Af: Kirsten Dahl

15. oktober 2014

Uforløst parykteater

De gode intentioner om at skabe en forestilling om en pubertetsdrengs identitetsgrublerier forløses ikke i en iscenesættelse som bliver mere anstrengt end vedkommende.

'Jeg famler i blinde. Det er som et puslespil, hvor ingen brikker passer sammen'.

Noget i den retning er de første ord i den sang af Nanna Lüders, som indleder Det Kommende Teaters nye forestilling, 'Vorherre på lokum', for de 9- til 15-årige.

Sangen bliver afspillet, alt imens forskellige typer af lys på en fin og koordineret måde bliver tændt på det drengetoilet, hvor forestillingen hele vejen igennem udspiller sig.

Udmærket. Der bliver slået en stemning an og fortalt forholdsvist tydeligt, hvad det her handler om: En ung dreng i identitetskrise. Kort efter kommer Kim ind, dvs. Søren Zacho Ruby iført stribet T-shirt – og pagehår-paryk.

Og her begynder det desværre at gå skævt og ned ad bakke. Ikke fordi Søren Zacho Ruby ikke kan gestalte situationer og skabe sprød komik, men fordi der i forestillingen er noget galt med både skuespil, kostumering, iscenesættelse og teksten – desværre.

Ufikse gentagelser

'Vorherre på lokum' handler om en konfirmations-klar dreng, Kim, som har problemer til op over begge ører: Hans mor har ikke længere noget arbejde, hans lillesøster stjæler penge til is fra sin mor, hans bedstemor har kræft og er døende, naboens hund er blevet kørt over og kommer måske ikke til at gå igen og hans kæreste vil kysse på munden i skolegården.

Kims problemer tårner sig op til uoverskuelighed, fordi han er af den opfattelse, at det er ham, som skal løse dem alle – nu han har forstået, at Gud er gået bort med reformationens indførelse. Hans bedste kammerat, Hamid, er i øvrigt også rejst til en anden skole. Voila – det får vi gentaget med lidt variation, men også så mange gange, at det bliver trættende tungt.

Streger med liv

Af den grund opstår der også en næsten opløftet stemning, når Marc Dockals små streg-tegnings-animationer dukker op på toilettets vægge. Først er det Hamid(animationen), som overraskende gemmer sig bag spejlet over den ene håndvask. Derpå følger de andre. Hans nåh-ja-det går nok-problem-negligerende mor, hans stride og snu lillesøster, hans noget emsige og gave-krævende kæreste, hunden i form af en ret bagbens-overkørt køter, og bedstemoren som en skikkelse, der i et væk fader stiv omkuld, som var hun død.

Animationsfigurerne spejler Kims fantasier og frygt. Og gør det med en forfriskende dejlig forløsende humor. Men det sjov er ikke nok til at hægte hele forestillingen op på. Det er som velsmagende krymmel på en mislykket kage.

Karikaturen af Kim

Med forestillingen vil Det Kommende Teater helt åbenlyst vise aldersgruppen nogle problemer, de kan identificere sig med, men teksten drøvtygger – som sagt – tematikken for (det unge) publikum og finder aldrig forløsning.

Herudover fungerer det ikke at udstyre Søren Zacho Ruby med paryk. Slet ikke når han tillige er iscenesat til at spille så tendentielt manieret.

Det er altid meget vanskeligt når voksne skal spille børn. Den slags optræden får meget let en rem af noget skabagtigt og noget karikeret over sig. Og her går det altså galt. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.