DEBAT
25-09-2018
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018
Illustration: Bob Katzenelson

Under Langsteds Lup

26-04-2010
Teaterprofessor Jørn Langsted har gransket Seeberg-udvalgets teaterrapport, 'Veje til udvikling'. Og selvom lupholderen erkender, at der er mange gode tanker og overvejelser i rapporten, er der også noget ideologisk bras, hø og halm, der virker uigennemtænkt eller historisk bagudrettet. Og Langsted er slet ikke begejstret over udsigten til Scenekunstcentret som et centralistisk organ i dansk teater - en slags overdirektion for hele skidtet!
Af: Jørn Langsted

Placeret som en slags motto før kapitlet ‘Afsluttende bemærkninger’ i Teaterudvalgets netop udkomne rapport står et citat over mange linjer af nærværende lupholder. Det må selvfølgelig betyde, at denne rapport, ‘Scenekunst i Danmark. Veje til udvikling’, er helt i orden og OK. Anderledes kan det ikke være. Det kan da også tænkes at være et forsøg på at tage gassen ud af skrigeballonen i Århus. Men sådan vælger lupholderen ikke at fortolke det. Og det ved udvalget selvfølgelig også ikke vil lykkes.

Vigtige præmisser for teaterudvalgets arbejde har været, at udvalgets forslag ikke måtte koste en krone ekstra, dvs. udvalget var fra starten et omprioriteringsudvalg. Og Det Kgl. Teater skulle udvalget holde nallerne, i hvert fald de økonomiske, fra. Det Kgl. Teater er en anderledes alvorlig sag end resten af teaterlivet. Det må kun røres af politikere og særlig fine embedsmænd i deres såkaldte politiske fire-års aftaler og udmøntningsplaner. Så teaterudvalget var fra starten reduceret til et udvalg for et halvt teaterliv.

Teaterudvalget lægger ud med at fange ind, hvad teater er for en størrelse. Et sted for samvær og nærvær, eller med udvalgets ord: teatret har to grundlæggende egenskaber: Det er et socialt, kollektivt rum, og det er live her og nu. – Det er rigtig flot og noget usædvanligt for et officielt teaterudvalg at turde bestemme, hvad teater er for noget, og hvad det er til for. Godt.

Udvalget vil skabe mangfoldighed, fleksibilitet, samarbejde og risikovilje i dansk teater. Det lyder rigtigt, og det lyder rigtig godt.

Til den ende vil man bryde op med nogle af de kasser og båse, teaterloven er inddelt i. Og man vil styrke Scenekunstudvalget under Statens Kunstråd. Det skal udvides fra fem til syv medlemmer. Og dets sekretariat (Scenekunstcentret) skal styrkes kraftigt. Man vil altså lægge øget vægt på kvalitet.

Loftet over størrelsen af egnsteatre og små storbyteatre skal fjernes. Disse teatre skal altså ikke længere holdes nede på en begrænset og ikke-kunstnerisk begrundet størrelse. Man vil have oprettet en nationalscene for børneteater, og statsensemblet skal genetableres.

Der skal brydes op med den faste interne struktur på de store teatre. Der skal lægges øget vægt på internationalt samarbejde. Og der skal etableres nye uddannelser til de nye scenekunstneriske udtryk.

En nedlæggelse af billetkøbsordningen skal finansiere en ny udviklingspulje, som alle teatre kan lægge billet ind på. Lupholderen, der aldrig har været nogen fan af sammenblandingen af kunststøtte og afsætningsstøtte (billetkøbsordning), mener, at det er et godt forslag og altså også det eneste, hvor udvalget omprioriterer. Men der er for få penge i den udviklingspulje (55 mio. kr. plus måske nogle tipsmidler) til alle de gode formål, den skal varetage.

Der er mange ting blandt udvalgets forslag, der lyder rigtig godt.

Og så må lupholderen da indrømme, at der er kommet en yderst velskrevet rapport ud af det. Den har gode og skarpe formuleringer rundt omkring. Og den flabethed, der dukker op undervejs, glæder lupholderens gamle hjerte.

Men der er to helt afgørende ting, som det er nødvendigt, at lupholderen hæver pegefingeren over, altså pegefingeren på den hånd (venstre – altså ikke partiet, men hånden), som ikke holder luppen.

Teaterudvalget vil gerne nedbryde båse og øge bevægeligheden i dansk teater. Det er voldsomt positivt. Ligeledes at ville skabe enkelhed i støttestrukturen. Man vil også gerne nedbryde hierarkier. Igen positivt. Det paradoksale er så bare, at udvalget bygger sit eget hierarki, og at dette hierarki er helt gammeldags og tendentielt politisk dødsensfarligt for de teatre, der i dag også har kommunal støtte.

Teaterudvalget foreslår to driftsstøtteordninger. Én for de store institutionsteatre. Man kalder dem teatre 'af national interesse'. Her skal Folketinget tildele pengene teater for teater, mens Scenekunstudvalget skal indgå resultataftalerne med teatrene.

Den anden ordning er for egnsteatre og små storbyteater, som udvalget foreslår fremover skal hedde ‘byteatre’ (hvad med at kalde dem ‘stadsteatre’?). Her foreslås staten at bevilge en samlet pose penge, og Scenekunstudvalget fordeler disse penge og laver treårige aftaler med involverede kommuner og det pågældende teater. Disse teatre kalder man teatre ‘af regional/lokal interesse’.

Altså: udvalget konstruerer sig en modsætning mellem teatre af national interesse og teatre af regional/lokal interesse. Det kniber helt gevaldigt for lupholderen at forstå, at Århus Teater eller Betty Nansen Teatret i København er af større national interesse end Odin Teatret eller Gruppe 38.

Der er hos udvalget heller ingen begrundelse for at lave denne hierarkisering, som jo, hvis man skærer ind til benet, bygger på mursten. De teatre, der har flest mursten, er i dette verdensbillede teatre af national interesse. Eller måske mere frækt: De teatre, der er bedst til at følge en international main stream, er i Seebergs, Dithmers og Holms øjne teatre af national interesse, hvorimod de danske teatre, der vækker international opsigt, fordi de laver noget særegent, dem placerer vi hjemme i andedammen som teatre af regional/lokal interesse.

Det er selvfølgelig interessant og pudserløjerligt, at udvalgets teaterforståelse er sådan, når det kommer til at omsætte de gode analyser og betragtninger til politisk og bevillingsmæssig hverdag. Man lader sig uden videre falde ned i traditionalismens hierarkitænkning på et mildest talt bøvet og gammeldags grundlag.

Lupholderen har i sin fremlæggelse af dette forslag om to støtteordninger herover forholdt sig rimeligt positivt og indfølende. Han har regnet med, at der skulle komme en samlet statslig pose penge til de kommende by-/stadsteatre. Men det står der faktisk ikke noget om!

Og det rører så ved, hvorfor forslaget om opdelingen i teatre af national interesse contra teatre af regional/lokal interesse er så politisk dødsensfarlig. Når man har slået fast, at det bygger på verden af i går, og desuden gør murstensmængden til teaterpolitisk instru- og argument, så forstår man, at her er serveret et argument fra fagfolk, der lægger op til, at staten stille og roligt kan nøjes med at interesse sig for den del af teaterlivet, der har national interesse.

Man kan bare forestille sig en situation, hvor der skal spares i Kulturministeriet. Hvorfor i himlens navn skulle embedsfolk og minister ikke spare det væk, der bare har regional/lokal interesse og overlade det til kommunerne? Og så koncentrere sig om det, der har national interesse?

Og man har jo haft tre nyttige idioter til at udpege de teatre, der har national interesse. Det er landsdelsscenerne, Københavns Teater og de store turnerende teatre (Den Jyske Opera og folketeatret.dk). Man må gå ud fra, at udvalget også placerer Det Kgl. Teater her.

Efter lupholderens ringe mening er den her skelnen, som er helt og aldeles ude af takt med tidens kunstneriske udvikling, den dummeste teaterfaglige håndsrækning, der i årtier er givet til de embedsmænd, der i en længere årrække har drømt våde drømme om en bedre, dvs. mere entydig, bevillingsmæssig arbejdsdeling.

Og lupholderen tvivler ikke på, at Seeberg og konsorter vil kunne fås til at sværge på, at sådan var det da ikke ment. Men det er, hvad der står, og det er en af de mest oplagte politiske konsekvenser at drage, specielt når sparekniven hvæsses.

Når alt andet i den her rapport peger på afhierarkisering og lige betingelser at skabe teaterkunst på, så er det helt uforståeligt, at udvalget har valgt at bygge et hierarki, der bare cementerer det bestående, ikke rokker en tøddel ved det, men giver begrundelser for, at staten kan droppe hele det decentraliserede teaterliv.

Hvis udvalgets medlemmer havde interesseret sig for de teaterpolitiske argumentationer fra statsligt hold i de seneste 20 år, så ville de vide, at der igen og igen er blevet rendt stormløb mod statens involvering sammen med kommunerne i egnsteatre og små storbyteatre med henblik på at trække staten tilbage fra at støtte disse teatre. Og nu serverer nogen, der af embedsfolk i Finans- og Kulturministeriet vil blive opfattet som teaterfagfolk, gudhjælpemig synspunktet for dem på et sølvfad. Deres våde lyster har fået faglig legitimitet.

Teaterudvalget vil udvide Scenekunstudvalget og dets beføjelser. Udvalget tænkes fremover at have herredømme over dets nuværende midler og over den nye udviklingspulje. Derudover skal udvalget være den offentlige forhandlingspartner for alle projekter og institutioner, dvs. udvalget skal på statens vegne indgå fire-års aftaler med de store institutionsteatre og tre-års aftaler med kommuner og stadsteatre (egnsteatre og små storbyteatre). Scenekunstudvalget skal ikke bare sidde og læse ansøgninger, men skal selv være initiativtagende vedrørende nye tiltag, dvs. udvalget skal have fingrene godt og grundigt nede i den kunstneriske og organisatoriske bolledej.

Lupholderen synes, at han har hørt noget i den her styringslystne retning før, men han er jo også ved at blive ældre end før.

Men teaterudvalget foreslår kort og godt et utroligt centralistisk organ i dansk teater. En slags overdirektion for hele skidtet! I lupholderens øren lyder det slet ikke rart. Der er lidt for meget – eller faktisk: alt for meget – styring og dirigeren over det, og det kommer til at lugte af, at hvis de her forbandede teaterchefer på store såvel som små teatre ikke vil eksperimentere og nyudvikle, så skal de saftsusemig komme til at lære det.

Lupholderen mener, at man nogen gange skal tænke sig den værst tænkelige situation, inden man foreslår drastiske ændringer, der måske kan tage sig godt ud på papiret eller på de bonede gulve. Og man kan da sagtens forestille sig et scenekunstudvalg, der lægger vægt på kvalitet, kvalitet og kvalitet, og som er lydhørt og igangsættende. Men man kan også forestille sig et scenekunstudvalg, der bliver politiseret, fordi det får mere magt, fx med mere eller mindre direkte repræsentanter for landsdelsscener eller Det Kgl. Teater, som jo vil få en udtalt egeninteresse i at få snabelen ned i udviklingspulje- pengekassen. Eller et scenekunstudvalg, som rummer styringslystne personager, måske nogen der er lidt halvfallerede i teaterlivet, der véd bedre og vil herse og dirigere med hele teaterbranchen.

Lupholderen må ærligt og oprigtigt sige, at forslaget om det magtfulde scenekunstudvalg lyder for meget af styring og for lidt af frihed. Så uanset hvor meget man kan være enig med målene og visionerne, så lugter det organisatoriske løsningsforslag fra teaterudvalget for meget af Østeuropa Anno dazumal.

Til beroligelse for lupholderens trofaste læserinder (er I derude, I to?) og for Lars Seeberg, så hører lupholderen ikke til dem, der straks er gået på kalkunjagt i teaterudvalgets rapport og sigter på at skyde den ned. Det overlader han til branchen, som han allerede kan høre hyle op om, at det er udemokratisk og et skrivebordsprodukt, to platte, men populære måder at skyde teaterudvalgets rapport ned på. Udvalgsmedlemmerne har ikke forstand på teater (fik du den, Staffan Valdemar Holm?), og i øvrigt hører de ikke hjemme i et demokrati (vi ved jo nok, at ham Seeberg er noget elitær i det!).

Lupholderen er heller ikke gået i baglås. Der er mange gode tanker og overvejelser i rapporten, men der er også noget ideologisk bras, hø og halm, der virker uigennemtænkt eller historisk bagudrettet. Men det kan man måske bare brænde af i et forårsbål?

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Under Langsteds Lup
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617

22-10-2018
 

15-10-2018
 

04-10-2018
 

30-09-2018
 

26-09-2018
 

22-09-2018
 

18-09-2018
 

16-09-2018
 

09-09-2018
 

06-09-2018
 

01-09-2018
 

19-08-2018
 

01-08-2018
 

18-07-2018
 

25-06-2018
 

18-06-2018
 

10-06-2018
 

06-06-2018
 

29-05-2018
 

17-05-2018
 

07-05-2018
 

03-05-2018
 

28-04-2018
 

24-04-2018
 

19-04-2018
 

13-04-2018
 

10-04-2018
 

06-04-2018
 

03-04-2018
 

23-03-2018
 

16-03-2018
 

08-03-2018
 

28-02-2018
 

23-02-2018
 

19-02-2018
 

13-02-2018
 

06-02-2018
 

31-01-2018
 

23-01-2018
 

17-01-2018
 

Flere anmeldelser