Ude af trit

Meget såkaldt fortælleteater er ligesom togbusser. Begge pynter sig med lånte fjer og kalder sig noget, de ikke er. En bus er ikke et tog, og at fortælle er ikke at spille teater. Det står lysende klart i Teater Skes udgave af 'Tornerose', hvor den eneste medvirkende, Charlotte Bisted, indledningsvis oplyser, at hun 'tager rundt og fortæller historier'.

Det er så sandt, som det er sagt, for det er præcis, hvad der foregår. Tilskuerne hører for hundrede og syttende gang om prinsessen, der sov i 100 år. Hvorfor det er vigtigt eller bare interessant, står ikke klart. Men børnene oplever heller ikke, hvad teater er og kan, og det er værre. Her er hverken dramatiske karaktertegninger eller rammende replikker, der kan løfte historien, men blot og bar tekst.

Det kræver en dramatisk fortæller af en helt anden kaliber end Charlotte Bisted, hvis Brødrene Grimms gamle eventyr skal blive til teater. Hun har en velskolet stemme og er ikke bange for at bruge den – nogle gange med stor og højlydt effekt, der giver lidt liv i det ellers stillestående forløb. Men uden krop og spil forbliver udtrykket totalt dramaforladt og helt uden indre liv.      

Visuelt beskeden

Teater Ske lover, at 'Tornerose' er en forestilling med animation. Det er store ord om et par gamle fotografier i rammer, en dukke og nogle rosafarvede hjerter som illuderer de berømte gode feer. Den sidste og onde fe halter rundt, fordi hun har trådt på en ituslået guldtallerken. Så kan man i det mindste kende hende. Et lille bord, en dug, en lampe og en rok udgør scenografien, og så kan det visuelt dårligt blive mere beskedent.

Slutningen er det eneste overraskende. Tornerose vil ikke giftes og overtage kongeriget. Hun er en teenager med ben i næsen, der vil følge sin egen vej, og den fører ud i den vide verden.

Det har man ikke set komme. Det kunne ellers have været en fin pointe, hvis den havde udspring i det forgående handlingsforløb. Men sådan opleves det ikke i en udgave af historien, der på ingen måde opleves som opdateret til et nutidigt publikum.

I forhold til en målgruppe på syv år og opefter befinder hele set-up’et sig i en anden verden end moderne børn med computerspil og 'X Factor'. En 15-årig Tornerose, der leger med dukker, kan virke rimelig for børn i børnehavealderen. De vil sikkert også kunne underholdes af en fortæller, der nynnede nusser rundt og er travlt beskæftiget med at flytte rundt på småting.

Faren for at større børn lynhurtigt står af over for en så stillestående oplevelse helt ude af trit er til gengæld overhængende. Det  burde være indlysende, at man respekterer målgruppens præmisser, når man vælger at præsentere en Tornerose netop for dem - fortælleteater eller ej. Men Teater Skes tyndbenede fortælleudgave af Tornerose er ikke et rimeligt teatertilbud til store børn.