, der henvender sig til børn og unge, blev stående i scenekunstloven.

Uanset den generelle bestemmelse, der nu komme i loven om Statens Kunstfond, som må betragtes som en overlov over særlovene om de enkelte kunstarter, så er det da vigtigt at pointere for scenekunsten, at her skal udvalget i sin støtte lægge en særlig vægt på børne- og ungdomsteater.

Det her er ikke en strid om kejserens skæg, men det er en reel opgave for en kulturminister, der vil kunsten for børn og unge det godt. Hvis det ikke sker, vil kommende scenekunstudvalg – selvfølgelig ikke det nuværende – gradvis kunne lade større og større dele af støtten gå til voksenteater.

*

- Nå, siger redaktøren så, når du kan få ændret i lovbestemmelserne om børneteater, kan du så ikke sørge for, at der kommer orden i bestemmelserne om egnsteatre, der jo også udgør en grundstamme i dansk børneteater.

Og som sædvanlig er lupholderen utrolig og påfaldende lydhør over for de inputs (indputter), han får. Så uden at love noget kan vi da forsøge. Man skal bare holde sig for øje og øre, at historien om børneteaterbestemmelserne ovenfor er en undtagelseshistorie. Normalt lytter hverken politikere eller embedsfolk til, hvad lupholderen sidder og fantaserer sig til og får af gode ideer.

Men altså: Ministeriet vil tilsyneladende ikke nedsætte et egnsteaterudvalg trods gentagne opfordringer fra sagens parthavere. Så er der ikke andet at gøre, end at lupholderen nedsætter et én-mandsudvalg, bestående af ham selv. Uenighederne vil dermed kunne holdes inden døre, dvs. i lupholderens hoved.

Egnsteatre har vi haft siden 1980. De er vokset i antal, og der er nu 33. Blandt de statsstøttede teatre står de samlet nu for en fjerdedel af sæsonens forestillinger, for en fjerdedel af sæsonens opførelser, og deres forestillinger ses af en sjettedel af sæsonens publikum til statsstøttede teatre.  Og godt en tredjedel af deres publikum er børn og unge. Det er altså ikke nogen helt bette del af dansk teater og heller ikke af dansk børneteater, vi snakker om her.

Da egnsteatrene startede deres liv i teaterloven, var ideen at sprede produktionen af kunst, at lokalforankre den, og at animere kommunerne til at komme på banen teaterpolitisk. Staten refunderede halvdelen af kommunernes udgifter til egnsteatre. Det betød selvfølgelig, at statens udgifter ikke kunne fastlægges på forhånd. Det var den kommunale aktivitet, der styrede statsudgifterne. Det var der, som årene gik, nogen der fik ondt i bagen over. Der skulle bringes styr på statens udgifter. Animering af kommunerne var ikke så moderne mere.

Så i 1991 blev der indført en variabel refusionsordning: Et fast beløb på finansloven, og den årlige refusionsprocent blev afhængig af forholdet mellem den statslige bevilling og de samlede kommunale udgifter. Det gik ikke godt. Refusionsprocenten raslede ned og blev hvert år reddet af alternative kulturpolitiske flertal, så det ikke blev helt katastrofalt.

Fra 1996 fandt Kulturministeriet og Folketinget så ud af at indføre en skelnen mellem egnsteatre i de fem største bykommuner, kaldet små storbyteatre, som fik deres egen støtteordning med låg på, og egnsteatre i resten af landet, hvor statens refusion af halvdelen af kommunernes udgifter blev genindført. Men det var jo stadig udgifter, man ikke havde styr på.

Så i 2007 genindførte man ved noget, der lignede et teaterpolitisk kup, den variable refusionsordning for egnsteatrene, altså stort set den ordning, som havde vist sin utilstrækkelighed i første halvdel af 1990'erne. Egnsteaterbestemmelserne skulle ikke længere animere kommunerne til at oprette egnsteatre, snarere til at lade være. Og det er dér, hvor vi er nu. Den enkelte kommunes reelle udgifter til sit egnsteater er ustyrbar, fordi den procentvise statsrefusion er afhængig af vækst i egnsteateraktiviteten i andre kommuner. Og refusionsprocenten kender man kun år for år, mens kommunerne er forpligtede til at fastlægge 4-årige bindende budgetter for deres egnsteaterstøtte.

*

- Hør nu, kan lupholderen høre sin utålmodige læserinde sige, kom nu til sagen. Hvad skal der gøres ved det?

Inden vi kommer helt så langt, er der – udover budgetusikkerheden for kommunerne – grund til at gøre opmærksom på yderligere to problemstillinger. Den ene er gammelkendt. Det drejer sig om huslejespekulation, altså at kommuner spekulerer i at få sig et egnsteater, uden at det reelt koster dem noget, fordi der indgår høje huslejeudgifter evt. til kommunale lokaler i refusionsregnskabet. Og den anden er ny, men til gengæld kreativ:

Martin Lyngbo er en kreativ, dynamisk, tænksom og modig teaterleder på Mungo Park i Allerød. Han er et af de teatermennesker, som lupholderen må indrømme, at han har voldsom respekt – grænsende til beundring – for. Men nu har Martin fået en fiks idé på grundlag af den nugældende teaterlov, hvor det blev muligt, at flere kommuner kunne drive et egnsteater sammen, og at maksimumsgrænsen for statsrefusion så blev fordoblet, tredoblet, firdoblet efter hvor mange kommuner, der deltog. Hensigten med det her var selvfølgelig, at nabokommuner kunne gå sammen om et egnsteater. Men Martin, hvis teater er i tilskudsnød i Allerød, har i flg. Politiken fået den idé, at kommuner ud over landet kan deltage i hans påtænkte imperium. De kan få forestillingerne fra Allerød på gæstevisit i nogle uger om året mod at deltage i driften af teatret i Allerød. Få jeres eget egnsteater i Øster Bøvelse kommune i det mørke Jylland, og få det billigt også med statsrefusion. Det ligger godt nok i Allerød! – Det var nok ikke lige det, der var tanken med egnsteater-idéen og lokalforankring og kunstproducerende miljøer i det ganske land, må lupholderen da sige. Man havde ikke forestillet sig, at der skulle oprettes teaterimperier i ly af egnsteaterbestemmelserne. Hvis Martins tanker gik hen og blev til virkelighed, ville han og teatret i Allerød hurtigt kunne lænse statsrefusionsbeløbet for betragtelige summer.

*

- Kom så til sagen, lyder det en anelse barskt fra den trofaste læserinde, som til lupholderens overraskelse stadig hænger på.

Det gør vi så. Kommer til sagen.

Martin Lyngbo-idéen løser vi ved i scenekunstlovens § 15, stk. 7 at ændre "Hvis flere kommuner ..." til "Hvis flere nabokommuner ..." Så blev det hul lukket, og så blev Martins landsdækkende imperiedrømme aflivet. Og tanken bag egnsteatre og deres lokale forankring blev ikke udvandet. Martin Lyngbo vil selvfølgelig stadig kunne få sig et større egnsteater ved at samarbejde med nabokommunerne til Allerød Kommune, men ikke med Øster Bøvelse i det fjerntliggende Jylland.

Huslejefidusen løser vi ved at fjerne § 15, stk. 6 i scenekunstloven. Det er der, hvor det bestemmes, at man i første aftaleperiode godt kan støtte et egnsteater under minimumsbeløbet, dvs. med mindre end 2,8 mio.kr. (2013). Bestemmelsen har haft til hensigt at lette oprettelsen af nye egnsteatre. Den fjernes, fordi den for let animerer til spekulation i den statslige refusion.

Tilbage er så det statslige engagement i egnsteatre. Det, der giver sig udtryk i refusionen af de kommunale udgifter. For øjeblikket er refusionen variabel fra år til år.

Man kan lige til en start undre sig over, hvorfor alle store, traditionelle teatre i Danmark er de eneste, der er rene statsteatre, altså kun har staten som støttegiver. Man kunne tro, at det var udtryk for en prioritering: Her har vi det vigtige, måske også det rigtige teater. Kunstnerisk set er det jo helt i hampen. Man kunne med større ret hævde, at det decentrale teaterliv burde være en ren statsopgave, for dermed giver man hele landet, og ikke bare storbyerne, teatermuligheder. Man styrker kunstnerisk mangfoldighed og særpræg.

Nå, det spor er nok dødfødt.

Så kunne man hævde, at den kunstnerisk og decentralistisk bedste ordning vil være at vende tilbage til en automatisk refusion. I udgangspunktet bør den være på 50%, men kan det ikke lade sig gøre, fordi staten er ved at spare sig ihjel, så er det bedre, at refusionsprocenten ligger fast på 45% eller 42%, end at den flyder, dvs. flytter sig nedad år for år. Det vil i det mindste give budgetsikkerhed for kommuner og teatre.

Uanset om det er til gavn for kunsten, så styres kongeriget jo ikke af ideer og idealer, men af en lommeregner og af en flok administratorer af den såkaldt nødvendige politik, kaldet regering, så en hvilken som helst automatisk refusionsordning vil blive afvist, i dette tilfælde som lupholderens reaktionære drøm om fortiden som bedre end den strålende nutid.

Som en tredje mulighed kunne man foreslå et system, hvor stat og kommune og det enkelte egnsteater aftaler, hvor meget henholdsvis stat og kommune giver i støtte i den kommende fire-års aftaleperiode. Statens beslutninger kan baseres på kunstnerisk kvalitet, geografisk spredning, andel børneteater og sikkert flere faktorer. Det vil betyde, at de enkelte kommuner og deres egnsteater vil blive behandlet forskelligt. De vigtigste egnsteatre vil få mest i statsstøtte. Og det vil betyde, at Kommunernes Landsforening (KL) ikke vil gå ind for dette system. KL vil have ensartede betingelser, kald det ligemageri. Systemet ville nok forudsætte, at aftalerne med egnsteatre havde nogenlunde fælles startdato. Fidusen ville være: Budgetsikkerhed for kommunerne i fire-års perioder, og ro omkring teatrene, så de kunne koncentrere sig om det, de er gode til: At lave teater.

Sådan, så fik vi løst det problem. Oven i købet med tre mulige løsninger på finansieringen af egnsteatrene. Og lupholderen og hans  énmandsudvalg kan da afslutningsvis spørge: Er der flere problemer, du vil have løst, kære redaktør? Så kom bare an.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Under Langsteds Lup
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

12-12-2019
 

06-12-2019
 

21-11-2019
 

14-11-2019
 

06-11-2019
 

30-10-2019
 

21-10-2019
 

09-10-2019
 

23-09-2019
 

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

Flere anmeldelser