Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling

Rød, blå, grøn, gul, orange... Farverne suger blikkene, og tilskuerne drages med ind i Klara Elenius’ univers, fordi æstetikken er så overbevisende aktuel. Naboen danser ser ud som en blanding af Katvig-bluser og IKEA-kommoder, tilsat Carl Quist Møller, MGP og retro for resten. Sådan cirka.

Kvinden bag denne trendy designerkids-verden er den 30-årige, svenskfødte koreograf Klara Elenius. Hun er uddannet fra Skolen for Moderne Dans, men hendes nysgerrighed har både bragt hende i forbindelse med den israelske koreograf Ohad Naharin, den dansk-engelske Kim Brandstrup og den danske Ari Rosenzweig. Hun har arbejdet en del med dansefilm og bl.a. lige skabt filmen Insyn. Og så har hun altså nu kastet sig over dans for børn.

I Naboen danser skildrer hun menneskers kejtethed, når de gerne vil lære hinanden at kende, men egentlig ikke tør. Den lyse, smækkertsmilende Andrea Deres og den mørke, nørdekloge Carolina Bäckmann bor i hver deres perfekte lejlighed, dør om dør på samme etage. Den ene er piget, den anden er drenget. Den ene har en hemmelig reol med alverdens skuffer og rum og knager – og den anden har en hemmelig kiste med en hel lille have nede på bunden. Den ene har et sort-hvidt, ternet gulv, den anden har et blødt, lilla tæppe. Den ene strikker, den anden vander kaktus...

Dryp og bip

Zanna Wievegs fantasifulde scenografi skruer sig ind i skolestarternes egen æstetik, og ungerne hænger tydeligvis på. Også når det gælder musikken, for Jørgen Teller har komponeret en gakket lydverden, hvor alting drypper og bipper og ringler – og hvor lyden forstørrer koreografien. Musikken bliver ganske uundværlig; det bliver også klart, da koreografen falder for fristelsen til et par scener i stilhed...

Historien er tydelig, som den er. Så det er også lidt ærgerligt, at Klara Elenius har valgt, at danserne også skal tale. Sådan en omgang finsk volapyk, som ikke bidrager synderligt til kommunikationen. Koreografien er nemlig både tilgængelig og stram i sit udtryk. Pigerne bevæger sig organisk omkring i lange, bløde bevægelsesfraser, sådan til og fra tekopperne eller vandkanden: Op med benet i luften, foden ind mod knæet, ud igen og helt ned mod gulvet, op igen og så ned i skæv skrædderstilling...

10 en-ører = 1 tiøre

Andrea Deres formår at krydre koreografien med lækre balancer, og Carolina Bäckmann leger med dynamikken mellem bevægelse og stilstand. Men koreografien stagnerer på et tidspunkt, ligesom dramaturgien. Der sker for lidt, og historien udspiller sig for langsomt – også til målgruppen af de 6-10 årige, der er vant til betydelig mere action eller variation. Så da de to piger endelig lister ind i hinandens lejligheder og går på selvinviteret besøg, så er ti-øren faldet forlængst. I en-ører.

Klara Elenius er generationsbeslægtet med f.eks. Teatret Graense-Loes eller UDspring. Hendes udtryk er ikke bare dansen, men også performancen, og her kommer hendes unge performere til kort - måske fordi de så decideret er dansere og ikke skuespillere med erfaring i at bygge komiske scener op. Til gengæld er danserne begge meget indtagende, og deres maniske indretningsiver går rent ind hos børnene. Særligt den ugly-grønne saft med sugerør gibbede godt i ungerne.

Så Klara Elenius skal vist bare holde fast i farvestofferne fremover - og spraye endnu mere dåseflødeskum i sin koreografi.

Anmeldelse fra BTA 145