DEBAT
11-06-2023
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022

Det Kommende Teater & Thy Teater: YTR

Søren Zacho Ruby tager bladet for munden med en næsten ordløs komedie om at ytre sig, fordi man kan, skal, bør, vil eller ikke må. Foto: Camilla Mortensen

Tys-tys-teater med snakkesalig soloperformer

21-09-2017
Hvordan kommer vi til udtryk? Forestillingen ’YTR’ udforsker begrebet igennem en alvorlig teaterleg med humor og krig, mimik og musik, teknik og teatermagi.
FAKTA
Det Kommende Teater & Thy Teater: YTR -

Af og med: Søren Zacho Ruby. Skuespillercoach: Mikhail Belinson. Kunstnerisk konsulent: Niels Vendius. Teknik: Frederik Eberhardt. Komponist: Anders Ruby. Aldersgruppe: Fra 8 år. Varighed: 60 minutter. Turneforestilling. Set 19. september 2017 på Teatret Gruppe 38 i Aarhus, hvor den spiller til 22. september. www.kommendeteater.dkog www.thyteater.dk

I en ordløs - eller delvist ordløs - soloperformance af og med Søren Zacho Ruby bliver menneskets evne, vilje og behov for at udtrykke sig behandlet.

Forestillingen hedder ’YTR’ - altså infinitiv af ’at ytre’. Og det kan såmænd også betragtes som en opfordring til publikum om at udtrykke sig. Vi oplever Søren Zacho Ruby som en performer, der ikke mindst udstråler en smittende glæde ved at udtrykke sig igennem teater.

Men det er nu ikke teaterkunsten, der hentydes til som udtryksform i ’YTR’. Det er ord, som de siges, krige, som de kæmpes, musik, som den spilles, og likes, som de gives.

Vi møder teenageren, der deler selfies på sin smartphone, og vi møder den spinkle mand, der prøver at få den store og muskuløse nabo til at skrue ned for musikken om natten.

Og Søren Zacho Ruby spiller alle rollerne selv. Han udtrykker dem ved hjælp af mimik, gestik og et halstørklæde som eneste rekvisit - og så helt uden ord. I hvert fald næsten uden ord.

For forestillingen indledes med en velkomsttale, som er alt andet end organiseret. Her strømmer ord, både halve og kvarte sætninger, ud af skuespilleren. Små forbehold og forklaringer; alle de undskyldninger og indledninger, som skuespilleren har brug for at få sagt, før publikums dom vælter over ham og hans non-verbale forestilling.

Essensen af scenekunsten

Ved hjælp af en simpel scenografi, bestående udelukkende af scenetæpper i to forskellige farver, samt et forholdsvist begrænset teknisk set-up, udnytter Søren Zacho Ruby snart sagt alle teatrets virkemidler i denne forestilling.

Et tæppe trækkes til side, og et andet tæppe trækkes for, og pludselig opstår nye rum i scenografien. Det er simpelt, dynamisk og virkningsfuldt.

Lyden er også med! I en gyserscene hører vi svagt et orgel danne lydkulisse på filmisk vis, og stemningen igennem hele forestillingen bliver stringent formet af lyd- og lysdesignet.

Forestillingen er produceret i et samarbejde mellem Det Kommende Teater og Thy Teater, og de har tilsyneladende dissekeret kunstformen teater og grebet de essentielle elementer ud, der gør en god forestilling gribende, og som vækker publikums fantasi og forestillingsevne. Alt det, som kræver mere end teatermaling, snoretræk og farvede filtre til lamperne.

Sympatisk men vovet performance

Søren Zacho Ruby er en mand, som man gerne vil gå i teatret hos. Hans tilstedeværelse er enorm, og hans komiske sans og hans åbenhjertige udstråling gør publikum både trygge og glade, før forestillingen går i gang.

Og forventninger til ham som performer bliver ikke gjort til skamme. ’YTR’ er en både morsom og tankevækkende forestilling, og den kommunikerer i et klart og tydeligt sprog til publikum.

De 8-årige, som forestillingens aldersgruppe spænder fra, får måske ikke det samme ud af scenen om den russiske nazist, som de voksne gør. Eller scenen med religionerne, som råber højere og højere ad hinanden, eller scenen med nordkoreaneren (?), der censureres og dræbes lige for øjnene af os.

Men forestillingen evner at underholde og engagere alle aldre, så de 8-årige og de, der er både 20, 40 og 60 år ældre, kommer ikke til at kede sig til ’YTR’.

Men er der lige lovlig mange våben, bomber og knyttede næver i en børneforestilling til den aldersgruppe? Måske er det kun denne anmelder, som bliver lidt ubegrundet bekymret på børnenes forældres vegne.

Ikke desto mindre er Det Kommende Teater og Thy Teater sammen udkommet med en forestilling, der både vil og kan! Det eneste, den ikke lever op til, er sin egen programtekst. Så en anbefaling er at se den uden at læse om den først. Teater skal nemlig ikke altid skrives ihjel.

Af: Morten Hede
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - YTR
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

27-09-2023

26-09-2023

25-09-2023

24-09-2023

22-09-2023

21-09-2023

20-09-2023

16-09-2023

15-09-2023

09-09-2023

05-09-2023

04-09-2023

09-08-2023

26-06-2023

23-06-2023

19-06-2023

11-06-2023

09-06-2023

08-06-2023

01-06-2023

31-05-2023

30-05-2023

28-05-2023

27-05-2023

26-05-2023

25-05-2023

24-05-2023

23-05-2023

22-05-2023

21-05-2023

19-05-2023

18-05-2023

17-05-2023

16-05-2023

15-05-2023

13-05-2023

11-05-2023

09-05-2023

08-05-2023

07-05-2023

Flere anmeldelser