Er imperialisme kun et begreb for gamle venstrefløjsflippere? Eller er det en realitet, teatret kan vise frem og gøre moderne børn klogere på. Teatret Batida tror tydeligvis på det sidste, men lykkes kun delvis med at vise, at det er ikke helt forkert. Forestillingen om Herman, der lander med en faldskærm midt i dukkeskoven, er en moderne eventyrhistorie om overgreb og undertrykkelse – både personligt og verdensomspændende.
Det er ikke en hær af farlige soldater, der forgriber sig på de overmodne og groteske dukkedamer, som – afslører det sig – er mægtig opsatte på at blive ”hvide”. Det er meget mere udspekuleret. Her er vejen til magten kridhvid kultur
imperialisme, og den er mere klædelig, end grov vold.
Herman er ikke en led karl i grimt kamouflagetøj. Han er en pæn actionmand af vor tid og kultur, der optræder i kridhvidt jakkesæt og cowboyhat! Derfor lægger man ekstra mærke til den sorte pistol, han har i bæltet. Det vil sige vi – publikum – gør. Mens dukkedamerne hverken ser eller hører faresignalerne.
De lader sig tværtimod villigt forføre af Hermans snak om Tidsånden.
En luftig størrelse, der giver avanceret teknik og tidstyranniet på det enorme vægur langt større plads, end demokratiet. Så selvom den hvide mand måske bilder sig ind, at han vil det gode, så kan det kun ende det galt.
Fladtrådte klichér
Det gør det også, efter alt for mange og lange forviklinger. Så galt, at det koster Herman livet, og dukkedamerne vender tilbage til deres dukkeskov. Ikke ligefrem en lykkelig slutning på den lidt tynde historie, der fungere bedst, når de medvirkende griber til musikken. Instrumenterne hænger de skæggeste steder og dukker pludselig frem, mens sangteksterne løbende kommenterer de mere eller mindre vanvittige situationer.
Hu hej går det over stok og sten, når ikke lige den hvide mand går i stå, fordi hans tidsur
går i udu. Men desværre slører iscenesættelsens voluminøse, musikalske farcestil hurtigt forestillingens sympatiske intentioner. Skuespillet savner nogle finere nuancer og karakteristikker, der kunne gøre dukkerne menneskelige. I stedet bliver de ikke meget mere end fladtrådte klichéer, og man kører træt i strømmen af komiske påfund, der overdøver substansen i indholdet.
Når Carmen fra dukkeskoven maler sig hvid i hovedet, gifter sig med Herman og straks giver sig til at støvsuge, er symbolikken sjov og til at forstå. Men når dukkestellet til sidst ryger sig en tur og Herman bliver skudt ligeosm i Bizet’s opera! er det mere fjollet end tankevækkende.
Fint nok, at de fire, klumsede dukkedamer gør oprør mod den hvide, mægtige manipulator og igen finder sammen i fælles forståelse af, at de aldrig kan og skal blive hvide. Men netop fordi det faktisk sker, er det er svært at se det skægge i, at de i stedet for udvikling vælger at vende verden ryggen.
