DEBAT
14-11-2018
08-11-2018
28-10-2018
25-09-2018
18-09-2018
Illustration: Bob Katzenelson

Under Langsteds Lup

14-11-2008
Af: Jørn Langsted

(NOVEMBER) Kun knap to måneder skulle der gå, fra Carina Christensen blev kulturminister, til hun nedsatte et teaterudvalg. Det er egentlig flot gået, selvom forarbejdet jo blev gjort af Brian, der siden valgte at gå rettens vej. Men man må konstatere, at i Brians ministertid – de næsten syv år med Brian – var der megen snak om, at hele teaterloven trængte til et kritisk eftersyn, og at alle sten skulle løftes, men det blev ved snakken og ved småjusteringer frem gennem årene. Den største justering var affødt af amternes nedlæggelse med kommunalreformen. Det var den, der gjorde landsdelsscener, Københavns Teater, Den Jyske Opera, Det Danske Teater og Schaufuss Balletten (nu under flytning, men det skal vi ikke snakke om her!) til i princippet rene statsteatre. Det var først til allersidst, at Brian for alvor mente, at nu kunne det være nok. Måske var han provokeret af den private Ahlberg-kommission. Immervæk var det Brian, der affyrede startskuddet til det, der nu er blevet til Kulturministeriets “udvalg vedrørende teater og scenekunst i bred forstand”. Det var ham, der satsede på et lille tre-mands udvalg, og det var ham, der udnævnte Lars Seeberg til at være udvalgets formand.

Men det er Carina, der har givet udvalget et kommissorium og en tidsfrist og udpeget de resterende to medlemmer. “Udvalgets arbejde forventes afsluttet inden udgangen af 2009”, skriver man som afslutning på kommissoriet. Det må betyde, at man kan forvente at der til den tid vil foreligge et grundigt stykke arbejde, som belyser dansk teater på kryds og tværs. Men det implicerer så også, at man nok tidligst kan forvente en teaterlovsrevision, hvis udvalgets arbejde eller dele af det er politisk spiseligt, i folketingssamlingen 2010-11 med tidligst ikrafttræden sommeren 2011. Og senest i november 2011 har vi en anden regering! Så det bliver politisk chancesejlads, Seeberg og konsorter skal ud i.

Kommissoriet for teaterudvalget siger, at udvalget skal danne sig overblik, udpege de største udfordringer, formulere en vision og komme med bud på, hvordan udfordringerne kan tackles. Udvalget skal endvidere byde ind med, hvordan dansk teaters kunstneriske kvalitetsniveau kan opretholdes og udvikles. Og så skal man fundere over, hvordan man sikrer en alsidig og omfangsrig formidling af teatret. Endelig skal udvalget komme med en eller flere modeller for en ny og mere “elastisk” struktur for teaterområdet. Udvalget skal hente inspiration udenlands.

For at hjælpe teaterudvalget har Kulturministeriet stillet en række ledespørgsmål, som mere eller mindre opfordrer til væv, på-den-ene-side-på-den-anden-side snak og fantasterier. Det er spørgsmål af typen: “Hvem er fremtidens publikum”? eller “Hvordan ser fremtidens teater ud”? Der er også et enkelt spørgsmål, der handler om børneteater: “Hvordan skabes der større synlighed i Danmark omkring børneteatrenes kvalitet?”

Lupholderen, som nu også viser sig at være synsk, kender godt svaret på det sidstnævnte spørgsmål med Seeberg i udvalget og under denne regering: Selvom vi godt er klar over, at det er den nuværende børneteaterstruktur med mange små uafhængige producenter med selvstændige og gennemførte kunstneriske viljer og engagement, der har ført til bl.a. den internationale berømmelse af dansk børneteater for dets høje kvalitet, så lukker vi øjnene for det og siger plat ud: Smæk nogle af alle de små teatre sammen til nogle større teatre! Så bliver de mere synlige. Måske kvæles de egenartede kunstneriske viljer, men hva’ fa’en? Tvangssammenlægninger er vejen frem!

At udvalget ikke bliver bedt om at komme med forslag til en ny teaterlov, men kan nøjes med at skrive en idépræget fristil, skal bare noteres.

Nå, nu er der ingen grund til at harcellere over finesser i teaterudvalgets kommende arbejde. Det hele vil alligevel blive så uendelig betydningsløst og vil ikke kunne bruges til noget i den virkelige verden. I kommissoriet står der nemlig mejslet ind, at udvalgets forslag skal holdes inden for den nuværende samlede økonomiske ramme til teater i Danmark. Dvs. udvalgets forslag skal bestå i at flytte rundt på den økonomiske sorteper. Uanset hvad, så er der på forhånd dekreteret, at der ikke vil være flere offentlige penge til dansk teater. Dermed bliver hele udvalgsarbejdet en underlig form for fedtspilleri.

Men som om det ikke er nok, så har udvalget fået forbud mod at inddrage Det Kgl. Teaters økonomi med den helt mysteriøse begrundelse, at der er indgået en politisk aftale for Det Kgl. Teater i årene 2008-12. Her fusker ministeriet godt nok lidt med tallene, for aftalen dækker perioden 2008-11. Når teaterudvalgets forslag først kan forventes – om nogensinde – at få politisk gehalt i 2011, så kunne det vel netop være rimeligt og udtryk for en god tidsplan også at inddrage Det Kgl. Teaters økonomi i arbejdet. At det ikke må ske får imidlertid den fatale konsekvens, at langt den største sluger af offentlige penge i dansk teater ikke må bringes ind i diskussionen. Der lægges m.a.o. op til en delrevision af teaterloven. Endnu en delrevision.

Alt det godhjertede sludder, som Brian sagde, om, at alt var til diskussion, og at intet var fredet, viste sig altså at være det rene mundsvejr. Fredningsmyndighederne i Kulturministeriet har lagt deres klamme hånd på nationalhelligdommen Det Kgl. Teater. Den må godt røres, hvad angår rollen i forhold til andre teatre, men ikke dér, hvor det kan gøre ondt, på økonomien. De katastrofale økonomiske uligheder i dansk teater, der om noget er med til at skævvride hele branchen, bl.a. fordi de giver Det Kgl. Teater mulighed for at udkonkurrere, hvad de kaster deres sultne øjne på (det kan være musicalteatre eller børneteatre), fordi de har flest offentlige midler, må ikke analyseres og diskuteres i teaterudvalget.

Dermed har Carina på forhånd sagt, at hun da på papiret loyalt viderefører det, Brian igangsatte, men det skal bare ikke føre til noget som helst, der er relevant, for det må ikke gribe fat om de virkelige problemer.

God arbejdslyst til Lars Seeberg, Monna Dithmer og Staffan Valdemar Holm. Med den sammensætning af udvalget kan børneteatrene vist roligt frygte deres placering i fremtidens teaterbillede. Netop den stort set eneste del af dansk teater, der gennem års slid og af egen fri vilje har kæmpet sig frem til internationalt kvalitativt gennemslag, har med den udvalgssammensætning intet, der kunne minde om et talerør i udvalget, endsige bare ét medlem med dyb viden om området, stadigvæk det mest interessante i dansk teater. Det kan undre, at man ikke har placeret en Anne Middelboe Christensen i teaterudvalget, men hun har måske luret de stramme forbud, der er sat af ministeriet, og har takket nej.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Under Langsteds Lup
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617

13-11-2018
 

09-11-2018
 

02-11-2018
 

26-10-2018
 

22-10-2018
 

15-10-2018
 

04-10-2018
 

30-09-2018
 

26-09-2018
 

22-09-2018
 

18-09-2018
 

16-09-2018
 

09-09-2018
 

06-09-2018
 

01-09-2018
 

19-08-2018
 

01-08-2018
 

18-07-2018
 

25-06-2018
 

18-06-2018
 

10-06-2018
 

06-06-2018
 

29-05-2018
 

17-05-2018
 

07-05-2018
 

03-05-2018
 

28-04-2018
 

24-04-2018
 

19-04-2018
 

13-04-2018
 

10-04-2018
 

06-04-2018
 

03-04-2018
 

23-03-2018
 

16-03-2018
 

08-03-2018
 

28-02-2018
 

23-02-2018
 

19-02-2018
 

13-02-2018
 

Flere anmeldelser