DEBAT
25-09-2018
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018
Illustration: Bob Katzenelson

Under Langsteds Lup

20-06-2012
Af: Jørn Langsted

Så besluttede Folketinget at afskaffe teaterloven fra 1. juli. Det skete ved den mest hemmelige og mest enige lovbehandling, der er set på teaterområdet i mands og kvindes minde. Og beslutningen fandt sted før pinse.

Så nu har de sydlige provinser i kongeriget ikke længere en teaterlov, derimod har man en scenekunstlov.

Det er ikke set før, at ingen i Folketinget tog ordet ved 2. og 3. behandlingen af et teaterlovforslag. Men sådan skete det den 3. og 8. maj. Ingen ønskede at sige et kvæk udover formand Mogens Lykketoft, der fik afklapset behandlingen i salen hu hej vilde dyr. Sådan går det, når alle er enige. Og alle var enige disse dage i maj. Stor konsensus, det samarbejdende folkestyre, hen til kommoden og tilbaws igen!

Den vigtigste ændring i forhold til teaterloven er, at i scenekunstloven skal Århus staves med to a-er, altså Aarhus. Det er ikke noget, Uffe har fundet på. Det er såmænd bare en konsekvensrettelse i overensstemmelse med en rigtig idiotisk beslutning i Århus Byråd om at vende tilbage til retskrivningen før 1948, i hvert fald hvad angår stavning af byens navn. Ellers må man da gerne bruge å i Aarhus. Fx hedder det (vistnok) stadig Aarhus Å og nok også Aarhus Byråd! Men når Folketinget netop har vedtaget to a'er i stedet for et å, så er det for at bringe Århus på verdenskortet og i de digitale søgemaskiner. Ja, måske kan Danmark også komme med på verdenskortet? Jamen er det ikke fantastisk, at sådan en fiks idé, fremført af daværende Århus-borgmester Nikolaj Wammen, kan vække genklang i hele det politiske system!

Ellers er det altså stadigvæk teaterloven fra 1990 – nu under nyt navn – vi trækkes med. Det spøjse er, at der er gået møl i den. Hvis man kikker i den lovtekst, der vil være gældende fra 1. juli, vil man se det ene hul efter det andet, altså at der snart er flere paragraffer, der er ophævede, end der er paragraffer, der gælder. Og det påfaldende er, at loven frem gennem årene bliver mere og mere tynd indholdsmæssigt. Vi er på vej til, at det ikke længere er en lov om teater, men en lov om kunst, en lov, som har én paragraf:

§ 1.Staten kan støtte kunst i Danmark og dansk kunst i udlandet.

Punktum, finale. Og hvis man vil se mere om lupholderens sure opstød over scenekunstloven (tidligere kendt som teaterloven), må man vende tilbage til klummen fra marts, hvor lovforslaget blev spottet og spe'et.

Imens er der efter årets tumult om Det Kongelige Teater nærmest indtrådt en dødlignende stilhed om dette teater og dets problemer. Skabene er lukket, og skeletterne er spærret inde igen.

Det er svært at holde ud og samtidig utroligt underholdende, at landets nationalscene har været ved at gå helt op i limningen. Hemmelige notater blev lækket så til den ene og så til den anden journalist, og det krævede sin mand (undskyld kærnelæsere, her skal stå: kvinde) at følge med i, om det nu var Jyllands-Posten, Weekendaviseneller ’Kulturen på News’, der stod med skeletterne fra de åbne skabe på Det Kongelige Teater i favnen. Ro i lejren: Lupholderen har ikke fået overdraget nogle af skeletterne fra det kongelige overskudslager.

Men altså: En konsulent er hyret af balletten til at undersøge arbejdsforholdene her. Undersøgelsesrapporten påpeger en række fatale ledelsesmæssige og samarbejdsmæssige problemer og giver forslag til løsninger. Da der tilsyneladende ikke rigtig sker noget, sender konsulenten rapporten med et følgebrev til teatrets bestyrelse. Vi er i sommeren 2011, men følgebrevet bliver først kendt her i marts 2012. Samtidig – eller måske er det først lavet nu, det er i hvert fald skuespillernes tillidsmands antagelse – producerer ballettens ledelse et brev til bestyrelsen, der sviner konsulenten til. Det brev placeres også hos en journalist her i 2012. Og det fører til, at både journalisten i Weekendavisen, lederen i Informationog ’Kulturen på News’ slipper for at tænke selv, men tilslutter sig mistænkeliggørelsen af konsulenten. Selvom enhver, der kan læse indenad,  kan se, at mellemledernes brev er et primitivt forsøg på karaktermord.

I 2011 afviser teaterledelsen stort set hele konsulentens rapport og forsøger også at så tvivl om konsulentens hæderlighed og anklager hende for injurier. Bestyrelsen for teatret ser ud til at forholde sig underligt passivt. Uanset om teatret ledes af en teaterchef, ansat af bestyrelsen, så er det selvfølgelig bestyrelsens pligt at stå vagt om Det Kongelige Teaters reputation. Derfor burde bestyrelsen have handlet i sommeren 2011 og ikke ladet sig besnakke.

Nå – så er vi i slutningen af 2011, hvor Det Kongelige Teatre skal spare som så mange andre, men teatret skal spare ekstra meget, fordi det gennem de foregående år har ophobet en gæld til staten på 25 mio. kr. Ledelsen vælger at tage den besparelse, der skulle ske over fire år, i ét hug. Det giver anledning til råben og skrigen og stor dramatik, rendyrket politisk teater, sågar under ballettens gæstespil i Paris. Besparelserne skal eksekveres på et tidspunkt, hvor den gamle bestyrelse er ude, og før en ny bestyrelse er udnævnt. Ind i det kommer så, at den intelligente og københavnske teaterforsker Stig Jarl kan påvise, at den retorik, der ellers har kørt på Det Kongelige Teater, om at det er driften af de nye bygninger, der er skyld i en væsentlig del af miseren, ikke holder ½ meter. Teaterledelsen mister autoritet. Besparelsernes placering bliver også noget hovsaagtig.

Og herefter går det rigtig galt. En ny bestyrelse udnævnes og ser ud til at gå lidt i panik over de skeletter, der vælter ud i favnen på den – om dårlige arbejdsforhold, om misbrugsproblemer, om slasket personalepolitik. Og samtidig forsøger alle grupper på teatret at skaffe sig bestyrelsen som allieret. Der holdes møder her og der, og nogen vil ikke mødes med nogen andre, men kommer så til det alligevel under bestyrelsesformandens forsæde. Og imens rasler notater og breve ud til pressen, som forsøger at finde hoved og hale på Det Kongelige Administrationscirkus.

Det rigtigt spektakulære er, at bestyrelsesformanden og teaterchefen gav sig til at optræde samlet i diverse medier. Det er nok den mest patroniserende behandling af en teaterchef, man har set. Den oversnakkede og derfor hæse bestyrelsesformand fik tydeligt annonceret, at nu har hun snakket med Erik, og så skal han bare rette nogle fejl, han har begået, så skal det nok gå, og ellers så står hun og resten af bestyrelsen (?) klar i kulissen.

Lupholderen vil ikke sværge på, at denne bestyrelsesformandens overtagelse af magten på Det Kongelige Teater er det sidste, vi ser til dette cirkus. Siden magtovertagelsen er der da også sivet dokumenter ud fra det officielt tæt tilknappede teater. Men der kommer sikkert mere, thi teatret er nu et hus i indre splid med sig selv. Det er og bliver en trehovedet trold, som nu truer med at eksplodere, mens de nye huse glider i Københavns Havn for at mødes på midten af sejlrenden, og Gamle Scenes pælefundament rådner op, og bygningen i øvrigt forfalder helt fatalt.

Nej, nu rabler det da for lupholderen!

*

Nu vi er i gang med opsamlingerne, inden der går sommer i det, så har kongeriget jo fået en ny kulturminister: Uffe Elbæk. Til lykke med det. Og hvad skal man så mene om hans udførelse af ministerjobbet?

Ja, Politiken døbte ham forleden Uffe hin Spage, og det kunne der såmænd være god grund til. Den fristelse kunne lupholderen såmænd også være faldet for. Specielt hvis man tænker på forløbet fra få dage før folketingsvalget, hvor folketingskandidat Uffe Elbæk udbasunerede sin kulturens Marshallplan. Der skulle sættes ting i værk og omprioriteres. Og så frem til, at det endte med, da Elbæk kort efter blev kulturminister, at det hele fortsatte stort set, som det plejer. Der var ikke penge til noget som helst. Og omprioriteringsretorikken skulle man heller ikke tage så tungt.

Måske skulle Uffe have ladet være med at deklarere en Marshallplan, altså at parallellisere sine ideer med amerikanernes økonomiske hjælpeprogram til Europas genindlemmelse i den kapitalistiske verdensøkonomi efter Anden Verdenskrig, opkaldt efter USA's daværende udenrigsminister George C. Marshall. For det helt dumme spørgsmål er jo: Hvem havde Uffe forestillet sig skulle være Marshall med den imponerende pengesæk? Uffe skulle nok have haft en lidt længere historisk bevidsthed og paralleliseret med Roosevelts New Deal reformprogram i 1930'erne, der skulle bekæmpe den dybe økonomiske krise, og som faktisk også omfattede initiativer på kunstområdet. Men sådan er der jo så meget, når associationerne flyver vildt.

Som kulturminister er Uffe Elbæk forbløffende hurtigt faldet ind i rollen som embedsapparatets forlængede arm, og som den, der er på evig jagt efter konsensus. Det er blevet svært at se hans egne holdninger. Og lupholderen tror, at eftermælet måske ikke bliver Uffe hin Spage, men snarere Uffe hin Svage. Altså en figur, der deltager i alskens party'er, åbninger og arrangementer, og er rede til at fyre store ord af, men ikke engagerer sig substantielt, for det er der ikke plads til i regeringens politik. Svæv over vandene, lav nogen brede forlig, der ikke koster en krone, gennemfør de pålagte besparelser, og frem for alt: nyd det! Tag til fodbold, gerne langt østpå, og nyd det! – synes at være regeringens opfordring til kulturministeren.

God sommer!

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Under Langsteds Lup
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617

22-10-2018
 

15-10-2018
 

04-10-2018
 

30-09-2018
 

26-09-2018
 

22-09-2018
 

18-09-2018
 

16-09-2018
 

09-09-2018
 

06-09-2018
 

01-09-2018
 

19-08-2018
 

01-08-2018
 

18-07-2018
 

25-06-2018
 

18-06-2018
 

10-06-2018
 

06-06-2018
 

29-05-2018
 

17-05-2018
 

07-05-2018
 

03-05-2018
 

28-04-2018
 

24-04-2018
 

19-04-2018
 

13-04-2018
 

10-04-2018
 

06-04-2018
 

03-04-2018
 

23-03-2018
 

16-03-2018
 

08-03-2018
 

28-02-2018
 

23-02-2018
 

19-02-2018
 

13-02-2018
 

06-02-2018
 

31-01-2018
 

23-01-2018
 

17-01-2018
 

Flere anmeldelser