Under Langsteds Lup

(September 2010) Oppe i Norge har de anskaffet sig en kulturlov. Den er ikke ret stor. Det er faktisk sådan en bette pjevs på seks korte paragraffer. Og den består mest af alt af hensigtserklæringer og varm luft. ¨

Men kulturpolitik som varmluftsblæser er jo ikke kun en norsk specialitet! Formålet med loven er – og lupholderen citerer og oversætter – at fastlægge de offentlige myndigheders ansvar for at fremme og skabe grundlag for et bredt spektrum af kulturvirksomhed, sådan at alle får mulighed for at deltage i kulturaktiviteter og for at opleve en mangfoldighed af kulturudtryk (par. 1).

Ideen er så, at en kulturlov vil give kultursektoren større tyngde og klarere status som et område, det offentlige har et ansvar for. Og så siger loven i øvrigt, at staten har ansvar for hele landet, mens kommuner og fylkeskommuner har ansvaret lokalt og regionalt. Kulturloven eller ’Lov om offentlige myndigheders ansvar for kulturvirksomhed’, som er det egentlige navn på pjevseren, trådte i kraft 1. august 2007.

Oppe i Norge har kulturmiljøerne i årevis argumenteret for at få sig en kulturlov. Hvorfor det? Jo, oppe i Norge er der ikke noget, der hedder teaterlov, musiklov, litteraturlov, billedkunstlov eller museumslov. Og det har der aldrig været. Det eneste man kan snige sig op på er en folkebibliotekslov og en arkivlov.

Det betyder selvfølgelig ikke, at Norge er kulturløst eller uden en kunstpolitik. Men det betyder, at det offentliges engagement i kunst og kultur er blevet fastsat på de årlige statslige og kommunale budgetter. Og sådan er det for øvrigt stadigvæk, selvom man nu har fået sig en kulturlov.

Oppe i Norge var det den rød-grønne regering, der kom til magten i 2005, som før valget havde lovet at ville indføre en enkel, generel kulturlov. Og som lovet, så gjort.

Nu har den kommende danske kulturminister, Socialdemokraternes Mogens Jensen, fået den idé, at sådan en kulturlov må vi også have i Danmark. Den idé har han bygget ind i en i øvrigt glimrende kronik i Politiken (1.8.). Han taler dér oven i købet her om intet mindre end en kulturens grundlov. Og den idé bakkes bl.a. op i en lang leder i Information en uges tid efter (9.8.). Og så døde den diskussion.

Det kan der være mange gode grunde til, fx at det danske kulturliv ikke i årevis – som det oppe i Norge – har skreget på og bedt om en kulturlov i troen på, at det ville forbedre kulturens status. Ingen – udover Mogens Jensen – kan altså hernede på de bøgelyse øer se, hvad en kulturlov skulle gøre godt for. Det lyder lidt for meget af tomme kalorier. Og udblæs fra varmekanonen.

Oppe i Norge er kulturloven bare én del af det løft af kulturen, kulturløftet, som den rød-grønne alliance lovede før magtskiftet i 2005. En anden langt, langt mere interessant ting er, at alliancen lovede at optrappe den økonomiske satsning på kulturen, så kulturstøtten nåede op på at udgøre 1 pct. af statens budget i 2014. Da den borgerlige regering sluttede, var kulturbudgettet på 0,78 pct. af statsbudgettet. Så det, man lovede oppe i Norge, var et løft på knap 30 pct.

Oppe i Norge er den rød-grønne regering i sine første fire år gået på med krum hals. Det statslige kulturbudget er blevet hævet fra fem til syv milliarder norske kr., altså med to milliarder kr. i løbet af fire år. Og man fortsætter fortrøstningsfuldt i den nye valgperiode. I år øges kulturbudgettet med ca. 700 millioner kr. I 2009 var man nået op på 0,86 pct. af statsbudgettet, så der er et stykke vej endnu, inden man er i mål og når den ene pct.

Oppe i Norge har man satset bredt med forøgelsen af kulturbudgettet. For scenekunstens vedkommende har kulturløftet betyder nye bevillinger på i alt 430 millioner kr. i løbet af den første fire-års periode.

Man kunne måske lidt dristigt foreslå, at det danske regeringsalternativ ikke kun kikkede til Norge, når det drejer sig om en lidt varmluftsagtig kulturlov. Men at S og SF traf beslutning om, at der skulle føres en aktiv kulturpolitik, og at området skulle have tilført dramatisk øgede midler. Kunne man forestille sig en sådan kursændring i Danmark? Og lupholderens næste spørgsmål er så: Hvorfor ikke?

Ude i Århus, ja det siger man dér, hvor lupholderen bor, langt syd for Smilets By, men altså: Ude i Århus, der gerne vil være europæisk kulturhovedstad i 2017, og i øvrigt har store ambitioner på kulturområdet, har borgmesteren foreslået at afskaffe posten som kulturrådmand og splitte kulturforvaltningen op.

Det er et signal, der skulle vise vilje til også at spare i toppen af kommunen, men gad vist, om ikke det bliver til et signal om nedprioritering af kulturpolitikken? Det er langt ude – ude i Århus.